0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Den hellige materie

For middelalderkirken var naturen alt andet end guddommelig. Men dette natursyn stod ikke alene.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Middelalderens kirkefædre og biskopper så med højst ublide øjne på dyrkelsen af gamle træer og hellige lunde som en rest af antikkens hedenskab.

Andagt over for naturen var en barbarisk sammenblanding af ånd og materie, af gudsdyrkelse og utugtig frugtbarhedskult.

Men også en utilbørlig besudling af den besindige maskuline Logos med den kvindagtige naturs blinde avlesyge.

Platons mistro til kunsten
Her burde ikke vises nåde, så biskoppen Martin af Tours beordrede fældning af hellige gamle egetræer.

I samme ånd afviste cistercienserordenens grundlægger Bernhardt af Clairvaux nydelse af naturens og kunstens skønheden som lutter sataniske fristelser til afvigelse fra Guds vej.

Dette syn ligger ikke så fjernt fra Platons betænkelighed ved kunsten som en tvivlsom vej, der snarere trækker ånden ned i sanseverdenen end formår at sublimere den til ren erkendelse.

Kættersk tale
Den tidlige kristendom havde fra nyplatonismen optaget et dualistisk verdensbillede og den logosdyrkelse, som vi også kender fra Johannesevangeliet.

Heri lå en latent foragt for materien og naturen, som kunne forlede fritænkere til følgende kætterske spørgsmål: Hvis materien og naturen er komplet amoralske, har Gud så også skabt dem? Eller er materien snarere noget evigt uskabt og så at sige kaotisk-negativt, som kun ved Guds mellemkomst er blevet tåleligt ordnet og domesticeret?

Manikæerne mente ligefrem, at materiens verden var ond og skabt af Guds kosmiske modpart, altså af det kristendommen kalder Satan. Dog: dette var kættersk tale, for kun Gud selv kan skabe, og den faldne engel Satan er kun en indbildsk nar.

Dette fastslog kirkefaderen Augustinus i den tidligste middelalder, og det forblev det officielle kirkelige syn, som gik fint i spænd med Aristoteles' nøgterne filosofi.

Umberto Eco spøger
Naturen er rigtignok Guds værk, men Gud selv har med rettidig omhu for længst trukket sig ud af det såre ubetænksomme samleje - og naturen har derfor kun en vis afledt inspirationsværdi i den udstrækning, den kan få os til at tænke desto mere på Gud, som har skabt den.

Og selv i naturen er der for Aristoteles og senere for kirkefædrene en klar trindeling mellem jordelivets larmende og uberegnelige rod og så de guddommelige himmellegemers anderledes geometriske velopdragenhed og uforanderlige cirkelgang.

Axel Haaning, der tidligere har skrevet 'Naturens Lys' om renæssancens natursyn, har nu udgivet en lærd afhandling om 'Middelalderens natursyn'. Såre bibliofil læsning, som ofte giver smilende mindelser om Ecos 'Rosens Navn', også selv om man kun fik set filmen.

Verden som Guds krop
Axel Haanings ærinde er imidlertid at vise, at kirkens officielle natursyn ikke stod alene, idet der fra 1100-tallet var kristne lærde, som forsøgte at genindsætte naturen i dens antikke rettigheder.

Det kunne de gøre under henvisning til Det Gamle Testamentes visdomsbøger, som af Luther senere blev udskilt fra den egentlige bibeltekst - for ud over den velkendte og maskuline treenighed figurerer deri en kvindelig guddommelig visdom kaldet 'Sophia'.

Fanden tro det - men det var der altså nogle, der gjorde, selv om de måtte gardere sig med jesuitisk kløgtig selvcensur for ikke at blive udstødt med væmmelse af datidens Bermuda-trekanter.

Disse understrømme genopstod inspireret af en mængde nye oversættelser og andre filosofiske tekster fra den arabiske kulturkreds, ikke mindst maurernes Spanien, hvor den græske idéarv levede og ynglede videre.

Den filosofiske pointe bag de nye tanker var, at naturen ikke er skabt én gang for alle, men bestandig skaber, føder og vedligeholder; og derfor må man forestille sig den besjælet af en iboende og stedse aktiv verdensånd 'anima mundi' - ja, man må endog sige at hvis materien muliggør dette, så må den som Gudsskabt allerede i sig selv være et mysterium ladet med en potens, som vi ikke kan gennemskue. Ja, måske er naturen og verden ligefrem Guds legeme!

Alkymisternes længsel
Hos filosoffen Spinoza og endnu senere i den tyske romantik med dens middelalderdyrkelse og Schellings naturfilosofi genopstod tanken om naturens og Guds organiske enhed.

Også Jung var besat af ideerne om, hvad han kaldte den 'chtoniske ånd', materiens og verdens hellige aspekt - der feminint kompletterer den treenighed, som især i den hvidskurede protestantisme er renset for sanselighed, natur og kvindelighed.

Axel Haaning kulegraver endvidere ligesom Jung den europæiske senmiddelalders og renæssances alkymistiske skrifter - og finder som han, at alkymisternes søgen efter guld, 'livseleksiren' og 'de vises sten' i sidste instans tydeligvis handlede om en art åndelig forvandling, formidlet ved meditativ og fysisk koncentration om materiens inderste hemmelighed.

Zen-buddhister
Jung forklarede ganske vist denne ide som en projektion af arketypiske træk ved vort selv - altså som psykologi. Men alkymisterne havde omvendt følgende særlige pointe:

Hvis nu vort legeme er organisk indfældet i kosmos, og vor sjæl er gjort af samme stof som Guds ånd, og hvis for det tredje Gud til syvende og sidst må tænkes organisk forbundet med verdensaltet - så kan vi netop ikke holde sandheden om selvet, sjælen og Gud adskilt fra sandheden om materien.

Axel Haaning nævner, at lignende åndfulde tanker ikke blot findes hos Zen-buddhisterne, men sågar også hos den utraditionelle nobelprisfysiker David Bohm. Bohm troede således, at ånden svarer til materien, som universets 'indfoldede' og usynlige orden svarer til dets 'udfoldede' og synlige orden.

Haanings velskrevne afhandling fortjener at blive kendt af en videre kreds - men kast for Guds skyld ikke et blik på den digre litteraturliste og de mange fodnoter med latinske citater, for da kan det gå Dem som Lots hustru. Selv hvis også saltstøtter har en sjæl, må det nemlig blot frygtes at være en desto mere begrædelig skæbne.