Hvis de militante islamister ville dræbe Salman Rushdie for hans roman 'De sataniske vers', tør man næsten ikke tænke på, hvilken skæbne de har tiltænkt den canadiske journalist og feminist Irshad Manji. Straffen må naturligvis stå i forhold til graden af fornærmelse, og hvis Rushdie havde udsigt til en attentatmands 9-millimeter på grund af en bog, der i al væsentligt provokerede med sin skildring af profeten Muhamed som en mand af kød og blod og følgelig Koranen som et menneskeskabt værk, så må hjul og stejle (garneret med glødejern og kagstrygning) være det mindste, Manji har udsigt til. Stridt skrift Hun har nemlig begået et værk, der er et så ætsende opgør med den religion, hun er født ind i og fortsat bekender sig til, at det er det hidtil mest udfordrende af sin art, som denne anmelder husker at have læst (Ibn Warraqs 'Derfor er jeg ikke muslim' inklusive). Det er ikke bare et traditionelt stridsskrift, men et decideret stridt skrift. Islams intolerance Hvad bogen måtte savne i teologisk dybde (ingen essentielle diskussioner af Koranen) eller skolastisk tyngde (hverken de historiske eller politiske gennemgange imponerer) kompenseres gennem dens hidsige, kompromisløse og anarkistiske udfald mod islams »gråhårede stammementalitet«. Det er den, der ifølge den opbragte forfatter har forvandlet muslimernes engang så storladne og florissante tro til en gold ødemark af intolerance og snæversyn. Man gnider sig i øjnene, kniber sig i armen og sætter tænderne i underlæben for at være sikker på, at det ikke er et falsum i lighed med 'Zions vises protokoller'. Men den er god nok. Som det også fremgik af et interview med forfatteren her i bladet tidligere på måneden, så er hendes ærinde at gøre sine trosfæller - bogen er udformet som et åbent brev - opmærksom på, at det er på høje tid at reformere islam og den muslimske kultur. Modvilje mod anderledes impulser Irshad Manji præsenterer et katalog af ubehageligheder ved sin egen tro, først og fremmest holdningen til kvinder, hadet til jøder og synet på 'vestlige værdier', som skal ændres. Ikke justeres eller tilpasses 'moderne tider', men nedbrydes og omformes fra A-Z. Slut med at tænke i fastlåste kategorier om 'kvinden' som et blindt og stumt avlsdyr, 'jøden' som en edderkop, der spinder sit net ud over alverdens pengevæsen, militær og medier - til muslimernes ulykke, forstås - og 'Vesten' som en giftig sump af moralsk dekadence og åndeligt forfald. Irshad Manji, der bl.a. i kraft af sin homoseksualitet allerede har sat sig uden for de gængse normer, vil ikke underordnes det, hun anser for at være muslimernes destruktive skema til forståelse af verden omkring dem. Af samme grund betegner hun sig selv som en 'refusenik', efter inspiration fra dissidenterne i det tidlige Sovjetunionen, fordi hun som dem ser sig omgivet af en totalitær tankegang domineret af dyb modvilje mod udefrakommende idéer og anderledes impulser. Sløvende narcissisme Bogen er spækket med eksempler fra Irshad Manjis egen opvækst, hendes tid i koranskole, hendes erfaringer som tv-vært med eget show for bøsser og lesbiske samt møder med en række tænksomme mennesker, herunder flere rabbinere og jødiske intellektuelle. I den talmudiske tradition finder hun således et iboende krav om at reflektere over et givet svar og ikke som hos muslimerne at acceptere, at Koranen - i denne eller hin imams udlægning - kan besvare alle universets gåder på udtømmende vis. Hvor ortodoksi eller evangelisme fortsat er et randfænomen hos islams monoteistiske fætre, jødedommen og kristendommen, er 'bogstaveligheden' (læs: fundamentalismen) ifølge forfatteren blevet de fleste muslimers trosforståelse. Det giver derfor ingen mening at tale om 'al-Qaedas afart' af islam, som var det en kapring af en ellers grundlæggende god og rigtig tro. Nej, islam - sådan argumenterer Manji - har i det store og hele mistet sin evne til at sætte spørgsmålstegn ved egne doktriner. Og uden dén dimension vil ikke bare religionen, men hovedparten af de lande, hvori den praktiseres, forblive i deres nuværende morads af sløvende narcissisme og apokalyptisk grundstemning. Muslimske kvinder som erhvervsmæssige ressourcer Men er der slet ingen vej ud? Jo, Manji tilbyder en forløsende vej i form af 'ijtihad', der var en kritisk tænkning inden for islam tilbage i det højkulturelle muslimske Spanien. Dengang var der, skriver Manji, en dyrkelse af evnen til selvstændig omgang med Koranens påbud, og det er denne tradition, hun som en anden vidensarkæolog nu graver op af mulden. For at gå frem mod det 21. århundrede må man paradoksalt nok gå tilbage til det 7. århundrede. Hvor den judeo-kristne bevægede sig fra barbariets dunkelmørke frem mod oplysningen, er islam omvendt faldet fra tindens top og ned i afgrunden. Det er snarere reglen end undtagelsen, at debatskabende bøger mest bygger på kritik, mens de konstruktive idéer får lov at blive i skrivebordsskuffen. Bare ikke hos Irshad Manji. Hun tager skridtet fuldt ud og anbefaler, at 'man' - det tolerante og fremsynede Vesten, som hun i dén grad bekender sig til - hjælper med at få muslimske kvinder etableret som erhvervsmæssige ressourcer. Islams eksistensberettigelse Kvinderne skal tilbydes såkaldte mikrolån, så de kan komme på fode som selvstændige næringsdrivende, og når de først begynder at tjene penge, vil de også få mulighed for at bryde igennem samfundet på andre måder, f.eks. i uddannelsessektoren. Det kan man da kalde en vision. Der er meget at indvende imod Manjis 'Problemet med islam'. Sine steder generaliserer hun voldsomt ud fra egne erfaringer, og hun giver ikke meget plads til nuancerne i den arabiske verden, som således fremstår generelt tilbagestående, mens Vesten og Israel omvendt roses for uendelig åbenhed og pluralisme. Naiv er hun ingenlunde, snarere lidt for kynisk til at kunne - eller ville - anlægge et mere forsonligt syn på de store spørgsmål, hun har oppe at vende. Det største af dem - har islam nogen eksistensberettigelse? - besvarer hun dog positivt, men anbefaler altså en markant kursændring. Det skal blive interessant at se, om nogen herboende muslimer vover at tage handsken op og forholde sig til dissidentens kritik. Den er tæt på at være lammende.