Det har sin egen forklarlige mekanik, at der skulle gå en hel menneskealder, fra Carl Nielsen døde i 1931, til nogen - endelig - tog fat på, fra en ende af og uden retoucheringer, at finde og fremlægge alt, hvad der findes af kildemateriale til Carl Nielsens liv. Mekanikken er, at der i den umiddelbare eftertid er for mange, som nærer pietetsfølelse for en kunstnerisk set måske nok ophøjet, men i realiteten kun alt for menneskelig mester. Skandalernes skygger Der er for mange, som ønsker et forgyldt helgenbillede i stedet for en skinnende, men også snusket, en vital, men også en væmmelig ærlig beretning om lys- og skyggesiderne i hans liv. Børnene har det typisk sådan. Vennerne. Tilbederne. I Carl Nielsens tilfælde formentlig både efterladte og tilbedere. Men faktum er, at Carl Nielsens liv rummede en del saftige skandaler. Først og fremmest i form af børn født uden for et knirkende og knagende kunstnerægteskab, som på et tidspunkt revnede helt. Familien prøvede at pynte på billedet. Eftertiden skulle have et pænt portræt af komponisten til 'Maskarade' og de store symfonier. Resultatet har været, at der lige siden er blevet hvisket i krogene. Skandalernes skygger har vokset sig længere end de virkelige begivenheder, de er skygger af. Passioneret forfatter Nu er det endelig lagt klart frem, hvor mange børn Carl Nielsen havde, hvad de hed - og hvem de har af efterkommere. Manden, der som den første har været i stand til restaurere det ægte billede af Danmarks store lille komponist fra Fyn, hedder John Fellow. Og jeg må sige, hans indsats aftvinger respekt. Fellow er ikke musikforsker af uddannelse, og det var måske det, der skulle til: en person uden for miljøet, som kunne gå frisk til stoffet. Fellow er skønlitterær forfatter, men vidende om musik og udstyret med en passion for Carl Nielsen. Tidligere var det musikforskeren Torben Schousboe, der bogstavelig talt sad på den danske Nielsenforskning. Han besad kildemateriale og havde kontakten til komponistens børn og svigerbørn. Kilderne frem i lyset Vi skylder Schousboe en værkfortegnelse og udgivelsen af en stribe udvalgte breve og dagbogsnotater, som længe stort set var, hvad forskerne havde at orientere sig efter, når det kom til Nielsens privatsfære. Der er bare det ved det, at dén tobindsudgave er særdeles tendentiøst redigeret. Kort sagt retoucheret. Schousboe fokuserede stramt på Carl Nielsens ægteskab med billedhuggeren Anne Marie Carl-Nielsen og sprang andet over. Fortiede også ting. Eller forviste dem til fodnoter. Før det havde Carl Nielsens datter Irmelin sammen med journalisten Torben Meyer udgivet et endnu mere begrænset udvalg af Nielsenbreve. Først med Fellow har Danmark fået en Carl Nielsen-forsker, der på afstand og uden bindinger har kunnet (og villet!) gå til kilderne og hive dem - alle sammen - frem i lyset. Spektakulært fund Det er et stort arbejde, der undervejs har placeret Fellow på Det Kgl. Bibliotek, hvor Carl Nielsen Arkivet og den overvejende del af Carl Nielsen-kildematerialet, ikke mindst i form af breve, findes. For tre år siden gav Fellows systematiske eftersøgningsarbejde sig udslag i udgivelsen af et hidtil upåagtet manuskript, 'Foraarsbølger', skrevet af Carl Nielsens ungdomskæreste Emilie Demant Hatt. Dét fund var direkte spektakulært. Med ét fik vi kastet lys over den ellers mest effektivt mørklagte periode i Carl Nielsens liv, de vanskelige ungdomsår, hvor han som en anden H.C. Andersen forlod Fyn for at blive berømt - og få sig en uddannelse - i hovedstaden. Systematisk research Det var på den tid, passionerne rasede i hans krop. Det var også på den tid, han nær havde skudt sig en kugle for panden i fortvivlelse. Vi har længe kendt et ark med mærkværdige, fjollede fotos af en grimasserende Carl Nielsen, men ingen har før Fellow haft held (eller, igen, vilje) til at opklare, at det var billeder taget i Nykøbing Mors under et ferieophold hos Emilies familie oppe ved Limfjorden. Og at det var Emilies moster og onkel, der var Carl Nielsens velgørere og plejeforældre i ungdomsårene i København, hvor han fik sit første 'uægte' barn med en tjenestepige - afgørende år i kunstnerens liv og afgørende faktorer, uden hvilke Carl Nielsen næppe nogensinde var blevet, hvad han blev. Det vanvittige er, at Emiliemanuskriptet har været tilgængeligt i Det Kgl. Biblioteks samlinger i årevis. Der er bare ingen, der har ledt systematisk efter Carl Nielsen-materiale - og derfor ingen, der har fundet manuskriptet. John Fellow har. Og han har forfulgt sporet. Bastardernes stamtræ Detektivarbejdet er foreløbig endt med bogen 'Vil Herren ikke hilse på sin Slægt', der som et nybrydende biografisk tilløb skildrer