Når svært tilgængelige filosoffer skal forsøge at gøre sig forståelige, skriver de breve. Det var i hvert fald, hvad den franske filosof Jacques Derrida gjorde i 1980 med bogen 'Postkortet' og igen i 1983 med sit 'Brev til en japansk ven', der gjorde det tydeligere, end det tidligere havde været, hvad hans dekonstruktion egentlig gik ud på. Kollegaen Jean-François Lyotard fulgte efter i 1986 med 'Det postmoderne forklaret for børn', der netop pædagogisk i en stribe breve til andre filosoffers børn forklarede, hvori den postmoderne tilstand bestod. Personlig henvendelse Deres brug af brevformen var velvalgt - de tunge begreber og komplicerede analyser blev lidt lettere for alle læsere at følge, når opgaven var at udlægge dem for bestemte læsere, hvad enten disse var opfundne af forfatteren eller ej. Man føler sig henvendt til på en mere personlig måde og læser sådanne epistler med en anden interesse end sædvanlige filosofiske afhandlinger, hvori forfatterstemmen foregiver at være alvidende og taler ud i det blå. Overbelastet af betydninger Det gamle greb, som de to franskmænd benyttede, gjorde deres store forgænger, den tyske tænker Martin Heidegger, også brug af i 1946, da han skrev sit såkaldte 'Brev om 'humanismen''. Det udkom første gang som et appendiks til hans værk om 'Platons lære om sandheden' i 1947 og blev først to år senere til et selvstændigt skrift. Brevet var henvendt til hin enkelte, Heideggers franske læser Jean Beaufret, der havde stillet ham spørgsmålet: »hvordan kan ordet 'humanisme' gives en mening på ny?«. På ny - vel at mærke, for ordet 'humanisme' var i forvejen overbelastet af overleverede betydninger. Når det gevaldige nøgleord er placeret i anførselstegn både i selve spørgsmålet og bogens titel, var det et udtryk for det forbehold, som både Beaufret og Heidegger havde over for den betydning af ordet, der gjorde sig gældende i samtiden. Ansvar og valg Der er en bestemt adresse for denne afstandtagen. Netop i 1946 havde Beaufrets berømte landsmand Jean-Paul Sartre nemlig udgivet sin pjece 'Eksistentialisme er humanisme', der skulle blive efterkrigstidens vigtigste kilde til forståelse af eksistentialismen. Og eksistentialismen var ifølge Sartre lig med humanisme i en ekstra potens - det var en mere vidtrækkende forståelse af den respekt for det enkelte menneskes evne til at tænke og dømme selv, som havde været udgangspunktet for humanismen fra 1500-tallet og frem. »Mennesket er ikke andet, end hvad det gør sig selv til«, lød det eksistentialistiske grundprincip, som Sartre knæsatte. Dette vilkår manede til ansvarlighed over for de valg, som hvert enkelt menneske står over for i livet, og som må træffes med tanke på den eksemplariske betydning, som valget har i forhold til hele menneskeheden. Deri bestod eksistentialismens humanisme (som var en iblandt flere 'humanismer', hvilket er gået tabt i den danske oversættelse af titlen, der på fransk lyder 'L'existentialisme est un humanisme'). Eksistentialismen var en humanisme, fordi den erindrede »mennesket om, at der ikke er en anden lovgiver end han selv, og at det er i forladtheden, han bestemmer for sig selv, og fordi vi viser, at det ikke er ved at vende sig mod sig selv, men altid ved at søge et mål udenfor sig selv (...) at mennesket realiserer sig netop som menneske«, skrev Sartre. Væsen og væren I kraft af Sartres indsats var humanismen altså for ganske nylig blevet redefineret, da Heidegger udgav sit indlæg, der dermed antager en polemisk betydning. Sartres eksistentialistiske grundprincip havde Heideggers tænkning nemlig ikke »det fjerneste til fælles« med, understregede han i sit 'Brev om 'humanismen'', der gentagne gange viser tilbage til Heideggers hovedværk 'Væren og tid' fra 1927. Opgøret er interessant, ikke mindst fordi dette værk og Heidegger i det hele taget hørte til blandt Sartres største inspirationskilder. Bag brevet befinder der sig således en far, der er i færd med at fornægte sin franske filosofiske søn. Heideggers hovedindvending mod Sartres filosofi var, at den lagde alt for meget vægt på menneskets væsen frem for væren i en mere grundlæggende betydning. At mennesket alene er, hvad det gør sig selv til, var en absurd tanke for Heidegger, for netop sproget, hvori og hvormed mennesket skaber sig selv, er ikke noget, som det enkelte menneske selv har opfundet. »Mennesket er ikke herre over det værende«, lyder det mere ydmygt hos Heidegger, der havde til hensigt at tænke humanismen mere »oprindeligt«, hvilket for ham vil sige: i forhold til væren. Denne væren var ikke begrænset til den menneskelige eksistens, men optræder med en kvasireligiøs betydning i Heideggers brev. Medlem af nazistpartiet »Sproget er værens hus på samme måde, som skyerne er himlens skyer«, lyder det i et af brevets mest berømte bonmoter, og dette hus havde det enkelte menneske ikke selv bygget. Sproget var ikke et instrument, hvormed mennesket beherskede det værende, men et medium, hvorigennem væren kommer til udtryk. Det demonstrerer Heideggers egen stil i brevet, som i sine bedste aforistiske øjeblikke balancerer på kanten af det poetiske. Brevet betjener sig i høj grad af anelsesfulde, egensindige analogier, der ikke lader sig aftvinge nogen utvetydig bestemmelse af, hvad humanisme egentlig er. Det kunne man ellers godt have ønsket sig fra netop denne dybt kompromitterede skribent, som ikke bare havde overværet, men også givet sit besyv med til den gigantiske forbrydelse imod menneskeheden, som nazisterne i de foregående år havde begået. Heidegger havde under hele verdenskrigen været medlem af nazistpartiet og i sin korte tid som rektor ved Universitetet i Freiburg også ydet en personlig indsats for at fremme det nazistiske projekt. Denne baggrund, som Heidegger slet ikke nævner i brevet, skinner kun let igennem i hans forsikringer om, at hans humanismebegreb ikke må forstås som en dyrkelse af det inhumane. Nutidens diskussion om humanismen Som en historisk ramme for Sartres og Heideggers strid om humanismebegrebet skyder verdenskrigen sig ind sammen med alle de spørgsmål om skyld og ansvar, der fulgte i dens kølvand. Denne diskussion er endnu ikke ført til ende, hvilket er én grund til at Heideggers brev ikke kommer en postgang for sent. En anden er, at diskussionen om humanismens betydning i de senere år er blusset op igen. For visse gejstlige folketingsmedlemmer er humanisme en betegnelse for topmålet af menneskelig formastelighed, for andre nyhumanister er det igen blevet et bannermærke for politisk kamp, mens det for atter andre teoretiske ånder kun er en anledning til at besynge det inhumane eller posthumane samfund, der menes at vente lige rundt om hjørnet. Til denne igangværende samtale om humanismen udgør Heideggers brev et væsentligt tilskud.