En af de bedste bøger, jeg har læst i årevis, er Alexandra Fullers selvbiografiske debut 'Lad os ikke gå i hundene i aften' fra 2002. I den beskriver hun uden nogen form for sentimentalitet, men med en høj grad af bidende humor, sin opvækst blandt fattige hvide farmere i det borgerkrigshærgede Rhodesia. Bevæbnet femårig Flere søskende dør, en af dem drukner på grund af Alexandras uopmærksomhed. Moderen er en maniodepressiv drukkenbolt, forholdene er forfærdelige. Som femårig lærer hun at lade en riffel, der sparker så meget bagud, at den slår hende til jorden, når hun skyder. Høje forventninger Ikke nogen forgyldt barndom, skulle man mene. Men gennem den stråler Fullers kærlighed til sit land, til de østafrikanske landskaber og dets folk. Alle dets folk. En svær bog at følge, måske især for den læser, hvis forventninger er tårnhøje. De bliver da heller ikke indfriet ved 'Krigens dæmoner'. Men måske bliver nogle andre, som man ikke anede, man havde, opfyldt. Dommens tid Den åbenbart umuligt oversættelige originaltitel forklarer bogens og forfatterens dilemma. 'Scribbling the Cat' leger med ordspillet 'curiosity killed the cat/nysgerrighed dræbte katten' og ordet scribble, som er et synonym for at dræbe men også betyder at skrible, at skrive sjusket. Og det er, hvad Alexandra Fuller forsøger at gøre: At skrible med om ikke livet, så dog sin sjælefred som indsats. Borte er den skyldfri barnlige renfærdighed, som præger barndomserindringerne. Alexandra Fuller i 'Krigens dæmoner' er den voksne Fuller, bosat gennem mange år i Wyoming med mand og to børn, men ofte på besøg hos forældrene, der nu bor i Zambia. Nu er det tid til at dømme eller i alle tilfælde at få rede på, hvorfor det gik, som det gik, og hvorfor folk (læs: de hvide) handlede, som de gjorde. Det er i hvert fald bogens udgangspunkt, man kan også kalde det et påskud. Grumsede motiver Fuller møder sine forældres eneboernabo, en, ifølge hende, gudesmuk tidligere elitesoldat (læs: massemorder) fra borgerkrigen i Rhodesia. Ham bliver hun stærkt betaget af og får lokket med på en erindringsrejse til Mocambique, hvor en del af krigen om det nuværende Zimbabwe udspillede sig. Påskuddet er, at K, som han kaldes, skal huske og dermed renses. Men K husker kun alt for godt. Han er et vrag af nyfunden gudsfrygt, voldelige udbrud, voldsomme tudeture og hede længsler efter Alexandra. Alexandra Fuller fremstår som forelsket og fascineret af ham, selv om hun benægter det, og turen virker formålsløs. De møder mænd, der er ligesom K, ødelagt af sig selv og krig, nu på sprut og piller og grov barakhumor. Hæslige minder og endnu hæsligere gerninger får dem til at skrige om natten. Derved adskiller de sig ikke fra andre mænd, der har været i krig, og det gør deres ødelagte liv heller ikke. Beskrivelsen af landet står stadig stærkt i sine poetiske og overraskende detaljerigdom. Men det er som skyggen af det land, Alexandra Fuller oplevede som barn. Sygdom, borgerkrig, bundløs fattigdom og korruption er pæle i dets kød. Og menneskene er som Fuller beskriver dem »knogler til støv, kød til aske«. 'Krigens dæmoner' er ikke nogen rar bog. Det er en grumset bog, hvis forfatter fremstår med uklare motiver. Men det er ikke en bog, som man lægger væk og tænker, at den kan være lige meget. Det kan til gengæld de gnidret trykte sort-hvide fotos, som indleder de enkelte kapitler. Hvis man ikke kan trykke bedre, skal man heller lade være.