Carl Nielsens tidlige år, hvor hormonerne regerede. Her skrives også om, hvordan et barnebarn af Carl, balletdanseren Joan Curran fra Florida, sidste efterår kom til København, mødte John Fellow, og om hvordan de begge på den måde lærte nyt om Carl Nielsen, ligesom verden blev bekendt med et levende barnebarn af den komponist, den ellers ikke troede havde flere efterkommere. Bogens altmodische titel er fisket fra librettoen til Carl Nielsens opera 'Maskarade' og hentyder til, at det er lykkedes Fellow at få sat kød og krop på historien om det barn, den unge, ugifte Carl Nielsen fik med en tjenestepige i København. Carl August Hansen var navnet på drengen, som Carl Nielsen på den ene side vedkendte sig, men på den anden side søgte at holde på afstand, da drengen efter nogle år i USA som ung mand ville hjem til Danmark og gå på konservatoriet. Fellow kan ende sin lille bog med at tegne et helt stamtræ over dén linje i Carl Nielsens familie - til og med en stribe nulevende tiptipoldebørn! Videnskabelig grundighed John Fellows to nyudgivelser - den lille erotik- og skandalespækkede bog om Nielsens ungdomsår og det første, murstensstore bind af den samlede brevudgave, vi nu får - hænger uløseligt sammen. Man kan ikke finde de saftige historier uden at præstere det tørre, systematiske kildearbejde med eftersøgning, registrering og udgivelse af breve og dagbogsnotater. Heldigvis er der alt muligt godt at sige om den videnskabelige grundighed i brevudgavens første bind, som anmelderen - der selv har en fortid som redaktør ved Carl Nielsen-nodeudgaven på Det Kgl. Bibliotek - endnu ikke er stødt på fejl i. Der er tale om en gennemtænkt udgivelse, hvis forord foruden beskrivelse af materialets art redegør for grundige overvejelser og rimelige dispositioner med henblik på udvælgelse af publiceret materiale. Selvsagt kan, trods alt, ikke alle breve til og fra Carl Nielsen udgives - det er langt over 10.000 breve - men alle kendte breve af Carl Nielsen og alle kendte breve fra hustruen Anne Marie til Carl Nielsen er med. Kildemateriale i 12 bind I sin substans byder bind 1 på grundigt arbejde fra både forsker og forlag. Sjældent oplever vi dansk biografisk grundforskning på musikområdet af så givende art som den, Fellow gennem de senere år har præsteret. I 1999 udgav han 'Carl Nielsen til sin samtid' - et trebindsværk proppet med alle de kilder, vi kender i form af offentlige skriftlige udtalelser fra Carl Nielsen, lige fra artikler og foredrag over interview til værknoter. Så kom Emiliemanuskriptet. Nu er Fellow altså i gang med brevene, og han har opsporet omkring 3.500 breve skrevet af Carl Nielsen selv. Dertil kommer en betydelig returkorrespondance samt korrespondance omkring Nielsen, skrevet af hustruen og børnene med flere, foruden dagbogsoptegnelserne, der også indlemmes i den samlede brevudgave, som tænkes at ende med cirka 12 bind. God gammeldags biografi Det er et mammutprojekt i dansk musik- og kulturhistorie, der her er indledt. Men det er ikke urimelig stort. Fellows metode, systematisk og udtømmende at arbejde sig igennem kilderne, er den eneste måde, hvis vi vil lære Danmarks kendteste komponist ordentligt at kende. Hvad Fellow har præsteret indtil nu, beviser påstanden. Hvad der i de senere år ellers er udgivet af Carl Nielsen-biografier, beviser den også, bare med omvendt fortegn. Skriver man af efter eksisterende biografier og kendte kilder, bliver resultatet efterskriveri. Det er i store træk, hvad også den nyeste danske Carl Nielsen-biografi, Steen Chr. Steensens 'Musik er liv' fra 1999, er. Her står ikke noget nyt. Et mere spekulativt projekt som Jørgen I. Jensens 'Carl Nielsen, danskeren' fra 1991 bærer i sin titel og i tekstens jagt på symbolisten Carl Nielsen præg af at være ude i et andet ærinde. Her lægges en bestemt vinkel på Nielsen. Denne anmelder er imidlertid enig med John Fellow, når denne i et interview her i avisen 26. maj siger, at »vi har brug for en mere gammeldags biografi, der siger: Sådan var det!«. Gedigen grundforskning Kun ved at gå til kilderne, systematisk og tålmodigt, kan vi lære Danmarks kendteste komponist ordentligt at kende. Først når brevudgaven er færdig, kan en definitiv biografi skrives. Sådan en har vi stadig ikke, små 75 år efter Nielsens død. Med den grundighed, John Fellow, senest med første bind af den nye brevudgave, demonstrerer, ligger det lige for, at det bliver ham, der, når sidste bind breve er trykt, tager en dyb indånding og giver os biografien om Carl Nielsen. Med sin gedigne, resultatrige grundforskning er han under alle omstændigheder manden, der etablerer grundlaget for, at den biografi - endelig - kan skrives.