Tegneren Bo Bojesen - ja, ham, Politikens elskede satiriker 1947-92 - var allerede som 22-årig professionel, nyansat ved Mandens Blad og nygift med sin Ingrid, og juleaften 1944 havde de inviteret en skolekammerat fra Aabenraa, Jesper Juel Petersen, til middag i deres lille lejlighed i Virum. Men Jesper udeblev uden afbud, hvad der vakte stor bekymring. Med god grund. I kz-lejr Jesper var to uger før blevet anholdt af Gestapo og isoleret i Shellhuset, hvor han under tortur tilstod at være med i sabotage. Han blev deporteret til kz-lejren Neuengamme ved Hamburg, hvorfra han i april 45 blev reddet til Sverige af de hvide busser. Efter krigen blev han journalist, kendt som Jesper Juel Berg - den sidste menneskealder på Fyens Stiftstidende i Odense. Heilende hjemmetyskere Som pensionist begyndte han at nedskrive de krigserindringer, som han - typisk for sin generation - aldrig havde fortalt sine børn. Da han døde som 74-årig i 1997, havde han kun nået 6 af 24 planlagte kapitler, men nu er de sat på tryk i Sønderjyske Årbøger, udgivet af Frøslevslejrens museumsleder, Henrik Skov Kristensen, og det er lidt af et fund, der får én til at pudse brillerne og spærre øjnene op. Det begynder på Aabenraa Statsskole i den første krigsvinter, hvor den urolige 2. g'er Jesper får hovedrollen i årets skolekomedie: Heibergs vaudeville 'Recensenten og dyret'. Han når at stå på scenen ved premieren 8. april 1940 og mærke en blafrende drøm om at blive rigtig skuespiller. Så næste morgen er alt forandret. Med de tyske fly over hovedet halser Jesper til Aabenraas sydkant, hvor danske soldater mejes ned af værnemagten, og en 11-årig dreng får en kugle gennem panden, og på hovedgaden ser han De Grønne blive modtaget af heilende hjemmetyskere, anført af byens flommefede slikmutter Stahlbom. Uheldig helt Fra det øjeblik prøver Jesper at opleve tingene fra første geled. Han og hans kammerater skammer sig over den danske overgivelse, og mens tyskerne skråler »Wir fahren gegen Engeland«, fantaserer de 17-årige om selv at nå over there og komme ind i Royal Air Force. Deres flugtplaner omfatter halsbrækkende forsøg på at stjæle en rig læges sportsfly (med benzin neglet fra postvæsenet) og en kajaktur over Øresund, der ender med stranding på Hven, varetægtsarrest i Stockholm, udvisning til Danmark og fem måneders fængsel for ulovlig udrejse. Til gengæld slipper vor uheldige helt ud af en indkaldelse til Waffen-SS, efter at han på nazistpartiets hvervekontor i Rødekro var blevet narret til at 'melde sig frivilligt'. I sabotørlære Hjemme i Aabenraa igen ser Jesper englænderne bombe Flensborg og Kiel, men han vil til København - officielt for at male på Kunstakademiet, reelt for at komme i sabotørlære, men hvor finder man de hemmelige bombemænd? På 'Kannibalen', universitetets spisestue i Nørregade, får han kontakt med den kommunistiske sabotageorganisation BOPA's eminente strateg Børge Thing med dæknavnet 'Brandt' og fløjter for at blive optaget i broderskabet. Knap 21 år gammel består han sin svende- og manddomsprøve: at smugle plastisk sprængstof, 'marcipan', over Storebælt til hjembyen og sprænge den kollaborerende påhængsvognsfabrik. Det lykkes ham, ene mand, at gøre bygningen til et gigantisk bål - »et velsignet syn«, og så er han med i BOPA som 'Finn'. Her slipper Jesper Juel Bergs beretning op - desværre. Udgiveren tilføjer, at han som gruppeleder deltog i sprængninger bl.a. af våbenfabrikken Globus, B&W, Riffelsyndikatet og Globe i Glostrup, før det gik galt. Krigere uden våben Sønderjyske Årbøger bringer traditionen tro fine studier i kulturhistorie og sindelagskamp nord og syd for grænsen før og efter genforeningen 1920. Men med al respekt: Årets clou er disse velskrevne erindringer om en dramatisk ungdom 1939-43. De er »noget ganske uden for Teevand«, som H.C. Andersen sagde, selv i forhold til den i forvejen svulmende flod af besættelseserindringer. Det særlige er både krydsningen af ukendte sønderjyske og københavnske miljøer og den stilsikre krydsning af selvironi og engagement. Dette kulturbillede fastholder grænseegne, i begge ordets betydninger, hvor danske og tyske drenge, embedsmænd og nazificerede samfundsstøtter snart græsser fredeligt sammen og snart er på krigsfod, og hvor studenter, småbohèmer, frisindede piger og sabotørspirer kanter sig igennem på spareblus, men i højt humør og beredskab. Det er et autentisk og underfundigt billede af en usædvanlig generation - disse »krigere uden våben«, som Morten Nielsen sagde, der fra gymnasiastagtig Sturm und Drang med masser af røg, frugtvin og politisk naivitet hovedkulds blev smidt ud i væbnet kamp, da historien pludselig sænkede en kulisse ned til dem.