Det er en overordentlig underholdende bog, de to journalister Lea Korsgaard og Stéphanie Surrugue har skruet sammen om Det store bogtyveri - sagen om de mange hundrede gådefuldt forsvundne bøger på Det Kongelige Bibliotek i København. De dækkede begge to opklaringen af mysteriet for Politiken, dengang tyven endelig blev fundet i 2003 - post mortem - og hans familie anklaget for at have solgt videre af de kostbare værker efter hans død. Nattesøvnen suspenderet Familien havde imidlertid ikke mesterens fingerfærdighed - han var tidligere forskningsbibliotekar på kongernes gamle bibliotek - og blev snuppet, da de via Christie's i London ville sælge en bog, der kun eksisterede i ét eneste intakt eksemplar i hele den vide verden! Recepten er klar: indsamling af en allerhelvedes masse skriftligt materiale, nærinterview med alle tænkelige og utænkelige kilder (i denne bog mere end 50 personer), omhyggelig systematisering af deres beskrivelser og opbygning af fortællingen i en dramatisk fremadskridende beretning med masser af detaljer i en scene på scene-kronologi. Allerede omslaget signalerer 'Spøgelset på Louvre', 'Riget', 'Rosens navn' - nok til at holde sengelampen tændt til langt ud på natten. Nørdernes paradis I den strikte kronologi starter vi naturligvis dér, hvor den store tyv endnu er lille, og det er det eneste kapitel, der måske virker lidt tøvende. Barndomme er simpelt hen svære at skrive - fordi de fleste af den danske slags ikke indeholder det store spræl - heller ikke denne. Løsningen kunne have været at efterforske den lille Fredes forhold til bøger allerede dengang (der kunne have vist sig nogle sjove detaljer), men omvendt ved læseren jo på forhånd, hvad den lille spasmager vil udvikle sig til, og det giver i sig selv en rimelig portion nysgerrighed efter den muld, han er runden af. Flere gange undervejs savner man et par billeder af manden - måske er de sparet væk eller er ikke nået med i det høje tempo, bogen er blevet udgivet i efter sagens endelige afslutning i december 2004. Fra side 25 ser fortællingen sig imidlertid ikke tilbage - og der er knald på både dagliglivet og tyverierne i dét, forfatterne kalder Nørdernes paradis - Det Kongelige Bibliotek. Thriller-stemning Frede er blevet magister i indisk filologi, og i flowerpoweråret 1967 går han gennem porten til paradiset og sit drømmejob. Tyverierne begynder efter alt at dømme ganske kort efter. Fra det nørdede biblioteksmiljø fortælles mange spøjse detaljer - man føler f.eks. med bibliotekaren, der altid sidder som på pinde, når et af hendes dyrebare værker er i hænderne på tilfældige lånere i læsesalen. Andre glemte at spise hele dage - så høje er de af samværet med bøgerne - og Frede bliver som flere andre lidt drikfældig, men passer ellers mest sig selv. Han er ikke i nærheden af mistanke, da de mystiske tyverier efterhånden begynder at sive til pressen. Nu følger afsløringerne i en stemning som i romanen 'Rosens navn': »De gik dybere ind og op i de labyrintiske gange og fandt frem til reolerne med Luthersamlingen. Men der manglede ikke bare en Bibel ...« - derefter svinger forfatternes altseende spotlight over mod Espergærde til den villa, hvor Frede bor så fredeligt med sin kone. Og hvor bøgerne hober sig op i helt usandsynlige mængder. Bind for bind har han lænset det danske riges hukommelse for nogle af dets mest sjældne værker. Og så følger finalen - afsløringen, storfangsten - retssagen, skylden. Tænderne løber i vand I en guddommelig detalje fortælles, hvordan Fredes kone efter mandens død finder nogle bøger fra det lokale kommunebibliotek - og pligtskyldigt cykler ned og afleverer dem! I en anden lille sekvens, hvor hele familien anholdes i en dramatisk simultan aktion på tre lokaliteter, husker de to skribenter at nævne, hvad der sker med den lille dreng, hvis forældre havner i fængsel. Det er grundigt, det er samvittighedsfuldt - og det viser stor sans for dokumentarlæserens ofte omfattende og omstrejfende nysgerrighed. Sprogligt er der steder, hvor en 'bagstopper' måske nok kunne have pudset lidt på ustyrlige konstruktioner som »bibliotekets store, tunge krop spjættede i sine daglige rytmer«, men det går. Historien afrundes af grundig kildeliste og en ikke mindre end 34 sider lang liste over 1.312 beslaglagte værker fra bogtyvens hjem. Uden at være nogen stor bogtyv må jeg sige, at tænderne løber i vand ved nogle af dem - Luther, Kepler, Brahe i 400-500 år gamle (første)udgaver - den liste er en helt lille verden i sig selv. Behov for tryghed Og så ligger der endnu en bog og venter - den, hvor også enken og børnene fortæller om livet med bogtyven - såfremt de en dag vil stille op. Måske kan man så finde svaret på, at Frede tilsyneladende stjal i tyve år, før salget overhovedet begyndte. Man kan sige, Frede var en mand, der tog sit arbejde med hjem, længe før det blev moderne - men hvad ville han i virkeligheden med alle de bøger? Måske handlede det dybest set om udformningen af en slags tryghed, der forbandt hans forskerliv på den støvede arbejdsplads med hjemmet i Nordsjælland. Her opbyggede han det samme bogfyldte hulrum i sin egen kælder - og først da den nye biblioteksledelse truede den lidt drikfældige mand med degradering og fyring - og hele det kongelige drømmeslot slog revner - begyndte han også at nedbryde sit hjemlige bogslot og sælge ud af skattene. Erik Valeur er journalist.