0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Økonomisk lejemorder

Ved hjælp af fupanalyser, bestikkelse og sex var John Perkins med til narre verdens fattigste lande ind i et dybt afhængighedsforhold til USA.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Ingredienserne i John Perkins' 'Confessions of an Economic Hit Man' er ren James Bond. Smukke kvinder, eksotiske steder, masser af penge og korrumperede magthavere.

Åbningsscenen er som taget ud af en af Ian Flemings bøger om den britiske agent.

En appetitlig brunette i en mørkegrøn spadseredragt glider ned i stolen over for John Perkins.

Hendes navn er Claudine Martin. Året er 1971. Stedet er Boston. Mere præcist hovedkontoret for konsulentfirmaet Chas. T. Main i Boston.

Lommeregner som våben
På få uger skal Claudine Martin forvandle John Perkins til en effektiv agent for USA. Dog ikke med licens til at dræbe.

En lommeregner er nok for John Perkins.

Sammen med nyindkøbte jakkesæt og bestikkelsespenge er det alt, hvad han behøver i sit kommende job som økonomisk lejemorder, hvor hans opgave er at franarre milliarder af kroner fra fattige lande og bringe dem i et ubrydeligt afhængighedsforhold til USA.

Klichefyldt konspirationsteori
John Perkins er lærenem. På kort tid er han klar til at drage til verdens fattigste lande og lokke dem ind i det spind, som kommercielle interesser i USA har kastet ud over kloden.

Både plottet og sproget i 'Confessions of an Economic Hit Man' er så langt ude og klichefyldt, at man uvilkårligt tror, at man har fået en dårlig spionroman i hånden. Ikke desto mindre er der tale om en af forårets amerikanske sællerter. Siden 'Confessions of an Economic Hit Man' udkom sidste efterår, har den ligget på bestsellerlisterne hos New York Times og Washington Post.

I kølvandet på Michael Moores kvasidokumentariske 'Fahrenheit 9/11' er appetitten på konspirationsteorier tilsyneladende umættelig. I hvert fald hos dele af den amerikanske befolkning.

Og hos John Perkins får de, hvad de efterspørger. Nemlig historien om, hvordan konsulenter fra USA's mest magtfulde firmaer optræder som en kopi af mafiaen, når de rejser rundt til verdens fattige lande. Med den ene hånd tilbyder de deres hjælp, mens de med den anden hånd - og i tæt samarbejde med internationale bistandsorganisationer som Valutafonden (IMF) og Verdensbanken - holder landene i et jerngreb.

Sex og fup
Recepten for en økonomisk lejemorder er enkel. Find et fattigt land, som har en strategisk betydning, gerne i form af olie. Overbevis landets magthavere om, at det gavner deres land at tage imod heftige lån for at finansiere opbygningen af infrastruktur og strømforsyning.

Giv magthaverne forsikring om, at de vil beholde magten og vedblive at være rige, så længe de hyrer amerikanske firmaer til at lave arbejdet. Brug hvilket som helst middel for at lokke dem: bestikkelse, sex eller fupberegninger.

Fidusen er, at investeringerne aldrig lever op til forventningerne, hvilket betyder, at landene er dybt forgældede og må bruge deres penge til at betale renter og afdrag på de udenlandske lån. Ofte amerikanske lån.

Bestikkelse og blondiner
I bund og grund var det opgaven for John Perkins, som i to årtier arbejdede i lande som Indonesien, Panama, Ecuador, Saudi-Arabien og Iran. Typisk begyndte hans job med at præsentere en analyse, der viste, at landets økonomi ville vokse markant, hvis der blev investeret i en udbygning af elforsyningen eller anden infrastruktur.

Jo mere opskruede prognoser, jo bedre. For som Claudine Martin lærte ham: »Hvem kan se 25 år ind i fremtiden? Dit bud er lige så godt som alle andres. Det handler udelukkende om at fremstå overbevisende«.

Og det var ingen sag for de amerikanske konsulenter at virke overbevisende, når de præsenterede deres opskruede prognoser. Særligt ikke, hvis beregningerne blev krydret med rigelig champagne, bestikkelse, amerikanske blondiner og en pæn dosis trusler.

Ordrerne væltede ind til store amerikanske ingeniørfirmaer som Halliburton og Bechtel. »I virkeligheden forlod de penge, som landene lånte, aldrig USA. De blev simpelthen overført fra de internationale bistandsorganisationer til amerikanske ingeniørselskaber som Bechtel og Halliburton«, fortæller John Perkins.

Overgearede spekulationer
Øverst i ledelsen for selskaberne sad folk som Ronald Reagans udenrigsminister, George Schultz, Reagans forsvarsminister, Casper Weinberger, og den nuværende vicepræsident, Dick Cheney.

På trods af personsammenfaldene nedtoner John Perkins dog forestillingen om en nøje planlagt konspiration. »Mennesker som os er ikke medlemmer af en hemmelig organisation. Vi er snarere produkter af et system, som fremmer den mest subtile og effektive imperialisme, verden nogen sinde har set«, skriver John Perkins.

Deri kan han meget vel have ret. Ikke desto mindre er 'Confessions of an Economic Hit Man' gennemsyret af antydninger om store konspirationer. Nogle af dem skal nok være der, men problemet er, at John Perkins aldrig fremlægger nogen reel dokumentation.

Det bliver ved de overgearede spekulationer, hvilket skæmmer den ellers dybt interessante beretning om, hvilke midler han og hans kolleger tog i brug over for verdens fattigste lande.

John Perkins' fornemmeste bedrift er således primært at vise, hvordan årtiers milliardforbrug af bistandskroner først og fremmest har gavnet de store multinationale selskaber og de magthavere, som har ladet selskaberne opføre de mange nytteløse kæmpeprojekter. De, der i dag betaler af på gælden, har til gengæld ikke fået meget ud af det.