Endeløse rækker af betonblokke. Store græsplæner med spredte buske og tomme legepladser. Tynde hoveddøre, der alt for ofte er blevet sparket ind. Forblæste svalegange. Er der noget mere trøstesløst end 1970'ernes monotone boligblokke? Hvad kan dog være meningen med at bygge menneskeboliger som upersonlige siloer i byer uden fællesskab? Befolkningseksplosion Claus Bech-Danielsen fra Statens Byggeforskningsinstitut har for nylig i bogen 'Moderne arkitektur - hva' er meningen?' beskrevet ideerne bag modernismens arkitektur og nogle af de problemer, den medførte. Han er langtfra den første, der beskriver denne udvikling, men det er en fin og velskreven akademisk bog, der langt hen ad vejen forsvarer modernismens projekt. Og samtidig peger på veje ud af dens problemer. Det gav jo god mening, dengang PH krævede pynten af husfacaderne og sollys ind i stuerne. Det er markant, så meget modernismen i arkitekturen ændrede vores verden, og det var så langt til det bedre. Alle påstande om det modsatte er enten eksempler på kynisk retorik eller for ringe historisk viden. For modernismen satte ikke ind på et hvilket som helst tidspunkt i historien. Den var en stilistisk revolution, der i en revolutionær tid besvarede et nødvendigt spørgsmål: Hvordan skaber vi ordentlige forhold til den befolkningseksplosion, der fulgte i hælene på industrialiseringen? Maskinæstetik I København var befolkningstætheden omkring midten af 1800-tallet uhyrlig i de lukkede karreer i arbejderkvartererne. I fjerde og femte baggård så man aldrig dagslyset, stanken i kældrene var ubærlig. Livet her var beskidt, usselt og konstant arnested for epidemier. Så hvad nyttede det, at håndværkerne var dygtige til at dekorere facaderne mod gaden efter arkitekternes historisk refererende anvisninger? Med modernismen blev der sol og bad til alle. Det gav sig f.eks. udtryk i pragtfulde boligkomplekser som Arne Jacobsens Bella Vista ved Klampenborg. Ingen skulle have mere end andre. Ingen særligt store og højloftede lejligheder på første sal, som det havde været den uantastelige norm hundrede år tidligere, hvor der altid var forskel på folk. Men hver tid har sin særlige metafor, der fremhæver særlige sider af livet. I industriens tidsalder var det maskinen. Boligen skulle være en bomaskine, sagde den franske arkitekt Le Corbusier. Og det blev den. Effektiv og funktionel som en benzinmotor. Hurtighed til et nyt sporty menneske. Høje huse i forstæderne gav mulighed for store grønne arealer. Åbne lyse rum med glatte flader. Ingen billeder på væggene, sagde Le Corbusier, de samler støv. Sådan var idealerne. Miljøtruslen Hygiejnen var modernismens klare form. Brændstoffet var som bekendt en rationel og økonomisk produktion. Men målet var skabelsen af et helt nyt og sundt familiemenneske, der var fri af traditioner og trang til værtshuse og bordeller. Det handlede om civilisering, opdragelse og ikke mindst simpel besvarelse af bolignød. Men mennesket fulgte ikke med i den nye bomaskines hastige drift mod en fremtid i lighedens tegn. Ligheden blev til forskelsløshed. De åbne grønne arealer blev truende. Gaderne som mødested forsvandt. Boligområderne i forstæderne kunne ikke skelnes fra hinanden. Stedets ånd blev tabt. I stedet for fremskridt oplevede man farer. Den ensartede by blev en trussel, med høj kriminalitet og social ghettoisering. Og en endnu større skygge fra modernismen blev miljøtruslen. Modernismens omfattende byggeri brugte enorme energimængder. Byggeri og boligdrift står for halvdelen af vores energiforbrug. Og da vejret måske blev afhængigt af menneskelige faktorer, så var den betændte skyggeside fra den luft- og solvendte modernisme efterhånden ikke til at lukke øjnene for. 