Portrættet af Eleanora af Toledo hænger på Uffizierne i Firenze. Sønnen Giovanni blev også udødeliggjort af Agnolo Bronzino, men han er ikke med i det uddrag af maleriet, som pryder forsiden af Umberto Ecos bog om skønhed. Er Eleanora skøn? Efter 1500-tallets normer ganske givet. Efter vore er det mere tvivlsomt. Dobbelthage og kikset tøj Havde hun været med i tv-dokumentaren 'Forunderlige forandring', ville hun nok have bedt om at få lidt af fedtet under hagen suget ud. Måske have fået næsen med det lille dryp forkortet og fyldt overlæben lidt mere ud. Frisuren og tøjet skulle selvfølgelig skiftes helt ud. Skønhedens historie At skønhedsidealerne ændrer sig gennem tiderne for såvel mænd som kvinder, kommer næppe bag på nogen. Men i Umberto Ecos gennemgang af den vestlige verdens skønhedsidealer kan man få syn for sagen og eksempel på eksempel hældt på ens vidensbase af den lærde professor. 'On Beauty' er en engelsksproget version af skønhedens historie, oprindelig udgivet på cd-rom i Italien i 2002 under titlen 'Belezza: Storia di un'idea dell'occidente'. Famøse Eco Ecos navn står med fede typer på titelbladet og med lidt mindre: redigeret af. Faktum er, at kun halvdelen af kapitlerne er skrevet af den kendte forfatter. Resten er skrevet af den os ukendte Girolamo De Michele, der også har foretaget udvalget af de mange citater om skønhed, fra oldtiden til vor tid. Men De Micheles navn ville næppe have solgt så mange billetter som Ecos. Den ideelle skønhed Ikke desto mindre er det en glimrende bog, rigt illustreret og smukt sat op. I en indledning forsøger Eco at definere skønhed. Det kan han selvfølgelig ikke, men når dog frem til, at skønhed kunne være det, vi synes er skønt, også hvis vi ikke kan eje det. »Vi kan anse menneskelige væsener for at være de rene skønheder, skønt vi måske ikke begærer dem seksuelt, eller skønt vi ved, at de aldrig kan blive vores. Men hvis vi begærer et menneske (skønt den pågældende kan være grim) og alligevel ikke kan have den slags forhold, vi ønsker med ham eller hende, så lider vi«, skriver Eco. Det er ikke den skønhed, griske og begærlige mennesker vil eje, stjæle, købe og på en eller anden måde besidde, han vil beskæftige sig med i sin gennemgang, men den, som mennesker i forskellige epoker har været (nogenlunde) enige om, var den ideelle og mest beundringsværdige skønhed. Lys i middelalderens mørke Skønhed, higen efter og frembringelsen af det skønne er ikke nødvendigvis kunst, men dog bliver det en gennemgang af den europæiske billedkunst, og især den, der udgøres af portrætter af mennesker, som fylder det meste af bogen. Musikken, matematikken, maskinerne, arkitekturen og naturen er med, men på mere beskeden plads. Men idéerne bag skønhedsidealerne kan Eco og De Michele selvfølgelig ikke holde sig fra - og Eco kan heller ikke hele vejen igennem holde sig fra fremmedordene og sin trang til at blære sig ved at gøre ting mere indviklede, end de er. Det er nu hans lille skønhedsplet. Fra det gamle Grækenland med skønhedsidealer, der i højere grad byggede på idéen om det skønne og harmoniske indre end om den perfekt proportionerede krop, bevæger man sig gennem tallenes, formernes og symmetriens skønhed til den guddommelige og ofte fortærende skønhed til den skønhed, der er for de få. I middelalderen var alt, der lyste, regnet for dejligt, for der var mørkt omkring menneskene. Farver, der var svære at få fat i, var skønne. Stene, der glitrede, var skønne. Man tillagde dem overnaturlige egenskaber. Skønhed kan ikke bare være. Men egenskaber kan være skønne, dyden, askesen, godheden. Orgie af tolerance Maskiner, først en fjende, blev tillagt skønhed, det strømlinede automobil, det frembrusende tog (der dog også forlenes med dæmoni). Det udsmykkede ur, skønt af skue, men det hugger tiden i stykker, det æder vores liv og bringer døden nærmere. Bygninger, der rummer deres egen harmoni, af og til deres egen disharmoni. Naturen, der kalder på den sværmeriske sjæl og får den til at gyse og glædes. Skønhed er også modsatrettede egenskaber. Mennesket skaber, udsmykker, skærer og former og lægger sten på sten. Syr og broderer. Alting udsmykkes, selv redskaber som spadserestokke. Det slår en, hvilket besynderligt væsen dette menneske er, som ikke kan lade noget være, men som hele tiden skal lægge ovenpå, forbedre, pille ved, rive ned og bygge op igen. Vi er skabninger, som skaber, og som skaber os, mens vi vrider vore hjerner og søger mod lyset. I en uendelighed. Hver tid har sine modsætninger og mangel på indre logik, lige meget hvor meget man siger, man tragter efter harmoni. Vi skifter mening, vi vil have noget nyt. Grimheden dyrkes som skønhed. Over for nutiden må Eco give op. Han mener, noget halvhjertet, at nutidens skønhedsidealer udgøres af et hidsigt forbrug, blandet med bestandigt skiftende æstetik, hvori provokationen ikke spiller en uvæsentlig rolle. »Et orgie af tolerance«, kalder han nutiden. Deri kan han have endog megen uret. Men ikke desto mindre er 'On Beauty' en meget skøn bog og ret klog tillige.