Jens Andersen skrev i Berlingske Tidende en række hyggelige portrætter af H.C. Andersens liv på de danske herregårde. Nu foreligger stoffet i bogform med tilføjelser og billeder. Nydelig mandelgave. Den grimme melding H.C. Andersen var ikke en grim ælling i fine omgivelser - tværtimod blev han modtaget og dyrket efter fortjeneste. Han havde det »greveligt godt« - et udtryk, som stammer fra 1842, da han pendlede flittigt mellem Bregentved og Gisselfeldt mellem Køge og Næstved og blev så inspireret af naturen og godsets herskaber og gæster, at han begyndte på eventyret 'Den grimme ælling', som bliver til svane. Ikke den »grimme melding«, (som en sarkastisk stand-up-komiker i vor tid har omdøbt eventyret). Tidens sørgemarch Men meldingen kunne vel være grim nok endda. På Glorup kedede han sig bravt med den gamle grev Gebhard, som havde to sønner, der ikke besøgte ham. I 1845 har H.C. Andersen skrevet en Glorup-dagbog, som illustrerer hans fortvivlelse. »Blæsten suser ude, ilden i kakkelovnen rumler. Månen skinner ind. Jeg vil ikke tænke på dem hjemme, sådan længes jeg!«. »Nede fører jeg hele konversationen fra 8 til 10 ... jeg ser efter uret, det synes slet ikke at gå, og når det endelig slår, så falder slagene som gik de til sørgemarch. Kl. 10 op og en halv time derefter i seng«. Ak ja, det kunne være et moderne refugium. Gratis næring Men Andersen var ikke bare tålt, han var ventet og fordrev tiden på godserne med at digte, klippe i papir, konversere og foretage spadsereture i det grønne. Tilsyneladende var det kun grevinde Christine Stampe på Nysø, som kunne få nok af digteren og lod en karosse spænde for med besked om, at hr. Andersens vogn ventede. Andersen kunne ikke døje hende. Men på Nysø havde de også andre fine gæster, malerne Marstrand, P.C. Skovgaard og Constantin Hansen, digterne Oehlenschläger, Ingemann og Grundtvig, så en enkelt Andersen kunne de undvære efter omstændighederne. Herregårdene ligger der endnu - åndslivet er vel, gudbevares, i vore dage mere modest. På Nysø færdiggjorde Andersen væsentlige eventyr som 'Ole Lukøje' og 'Nattergalen'. Han har brugt sit herregårdsliv til egne formål og i al stilhed suget næring uden at skulle betale kontant. Og det var jo heller ikke gået i vore dage ...