'Junkspaces' Claus Bech-Danielsen gør en dyd ud af ikke at male billedet af modernismen entydigt sort. Og som modernismen med succes brugte industrialiseringen til at løse dens følgeproblem, boligmanglen, så bør vi også bruge modernismens skyggeside til at opdage nye rum i byen, mener han. Vor tids problem er nemlig ikke at skaffe tag over hovedet, men at skaffe ny mening til den kaotiske bydannelse, der strækker sig ud over det meste af landet langt fra de relativt små historiske bykerner. Med Rem Koolhaas taler han om at ændre den 'mentale by'. Det er ikke nybyggeri, vi har brug for. Det er heller ikke planlægning. Koolhaas fnyser af planlægning og bybevaring, fordi de altid kommer til kort i forhold til udviklingen. Vi skal holde op med at se på byen som et privilegeret centrum med omliggende ligegyldigheder. Ifølge Koolhaas er modernismens væsentligste bidrag de såkaldte junkspaces indkøbscentre, parkeringspladser og containerpladser. Det er disse, der for altid har ændret vores verden. Ikke et enkelt fejret operahus i Sidney. Social lighedstænkning Bech-Danielsen går ikke så vidt. Han tilkender også den historiske bykerne en væsentlig værdi i den 'mentale by'. Bech-Danielsen afslutter: »Meningsfuld arkitektur finder vi ikke i en fjern horisont. Den er heller ikke at finde i en utopisk fremtid. Den findes i den eksisterende virkelighed«. For at illustrere sin pointe om at kaste nyt lys på industrialderens skyggeside nævner han et studenterprojektforslag 'Boase', der går ud på at skabe ungdomsboliger på nogle af Københavns giftgrunde. Grundene beplantes med blandt andet piletræer, der renser jorden, og boligerne hæves op på pæle over disse nye grønne oaser i byen. Her kan vi så stå og svæve pragmatisk over nuet, langt fra visionerne om et bedre familiemenneske og langt fra det nostalgiske. Men er det det samme som mangel på planlægning, findes meningen med arkitekturen alene i tilfældet og markedskræfterne? Faktisk er mange af modernismens ideer bevaret, blot i en ny globaliseret form. Bekymringen for menneskenes sundhed er blevet til bekymringen for miljøets sundhed. Alle modernismens fornødenheder som sanitære forhold, lys og luft er ikke længere et spørgsmål. Det er en selvfølgelighed. Bekymringen for velfærd er blevet udvidet til en bekymring for bæredygtighed. Og den sociale lighedstænkning er ikke forduftet. Den har også blot ændret karakter. I stedet for den restriktive ide, at ingen må have større boliger end andre, tænker man i dag liberalt, at alle skal have lige mulighed for at udfolde sine potentialer. Kravet om solidaritet er blevet til kravet om mangfoldighed. Computeræstetik I dag er den foretrukne metafor for livet ikke maskinen, men computeren. Vores byer og boliger skal være som computere. De skal kunne indeholde muligheden for hvad som helst. En ny bydel som Ørestad skal opfylde alle storbyens glæder: udfoldelsen af muligheder. Afveksling. Byen skal udfolde dette flor af tilbud fra karate i klubben, udspring i bassinet, cafe latte på torvet, højhastighed til hoveddøren, grill på altanen med udsigt over børnenes leg i den grønne gård og i øvrigt naturen helt hen til vinduet. Lige fra privatrum over halvoffentlige til heloffentlige rum ses dagens boliger som et væld af multiprogrammerbare rum, der kan skifte funktion alt efter brugeren. Programmering af rum er blevet et buzzword hos dagens arkitekter, der således fremhæver livets omskiftelige karakter i vores globaliserede tidsalder. Men ligesom maskinæstetikken i den tidlige modernisme endte med at skrige på variation, vil computeræstetikkens overbud af muligheder og variation sikkert en dag ende med at skrige på faste rammer, planlægning og en fornemmelse af skæbne. Men mening med arkitekturen er der rigelig af.