Det er en formidabel bog, der nu er blevet oversat til et levende dansk: John Ruskin udgav 'Arkitekturens syv lamper' i 1849 som et provokerende skrift mod åndløs formalisme og karakterløse moderne byggemetoder. I den henseende er bogen med årene hverken blevet mindre provokerende eller mindre aktuel. Selv om de herskende stilarter aldeles er forandret siden datidens pyntede historicisme, og man sagtens kan være uenig i flere af Ruskins grundsyns-punkter, så er hans velformede sang for ærlighed, skønhed, kraft og ikke mindst offeret værd at lytte til i dag. Sanseligt sprog Det er en fornøjelse at læse Ruskin. Hans prosa er billedrig og sanselig, og argumentationen er (som oftest) klar. At det også er en fornøjelse at læse ham på dansk, kan vi takke oversæt-terne Karsten Sand Iversen og Vagn Lyhne for. Teologisk argumentation Ruskins indfaldsvinkel er befriende; han anskuer bygningers værdi fra sanselig-hedens og følelsens synspunkt, uden at det indebærer nogen form for privat føleri. Hans domme er vidende, afvejede og oftest fyldigt argumenterede. De er bevæget af indignation og til tider idiosynkrasi, men er befæstet af nøje observationer og principielle overvejelser. De uhyre få eksempler, han argumenterer ud fra, er nøje studier af detaljer, f.eks. af utilgængelige vinduesnicher i gotisk kirkebyggeri. Ud fra disse detailstudier kan han inducere de love, der må gælde for arkitekturen, ligesom hans tids biologer kunne forstå naturens orden ud fra mikroskopistudier. Uanset de videnskabsteoretiske problemer i den metode når han frem til at opstille interessante regler, der, selv om hans argumentation ofte er teologisk fortøjet, både kan følges og give mening også for mindre gudeligt sindede sjæle. Skabelsens principper misforstået Titlen betegner de syv lamper, der kan oplyse den dunkle bygningskultur og gøre den til arkitektur. Det er offeret, sandheden, kraften, skønheden, livet, erindringen og lydigheden. Den gennemgående tanke i disse stærkt kristent prægede forestillinger er, at Guds skaberværk er præget af forskellige ordener, og den for os mest almindeligt forekommende er den højeste. Det er mennesket, der står øverst, derefter følger dyrene og planterne med blomsterne som de fineste, dernæst bladene osv. ned til stammen som det simpleste. Byggeriet skal følge samme love, som den synlige natur følger i fordeling og proportionering. Ifølge Ruskin findes der nemlig ingen skønhed uden for denne, og derfor bryder han sig ikke om mæanderborten og blomsterkransen, der midt på en facade ikke er motiveret i nogen naturlig orden. Det er kraftløst og falsk. Ligesom det ifølge ham rædselsfulde tårn i Pisa, hvis etager alle er lige høje og ikke aftagende proportioneret, som det ville have været naturligt. De buede former og asymmetrien er af en finere orden end de rette former og symmetrien, ulige tal er finere end lige osv. Den æstetik, Ruskin udfolder, er i sine organiske forestillinger ikke blot udsprunget af nærstudier af kontinental gotik og en religiøst funderet naturefterligning, men også sin samtids nygotik, som, han argumenterer for, misforstår skabelsens principper. Kulturbærende betydning Der er mange gode betragtninger, som vi også i dag på denne side af modernismen kan lytte til. En af dem er hans pointering af arkitekturens væsentlige kulturbærende betydning: »Arkitekturen er den vigtigste erindring, vi har om svundne tider. Vi kan muligvis dyrke Gud uden, men vi kan ikke erindre uden«. Der er simpelthen meget sprogligt at fornøje sig med og ikke mindst arkitektonisk at tænke over med denne bog.