0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Den sene lykke

Børnehjemsbarnet Aggi Jensen har gjort det igen, og kærligheden sejrer.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

For nogle år siden blev jeg betaget af Aggi Jensens bog om hendes vanskelige barndom og opvækst med en enlig, flyvsk far og siden på et godt børnehjem.

Den hedder 'Baggårdsbørn har også drømme', og hun skrev den, da hendes elskede ægtemand gennem næsten 50 år var forsvundet ind i demensen og kommet på plejehjem.

Siden skrev hun bogen 'Kærlighedens styrke' om deres lykkelige tid og de sidste svære år, hvor hun måtte passe ham hjemme.

Forelskelse og frygt
Nu er Aggi Jensen (født 1929) ganske forståeligt blevet en eftertragtet foredragsholder og har skrevet den tredje og sidste bog i, hvad der viste sig at blive en trilogi.

Denne hedder 'Sensommeren' og handler om, hvordan hun midt i en ellers uoverkommelig sorg og tomhed efter mandens død mødte en ny mand i sit liv.

Om hvordan det gik til, om de nye og gamle modstridende følelser af forelskelse, frygt, vemod og undseelighed, hun oplevede, om børnenes - og ikke mindst andre gamles - reaktion, om vanskeligheder i sexlivet, når man er nær de 80 ... Det sidste klarer hun med en egen fortryllende, nænsom ligefremhed.

Brunsviger som bestikkelse
Aggi Jensen blev i maj 2003 kirkeligt gift med sin Kai, som hun virkelig forstår at finde talenterne og skønheden hos - som han hos hende - men længe inden har hun købt en romantisk rosenmønstret sovesofa, som dog er så lav, at det er en 'festforestilling', når de skal op af den igen. Kai har nemlig slidgigt.

Men når tempoet er passende, kan han gå langt, og han er en fremragende chauffør og habil handymand - og så elsker han hendes hjemmelavede brunsviger. Det sidste bruger Aggi som bestikkelse, når hun skal lokke ham til dramatiske fornyelser i sommerhusets maskinpark, såsom en plæneklipper.

Det sker, at hun træder over hans grænser - det må jo ske, men heller ikke det forties. De drager både til Tenerife og især Østrig, som de begge elsker og kender fra mange rejser med deres tidligere partnere.

Livskraft og optimisme
En af de mange forfriskende ting i bogen er begejstringen for Østrig, som jo ellers af sine egne forfattere hænges ud som perversionens fædreland. Men vi er heller ikke blandt nobelpristagere her, og Aggi og Kais æstetiske smag er et helt andet sted.

Der er både sund fornuft, tolerance, finfølelse og intelligens i Aggi Jensens refleksioner over sit og andres liv. Hun er ikke blind for historiske og samfundsmæssige forhold og ikke bleg for at påpege dem, men det er nære værdier og fællesskab, der betyder noget for hende.

Hun er lige så god til at få noget positivt ud af livet på mandens plejehjem - blandt andet i et sangkor - som hun i sin tid var det på sit eget børnehjem.

I det hele taget ville hendes positive livskraft være misundelsesværdig, hvis man ikke undte hende det så godt. Det er ikke alle, der kan håndtere, at 80-årige bliver kærester med alt til faget henhørende, men Aggi Jensens sønner og deres familier formår at glæde sig og tage godt imod Kai.

Ingen prædiken
Når hun er ude at holde foredrag på plejehjem, møder hun hos sine jævnaldrende eksempler på, at den sene kærlighed ikke altid er så let, som den har været for hende. Men den kan lade sig gøre, hvis både de gamle og deres omgivelser tør åbne sig for den. Det er det livsbekræftende hovedbudskab i 'Sensommeren'.

Men her er ingen prædiken eller peptalk: Sorg og savn er reelt, alderens svaghed og angsten for endnu et uhyggelig sandsynligt tab lige om hjørnet er klangbund for den store taknemmelighed, der gennemsyrer bogen.

Den er mættet med stof, der er ingen tomgang, og uden at forklejne Aggi Jensens talent og dispositioner tror jeg også, at hun har haft en rigtig klog redaktør. På med læsebrillerne!

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu