Der er udgydt blod i denne bogs navn. Og bogens forfatter måtte betale for den med sit eget liv. 'Milepæle' - 'Ma'alim fil-tariq' på arabisk - de militante sunnimuslimers vigtigste tekst efter Koranen, skrevet af den egyptiske intellektuelle Sayyid Qutb (1906-1966), er netop udkommet i en norsk oversættelse. Religiøs forblindelse Bogen er et sjældent - og foruroligende - indblik i religiøs forblindelse af den mest uforsonlige slags. Af samme grund figurerer den på statscensorernes sorte liste i en række muslimske lande. Og man forstår hvorfor: 'Milepæle', der så dagens lys i 1964, er en glødende undsigelse af alle, som ikke følger islams vej, uanset om de er muslimer eller ej. Ekstremister kontra moderate Ve den arabiske hersker, der trodser Allah. Han kan kalde sig nok så meget muslim og hævde at respektere sin tro. Men vægrer han sig ved at omsætte de guddommelige påbud for samfundets indretning, optræder han som en vantro og bliver dermed et legitimt angrebsmål. En skæbne som også vil tilfalde alle andre muslimer, som vægter menneskeskabte institutioner højere end religiøse værdier. Qutb er et eksempel på, at kampen dengang som i dag ikke så meget står mellem muslimer, kristne eller jøder, men mellem ekstremister og moderate, uanset trosretning. Griske, usædelige USA Sayyid Qutb voksede op under beskedne kår, fik en læreruddannelse i Kairo og blev derfra rekrutteret til embedsmandapparatet. I hans yngre år spillede religion kun en mindre rolle i hans liv, men efter en forlist karriere som skønlitterær forfatter blev han i løbet af 1940'erne gradvist mere religiøs. Det var dog først ved sin hjemkomst fra et toårigt ophold i USA, hvor han i 1949 var rejst til for at studere undervisningsformer, at han for alvor følte sit kald. Over for sine nærmeste erklærede Qutb, at 1951 var året, hvor han »blev født på ny«. Det i hans øjne griske, usædelige og socialt ulige amerikanske samfund overbeviste ham om, at vestlige rationalistiske idéer om sekularisme og individualisme var til skade for menneskeheden og derfor måtte bekæmpes. Og imperialisme, som han havde i frisk erindring fra det britiske koloniherredømme i Egypten, blev også føjet til listen over 'ugudelige' forordninger. Samfundsformer, der ikke byggede på læren om Guds overhøjhed og islams fællesskab skulle fjernes fra Jordens overflade. Martyrdøden Som medlem af Det Muslimske Broderskab, en organisation, der blev stiftet i 1928 med det formål at arbejde for moralsk genoprustning og religiøs indflydelse i samfundet, kom Qutb i kraft af sine stærkt religiøse skrifter i søgelyset hos det verdslige styre. Han blev arresteret i 1954 og tilbragte hovedparten af de sidste tolv år af sit liv bag lås og slå. Oplevelserne i fængslet, hvor han så mange af sine trosfæller fra Broderskabet blive tortureret og henrettet, overbeviste ham om, at islamister altid ville blive forfulgt af ikke-religiøse kræfter, og at en endelig og blodig konfrontation var nødvendig for sikre udbredelsen af Allahs budskab. 'Milepæle', der er skrevet i hemmelighed og smuglet ud af fangenskabet, er en invitation til krig. En opfordring som har særlig legitimitet blandt islamister, fordi han selv led 'martyrdøden'. Qutb blev hængt i 1966 på ordre fra Egyptens stærke mand, Gamal Abd al-Nasser. Men de tanker, han videregav, lever videre hos en lille, men stærkt militant og uforsonlig gruppe af sunnimuslimer. Demokratisk forgiftning Det centrale ord i Sayyid Qutbs terminologi er jahilyya. Dette begreb optræder også i Koranen og oversættes almindeligvis som 'uvidenhedens tid' eller 'hedenskab', hvilket vil sige den før-islamiske periode på den arabiske halvø. Men i Qutbs udlægning rækker begrebet videre og dækker alle andre samfundstyper end den »sande muslimske«, dén som med Qutbs ord vedstår at »alt herredømme alene tilhører Gud«, og at det ikke tilkommer noget menneske, præsident eller præst at tilrane sig magt på Guds bekostning. Love udformet af mennesker er udtryk for et farligt herredømme, skriver Qutb, og de skal derfor »knuses og erstattes af Guds herredømme«. I sin tid i USA havde Qutb stiftet bekendtskab med alt det, han fandt foragteligt ved vestlig kultur og levevis. Han kunne ikke få øje på andet end dekadence og demokratisk forgiftning, og det blev ikke bedre af, at de ledende klasser i Egypten og andre muslimske lande efter hans opfattelse misundte Vesten og forsøgte at tilpasse dens normer til den islamiske kulturkreds. Militant i troens tjeneste Den eneste måde at gøre op med den vestlige modernitet og dens forhadte afledninger i form af parlamentarisme, liberalisme og kapitalisme var ifølge Qutb at føre jihad. Det er et flertydigt begreb, som afhængig af hvilken sammenhæng det benyttes i kan betyde såvel 'indre bestræbelse' som 'hellig krig'. Hos Qutb er der dog ingen slinger i valsen: Islam har en gudgiven ret til med våben i hånd at bekæmpe al ondskab og fjerne de institutioner og personer, der hindrer mennesket i at tjene Gud. »Islam er den levevis, Gud har foreskrevet for menneskeheden, en levevis som bygger på, at Gud er den eneste gud, manifesteret i Hans herredømme og i et praktisk system som omfatter alle detaljer. Jihad er en kamp for at etablere denne levevis og oprette systemet«, fastslår Qutb. Adskillige gange gør han opmærksom på at »islam ikke er en tro, som bare stiller sig tilfreds med at sprede sit budskab gennem forkyndelse«. Stillet over for politisk tyranni kunne det fuldt retfærdiggøres at optræde aggressivt, kompromisløst og militant i troens tjeneste. Universel udstrækning Det er en hellig pligt for de, der ønsker 'religiøs renhed' at gøre front mod afgudsdyrkelse, hovmod og umoral i enhver tilskikkelse. Hvor argumentet ikke længere rækker, må kniven gøre det resterende arbejde for at virkeliggøre det sande islamiske samfund. Og hvori består det? Tager man Qutb til indtægt - og det har berygtede terrorister som Osama bin Laden, Abu Musab al-Zarqawi og Sheik Omar Abdul Rahman, gjort - så er der kun ét, der tæller: Shari'a, Guds lov. I denne sammenhæng kan shari'a ikke reduceres til stening af utro kvinder eller håndsafhugning for tyveri, men betegner et normsæt for adfærd og levevis, der indbefatter ethvert aspekt af det menneskelige liv. Hverken nationer, grupper eller enkeltindivider kan fastsætte regler for, hvad der er tilladt, og hvad der er forbudt. Den ret tilkommer udelukkende Herren i Himlen. Gud er en totalitet, en lovmæssighed, der gennemtrænger enhver afkrog af samfundet og sindet. Shari'a har universel udstrækning og fuldender med sin forening af det dennesidige ( dunya) og det hinsidige ( akhira) skaberværket i det, Qutb opfatter som et »civiliseret samfund«, dvs. et samfund, hvor islamiske værdier er altdominerende. Bøj dig i støvet 'Milepæle' er et idealistisk vækkelsesskrift snarere end en håndbog i terrorisme eller statsomvæltning. Der er ingen direkte anvisninger af 'hvad der må gøres', sådan som i Lenins berømte skrift fra 1902 eller lange motiverende passager for hvorfor denne eller hin gruppe regnes for fjender, som i Hitlers 'Mein Kampf' (1925). Som teoretisk fundament er Qutbs bog derimod usædvanlig klar: Det menneskeskabte samfund skal rives ned og dets repræsentanter tvinges til at bøje sig i støvet for Gud. Alle, der ikke er klar til at følge Qutbs opgør med jahilyaa-samfundet, vil få vreden at mærke. Intet under at også moderate muslimer gyser, når de hører Qutbs navn. »En ubehagelig bog« Eller som Kari Vogt, religionshistoriker ved Oslo Universitet og forfatter til et antal bøger om islam, udtrykker det i sin introduktion til Qutb: »'Milepæle' er en ubehagelig bog. Den kan læses som en sammenhængende demagogisk besværgelse - det dualistiske verdensbillede er skræmmende, krigsforherligelsen oprørende. Samtidig er 'Milepæle' vigtig som historisk dokument, uløseligt knyttet til islamismens fremvækst og udvikling i det 20. århundrede«. Med New York, Madrid og Amsterdam in mente (for ikke at nævne Kabul, Bagdad og Jeddah) ved vi, hvor langt de Qutb-inspirerede fanatikere er villige til at gå. De fortsætter deres kamp for det 16. århundrede i det 21. århundrede og viser ingen nåde over for de, der ikke støtter den strenge islamiske levevis, de foreskriver. At Qutbs brandfakkel af en bog udgives i det kølige Norge kan virke paradoksalt, men det er og bliver det bedste bevis på det åbne samfunds rummelighed og styrke. Samme type samfund i øvrigt som har plads til Salman Rushdie, Theo van Gogh, Jens Jørgen Thorsen, Ibn Warraq og andre blasfemiske sjæle.