For få uger siden var journalister fra hele verden samlet i Palais des Sports i Paris. Rammerne var et topmøde mellem verdens mægtigste mænd værdigt, men det længe ventede pressemøde handlede om noget mere beskedent og humant end krigen i Irak eller globale klimaforandringer. Temaet var Tour de France med afsløringen af næste års cykelløb rundt i l'hexagone, franskmændenes eget navn for deres sekskantede land. Høje seertal Tour de France-direktør Jean-Marie Leblancs oplysninger om ruten nåede på få minutter selv den mindste redaktion i USA, Colombia, Australien eller Danmark. For løbet er den største årligt tilbagevendende sportsbegivenhed i verden, og kun OL og VM i fodbold bliver fulgt af flere mennesker, viser en verdensomspændende seermåling. Fantastisk persongalleri Publikumsinteressen er enorm, både langs de franske landeveje med op til 700.000 mennesker på et enkelt bjerg eller hundredtusinder langs de belgiske landeveje, som det var tilfældet i år. Nu kan danske Tour-interesserede læse alt om det snart 102 år gamle løb i en bog, der er lige så tung som vejen op ad Tourmalet eller et af de andre mytiske bjerge i Tour-historien. På ikke mindre end 704 sider fortæller journalisten Joakim Jakobsen historien om løbet, dets helte og enkelte skurke. Det er - for at blive i formuleringen fra bogens bagsidetekst - en scene, »hvor heroisme, snyd og brændende rivalopgør hvert år skrives ind i historien«. Den første reaktion ved gennembladning af bogen ligner lidt den, visse ryttere vil have i juli næste år, inden de sætter sig i sadlen til første etape i Vendée i det vestlige Frankrig: Kommer jeg til vejs ende? Deciderede Tour-fanatikere får næppe svært ved at nå frem til side 704, og alternativet til den store tur er at dykke ned i udvalgte år, som bogen er opdelt efter. Den metode er også gangbar, for uanset året er alene persongalleriet helt fantastisk. Det starter med historien om rivaliteten mellem de to parisiske bladudgivere, der i 1903 fik den højrerabiate ejer af bladet L'Auto, grev Dion, til sammen med redaktøren Henri Desgranges og reporteren Géo Lefèvre at organisere det første Tour de France. Reklamerne frisættes Der var tale om en kommerciel satsning for at slå konkurrenten, Le Vélo, og den bar frugt. Det første løb blev en stor publikumssucces, og L'Auto udviklede sig til sportsbladet L'Equipe, der i dag er en del af den gruppe, der organiserer Tour de France og en række andre store sportsbegivenheder i og uden for Frankrig. Vi møder flere steder Henri Desgranges og de senere direktører i løbet, der næsten alle har været store og ofte ejendommelige personligheder. Men bogen lever først og fremmest i kraft af beretningerne om landevejenes helte, fra de største stjerner til anonyme sejrherrer, som kun kendere af Tour de France husker i dag. Lad os tage det frygtelige år 1956, hvor Sovjetunionen besatte Ungarn, og Storbritannien og Frankrig angreb Egypten og Suez-kanalen i et gammeldags, kolonialistisk eventyr, som endte galt. For første gang var det tilladt at køre med reklamer, der ikke kun skulle sælge cykeludstyr. Stjernerne var spanieren Bahamontes, 'bjergenes konge', Luxembourgs bjerggeni og Tour-vinder, Charly Gaul og den store franske sprinter André Darrigade. Beskedne Walkowiak Men lige pludselig dukkede metalarbejderen Roger Walkowiak, søn af polske indvandrere og rytter på et upåagtet regionalhold op. Han havde talent og kom en dag med i et af de udbrud, der kan give en afstand på 20 minutter ned til favoritterne. Den beskedne Walkowiak vandt den gule trøje og troede, det var slut dagen efter. Men sportsdirektør Sauveur Ducazeaux var af en anden mening: »Roger, jeg tror, du kan vinde Tour de France«. Det gjorde han i kraft af dygtighed, planlægning og en evne til at fokusere på de afgørende etaper. Han var den rigtige mand på det rette tidspunkt, konstaterer Joakim Jakobsen. Løbets 'globalisering' Året efter indledte franskmanden Jacques Anquetil en helt ny periode i løbets historie og prægede det i mange år med en personlighed, der var den modsatte af den beskedne Walkowiaks. Myterne om den kølige, blonde kvindeforfører Anquetils rivalisering med landsmanden, den folkekære Raymond Poulidor, lever stadig og blev genoplevet i år, hvor en etape udgik fra Poulidors landsby, mens Anquetils datter udgav en bog om faderens kaotiske liv med flere kvinder og et liv i fest og druk, som Joakim Jakobsen også giver eksempler på i bogen. Vi møder danskerne i løbet, lige fra hønseavleren Hans E. Andreasen til Tour-vinderen Bjarne Riis. Forfatteren portrætterer undervejs andre store navne som Fausto Coppi, Bernard Hinault med tilnavnet le blaireau, grævlingen, for hans fighterinstinkt og amerikanerne Greg LeMond og Lance Armstrong. Med sejren i 1986 indleder Greg LeMond for alvor 'globaliseringen' af løbet, selv om især colombianske ryttere havde markeret sig tidligere. Joakim Jakobsen bruger markante personligheders gennembrud i løbet til at markere de forskellige faser i dets historie, hvilket også giver bogen et minimum af tematisk præg. Gid det var juli ... På den måde får han også fortalt om den teknologiske udvikling, finansieringen og den kommercielle udvikling. Det er en spændende historie, som Joakim Jakobsen har valgt kun at gøre til en biting i bogen, og der er meget lidt om organiseringen af løbet og holdene i det hele taget. Og så er det en fejl af dimensioner, at en bog af denne type ikke er udstyret med et indeks. Det franske politis effektive og velgørende indsats mod feltets dopingsyndere var ved at lægge løbet ned i 1998. Joakim Jakobsen gør en del af ud af dopingsagen i 1998, men ellers koncentrerer han sig om det sportslige og om mændene i cykelsadlerne. Og det gør han så godt, at vi kommer sammen med rytterne over bjerge og sletter og igennem de 704 sider med en stor lyst til, at det snart igen er juli og tid til le grand boucle - den store sløjfe gennem Frankrig.