0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Kom ud og se naturen

Dansk Vandrelaug fejrer sit 75-års jubilæum med en fin samling oder til vandringen.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Gode ting behøver ingen anledning. Kræver en vandretur måske en anledning for at være god?

Nej, men uden anledning bliver den sjældent til noget, for vi mennesker behøver ofte en undskyldning for at holde ryggen fri som dygtige og nyttige borgere.

Det kan være en genuin hang til 'romantiske projekter': Således trodser nogle elementernes rasen for at finde den afskyelige snemand, en ny art skildpadde eller pagtens ark.

For andre kan selskabelighed være anledning nok.

Brogede bidrag
Nuvel, for mange har Dansk Vandrelaug været en god og social anledning til ture hjemme som abroad, for de praktiske ting skal jo også organiseres.

I anledning af lavets 75-års jubilæum har det udgivet en antologi bestående af en broget række bidrag fra skribenter med vidt forskellig baggrund - lige fra undersøgelser om forbindelsen mellem motion og sundhed, over kulinarisk udnyttelse af den danske naturs langthen oversete spisekammer, til overvejelser omkring de forskellige natursyn i forskellige historiske epoker samt hin enkeltes socialøkonomiske placering som landmand, kunstner, byplanlægger eller andet.

Pas på bjørnekloen ...
Indledningsafsnittet af Michala Mentze om Dansk Vandrelaugs historie er et stykke socialhistorie med velkonserverede og rørende erindringsbidrag fra en mere fordringsløs tid.

Men Vandrelauget er trods sit middelalderlige navn helt opdateret med hjemmeside og what not og er rettelig repræsenteret i Friluftsrådets amtsbestyrelser.

Karsten Schnacks bidrag om natursyn indeholder idéhistoriske overvejelser om forholdet mellem national chauvinisme og naturdyrkelse samt undersøgelser om danske skolebørns syn på, hvad naturen er.

Schnack advarer endvidere mod den invasion af aggressive eksotiske arter såsom mink og bjørneklo, der for byboen at se er fuldt så naturlige som de hjemmehørende arter.

Litterære eskapader
Vi præsenteres endvidere for uddrag af den for længst glemte filosof Ludvig Feilberg, der før andre danske skrev udførligt om vandringens faser og sindstilstande - og altså omsider høster posthum anerkendelse.

Peter Munk fortæller om guldaldermalernes kammeratlige og nationalromantiske indenlands rejser - samt deres ensomme ditto til de sublimt ærefrygtindgydende Alper og det historisk storladne Rom.

Martin Gylling supplerer ved at beskrive en linje fra de romantiske forfatteres dyrkelse af det oprindelige via Kierkegaard og andre københavnske flanører til de moderne internationale storbyers nervøst rast- og rodløse journalistiske sansning.

Vi føres ajour med Martin Zerlangs litteraturhistoriske latinamerikanske eskapade samt Dan Turèlls sidste hyldest til Vesterbro.

Rigdommen i det nære
Mine favoritter er dog det klassiske stykke af den amerikanske utopiker Henry Thoreau samt Jens Meulengracht-Madsens herlige bidrag om hans livslange forhold til Dyrehaven.

I begge tilfælde overrasker rigdommen i det nære, den årvågne, nøgterne observation forenet med inspirationens intensitet.

»Jeg tænker med glæde tilbage på Galagaposøerne, Kreta, Colorado - men handler det om centrum for min oplevelse af begrebet natur, skal vi til Dyrehaven med Onkels vandhul ved Trepilelågen, Fuglesangsøen, Schimmelmanns foderhus ... navne der med det samme giver associationer ...«.

Meulengracht er også kenderen, der efter at have fortalt historien om dansk skovforsknings lidenskabelige pionerer, Theodor Vaupell og Christen Raunkiær, gør deres arbejde færdigt ved som de atter at måle tykkelsen på de 300 største Dyrehaveege - for at afgøre deres væksthastighed i tykkelsen.

Den viser sig at variere betydeligt samt at aftage med alderen - men i gennemsnit handler det i det forløbne århundrede om knap en halv centimeter årligt.

Dette antyder, at aldrene let overvurderes: Skovfoged-egens tre meters tykkelse kan således på solbeskinnet dansk muld med nogen tålmodighed nok opnås på sølle 600 år - hvorimod den udødelige Kongeeg i Jægerspris med sin tredobbelte alder er en anomali.

I mørkets hjerte
Ja, gamle træer er helligdomme, der kræver pilgrimsrejser hinsides enhver 'aktuel' anledning.

Og jo flere gange man leder forgæves, desto sværere bliver det at slå dem ud af hovedet - så de bliver til sidst selv kærkomne og herligt uaktuelle anledninger til at gentage ekspeditioner til mørkets hjerte.

Men helst skal sådanne kæmper være selvsåede, for med Thoreaus ord: »In wildness is the preservation of the World«.