I juni 1918 blev den 25-årige amerikanske jagerpilot Harold H. Tittmann skudt ned under en luftkamp mod fem tyske fly. Han overlevede, men mistede højre ben, en nyre og en halv lunge. Tittmann regnes almindeligvis for den hårdest sårede amerikaner, der overlevede Første Verdenskrig, men han lod sig ikke slå ud. Han blev diplomat og blev i februar 1941 udnævnt til assistent for præsident Roosevelts personlige udsending ved pavehoffet, finansmanden Myron Taylor. Eksil i Vatikanet Taylor rejste frem og tilbage mellem USA og Rom, mens Tittmann flyttede ind på Hotel Excelsior i Via Veneto. Da Italien erklærede USA krig i december 1941, fortrak Tittmann i lighed med andre diplomater fra allierede stater til selve Vatikanet, hvis 44 hektar - dengang som nu - udgjorde en selvstændig, neutral stat. Indtil befrielsen af Rom 5. juni 1944 opholdt Tittmann sig i denne enklave midt i den fjendtlige hovedstad. Han kommunikerede med Washington ved hjælp af Vatikanets diplomatpost via Schweiz eller Portugal og ved hjælp af radio. Med alt hvad det indebar af risici for aflytning og opsnapning. Kirkens neutralitet Tittmanns erindringer, som han efterlod sig ved sin død i 1980, giver et meget levende indtryk af dagligdagen i Rom, og de er en værdifuld kilde til oplysninger om forholdet mellem Vatikanet og de krigsførende magter. Pave Pius XII er hyppigt blevet kritiseret for at tie om nazisternes forbrydelser, hvis ikke ligefrem for at sympatisere med nazisterne. Tittmann er af en anden mening. Han skriver, at paven »afskyede den nazistiske ideologi og alt, hvad den stod for«, og omtaler i detaljer pavens indsats for at få de sovjetfjendtlige amerikanske gejstlige til at slutte op bag præsident Roosevelts planer om at yde Stalin militær hjælp. Selv om paven ifølge Tittmann ønskede en allieret sejr, vogtede han nidkært over kirkens neutralitet og frygtede, at offentlige fordømmelser af nazismen ville udløse repressalier mod katolikker i Tyskland og de besatte lande. Tittmann nævner, at paven kort efter krigsudbruddet lod Vatikanets radio omtale tyske krigsforbrydelser i Polen, men at de polske biskopper indtrængende bad ham standse kritikken, fordi den fik tyskerne til at øge deres brutalitet. Offentlig kritik af nazismen Tittmann refererer også en samtale med den bayriske advokat, Abwehr-agent og senere CSU-politiker Joseph Müller, som havde talt med paven på en tysk modstandsorganisations vegne: »Dr. Müller sagde, at hans antinazistiske organisation i Tyskland altid havde insisteret meget stærkt på, at paven skulle afholde sig fra offentligt specifikt at kritisere nazisterne, og havde anbefalet, at han nøjedes med at udtrykke sig i generelle vendinger«. I sin radiotale i anledning af julen 1942 omtalte paven »de hundredtusinder, som uden nogen egen skyld, og udelukkende på grund af deres nationalitet eller race, er blevet dødsdømt eller gradvis visner væk«. Tittmann fik det indtryk, »at paven oprigtigt mente, at han havde udtalt sig klart nok til at tilfredsstille alle dem, som i tidens løb havde krævet, at han skulle fordømme nazisternes grusomheder, og han virkede overrasket, da jeg sagde til ham, at nogle nok ville være uenige med ham«. »Han sagde, at det da var helt tydeligt, at han havde hentydet til polakkerne, jøderne og gidslerne... Han forklarede, at han ikke kunne omtale nazisternes grusomheder mere specifikt uden samtidig at omtale bolsjevikkernes, og det mente han ikke ville bekomme de allierede så vel«. 'Subjektivt overbevist' Tittmanns fortolkning af, hvor direkte og umisforståeligt Pius XII selv mente at have talt ved denne og lignende lejligheder, understøttes af den italienske historiker Giovanni Sale fra det pavelige Gregoriana-universitet i Rom. På grundlag af hidtil upublicerede dokumenter fra Vatikan-arkiverne konkluderer Sale bl.a., at paven var »subjektivt« overbevist om, at han havde fortalt verden, hvad der overgik jøderne i Tyskland og i de tyskbesatte områder, og om at have udtalt sig »med styrke« mod krigens rædsler i almindelighed og mod de nazistiske krigsforbrydelser i særdeleshed Falsk ry Harold Tittmann omtaler kun Joseph Müller ganske kort, men den tyske antinazist fylder til gengæld en del i den amerikanske spionagehistoriker David Alvarez' lærde og underholdende bog 'Spies in the Vatican'. Alvarez fortæller, at Müller fra oktober 1939 til foråret 1940 var i Rom adskillige gange for gennem Vatikanet at søge kontakt med den britiske regering og sondere mulighederne for at opnå en fredsaftale, hvis man kunne afsætte Hitler. Pius XII fungerede personligt og i dybeste hemmelighed som mellemmand mellem Müller og den britiske Vatikan-ambassadør, men Müllers fredsfølere gav som bekendt ikke noget resultat. Den væsentligste pointe i Alvarez' bog er, at Vatikanet trods sit ry for alvidenhed og sit meget omfattende kontaktnet var dårligere underrettet end de europæiske stormagter. Alt for få af Vatikanets folk var uddannet til eller overhovedet interesseret i at indsamle og vurdere oplysninger af politisk karakter, og det var desuden vanskeligt at få oplysningerne sikkert og hurtigt frem til Rom. Alvarez nævner et par tilfælde, hvor Vatikanet faktisk fik vigtige informationer, inden de allierede gjorde det, men konstaterer, at i de allerfleste tilfælde, også hvad angår krigsforbrydelser og jødeudryddelser, vidste de allierede for længst besked, da nyhederne nåede frem til Vatikanet.