Spørg mig om én ting: På en skala fra ét til ti, hvor forudindtaget var jeg, da jeg kastede mig over denne udgivelse? Og svaret må være: Camilla Stockmanns samlede kollektion af Eurowoman-klummer tilsat cool illustrationer - are you crazy? Jeg smed såmænd kun alt, hvad jeg havde i hovedet, for i én glidende tackling at placere et styk røv i et styk sofa med et styk klummekollektion foran to styk glugger. Sørgmuntre småreportager Nej, jeg kommer næppe til at prioritere et abonnement på Eurowoman højere end min Chanel øjenskygge. Men de sidste tre år har jeg uomtvisteligt prioriteret Camilla Stockmanns sørgmuntre småreportager fra sit etparogtredive-årige liv til min kakao med flødeskum på de københavnske cafeer. Betty Blue-blå stunder Vi kunne såmænd snildt have stødt ind i hinanden, ser jeg nu. For ikke blot bor vi i samme by, er cirka samme alder og cirka lige smarte, medmindre man ser rigtigt efter eller venter, til vi taler over os, og sidstnævnte fordrer næppe hypnoterapeutiske evner. Vi kører også begge Bibendum-Wilder-Bankeråt-Bang&Jensen-Sabines-ruten af med vores venner, imens vi pseudoanalyserer os selv, vores (eks)partnere, vores forældre og vores selvvalgte mangel på delevilla med delebørn i Valby. Hvor er det lige, vi er på vej hen? er et ofte stillet spørgsmål, til vi åbner sladretaskerne, øjnene, polyfonien af mobiltelefoner og nok en flaske dyr, men dårlig hvidvin, så 80'ernes Betty Blue-blå stunder nødvendigvis må trænge sig på og de halv- og helpinlige betroelser danser cancan over bordet. Med skørterne halvvejs oppe over de røde ører ved tanken om alle de gange, der kun er ét at sige, nemlig: Hvordan i alverden kunne dette ske for mig? Tyrkisk låneidentitet Personligt ville jeg have forsvoret, at det kunne blive pinligere end dengang, en bekendt havde taget en kæreste med, som jeg tog for at være hendes morfar. Men jeg må konstatere, at dengang Camilla Stockmann sendte en jobansøgning og recept på svamp i vagina i samme konvolut, degraderer min oplevelse til dårligt sammenspillet opvarmningsband fra Esbjerg. Eller hvad med: »Selv lykkedes det mig at få en låneidentitet som mellemøstlig kone efter at have tonset en halv tube nyindkøbt selvbruner i ansigtet, hvilket affødte et interessant kulturmøde i Netto forleden: »Türk!«, konstaterede en midaldrende tyrkisk kvinde storsmilende, da hun fik øje på mig ved en stabel musegrå fleecepyjamasser. »No, no I'm Danish«, svarede jeg, men kvinden valgte at ignorere min indsigelse og forsøgte at få mig til at oversætte prisskiltene til tyrkisk, som var vi slyngveninder fra Izmir«. Monoton læsning Den slags anekdoter er 'Nyforelskelse og andre cykelstyrt' så fuld af, at både dén og læseren morer sig og hikker og tager en stor slurk mere. Især til en start, hvor siderne nærmest læser sig selv. Men, og det er så et alvorligt 'men', dét her: Hvor meget jeg end holder af at genkende mig selv og mine venner i disse fermt rammende hverdags- og festportrætter, kan jeg dårligt se bort fra, at de er så ens opbygget, at de i længden bliver decideret monoton læsning. Vi har en udvalgt bekendelse fra Camillas liv, vi har et par gennemgående venner, der smider 'det kender jeg godt fra mig selv' retur over en kop et-eller-andet på den nærmeste café, og så har vi en morale, der hejser oplevelserne op, hvor vi alle kan se betydningen. Ingen forventer vel at få Simone de Beauvoir mellem hænderne, når de åbner Camilla Stockmann Collected. I det hele taget forventer ingen vel andet og mere end dét, Camilla Stockmann helt åbenlyst er en mester i at levere. Nemlig klummer, som man forventningsfuld bladrer frem til med en måneds mellemrum. Så tag hendes samlede udgydelser i små doser. Men tag dem endelig - og giv trygt tippet videre.