Tre måneders rejse i en ældre Ford Scorpio gennem Østeuropa lyder som en god ide. Herhjemme har vi brug for mere viden og et kritisk blik på denne underbelyste del af vores fælles Europa. Den norske journalist og rejsebogsforfatter Morten A. Strøksnes tilbyder os netop dette i bogen 'Automobil. Gjennom Europas bakgård', udgivet på det lille Kagge Forlag i Oslo. Energisk turistfører Efteråret 2002 kørte han med sin kone fra Oslo til Istanbul gennem Letland, Litauen, Hviderusland, Ukraine, Moldova, Rumænien og Bulgarien. Hun er sanger og optræder gerne på karaoke-barer, han er idehistoriker med et helt bibliotek i bagagerummet. Strøksnes er en energisk turistfører på rutens store og små seværdigheder, og han har læst på lektien. Han er bedst om Rumænien, formodentlig fordi forfatteren føler sig bedst tilpas her. Ukritisk over for nationalismen Han er en flittig journalist, der har en mødeliste med politikere og intellektuelle så lang som et ondt år, men en doven rejsende. Gode hoteller, natklubber og guidebogens råd holder de to nordmænd på hovedvejene. At han kan rejse 10.000 kilometer gennem lande med umådelig gæstfri indbyggere og kun tre gange tage læseren med inden for i private hjem er for dårligt. Bogens hovedindhold er et bjerg af anekdoter og leksikalske oplysninger om de syv østeuropæiske landes historie. Strøksnes registrerer østeuropæernes endeløse nationale krav og modkrav, hvor alle kan slå hinanden i hovedet med et historisk storrige, men er forbavsende ukritisk over for nationalismen som sådan. Nationalkarakterer (som underligt nok følger de grænser som tilfældigvis gælder i dag) gør han flittigt brug af. Letten er f.eks. »passiv, sur og sløv«, mens »ukraineren har en bedre karma«. »Det er fuldt ud muligt at se på folks ansigtsudtryk, om de er norske«, skriver han og påstår, at det er »et empirisk faktum, at kvinders udførelse af kærlighedsakten har ganske let identificerbare nationale kendetegn«. Vi får dog ikke lov til at se ham efterprøve denne påstand. Konen glimrer ved sit fravær Det er et større problem for bogen, at der ikke er nogen dynamik på det personlige plan i Ford'en. Han skriver et par flatterende ting om konen Rita, og fortæller, at hun er femten år yngre, ser godt ud, synger som en engel, at de lige er blevet gift, og at hun som regel sidder hjemme på hotellet og keder sig, når han enten er ude og drikke om natten eller interviewer politikere om dagen. Rita siger ikke et eneste ord i bogen og på det meste af de firehundrede sider glimrer hun ved sit fravær. Hun bryder aldrig ind i hans lange idehistoriske udredninger, men optræder kun som karaokesangerinde på diverse barer. Afslører denne blufærdighed eller ufølsomhed forfatterens ambivalens? Er han i tvivl, om dette er en personlig beretning, hvor oplevelsen af Østeuropa skal spejles i et nygift pars reaktioner? Eller er det en rejse, der skal bekræfte forfatterens læsning hjemmefra af, hvad Østeuropa er? Bogen lanceres i starten som det første, men udvikler sig hurtigt til det andet. Éndimensionelle billeder Resultatet er et skuffende hverken eller. Den er ikke blevet en autentisk personlig fortælling om hans rejse med Kvinden, som hun lidt patetisk introduceres, og den er heller ikke blevet et stramt kulturkritisk essay om Fordismen og kommunismen, som der ellers er flere interessante tilløb til i bogen. Strøksnes skjuler sin ubeslutsomhed bag en anstrengende ironisk distance både til Østeuropa og til sig selv. Som i hans tidligere bog, 'Hellig Grunn. Rejseskildring fra Mellemøsten' (Kagge Forlag 2001) bærer den nye bog på godt og ondt præg af Strøksnes' baggrund som idehistoriker. De personlige oplevelser bryder kun i ujævne glimt igennem den hårde skal af belæsthed. Han skriver et sted: »Måske reproducerer jeg éndimensionelle billeder af Østeuropa, måske ser jeg det jeg forventer at se«. Man må desværre give ham ret. Det er synd, for han ved meget og skriver ofte godt. Bogen støver for meget og sveder for lidt.