Af cirka 13.000 danske søfolk befandt over halvdelen sig 9. april uden for Danmark og skulle afgøre, om de ville søge neutral eller allieret havn. Martin Bantz var på et fragtskib, der, mod rederiets ordre, besluttede at gå til Halifax i Canada, og i de næste fem et halvt år sejlede han som styrmand og kaptajn på diverse danske og britiske skibe, af hvilke et blev torpederet og et sænket ved et flyangreb. Fascinerende beretning Han krydsede Atlanten adskillige gange, kom bl.a. til Murmansk, Vancouver, Britisk Guyana og Gambia, var med til invasionen af Sydfrankrig, evakuerede britiske tropper fra det borgerkrigs-hærgede Grækenland, og modtog flere ordener og tapperhedsmedaljer. Hans erindringer, nu udgivet af Kåre Lauring, der også bidrager med mange nyttige informationer i indledning og detaljerede noter, er en fascinerende beretning om en mand, som under krigen fik mulighed for at demonstrere mod og lederegenskaber og så tilbage på krigsårene som de bedste i sit liv. Kommentar til bagklogskaben Perspektivet er søofficerens, og de almindelige søfolks mindre heroiske krav om løn og indkvarteringsforhold har han ikke meget tilovers for. Men det er på den anden side ham og en styrmand, der om natten får tæmmet en vildfaren 17 ton tung tank i lasten, for det kunne man ikke forlange af besætningen. Et sted reflekterer Martin Bantz over den tyske besættelses indvirkning på danskerne og mener, at det for dem nok ikke har været nogen skade til, »at de er kommet under tyskernes næve, så de kan se, hvordan det er, når der er diktatur, og hvor lidt det er muligt at stritte imod, når det ikke er parlamentarismen, men næveretten, der regerer«. En interessant kommentar til den grasserende bagklogskab om besættelsen fra en mand, der selv traf et moralsk valg og satte livet på spil.