»Jeg sad meget tit ved siden af ham, mens han sov. Når han så vågnede, kunne han ligge og smile til mig«. »Et meget skævt smil, for han var lam i den ene side. Han kunne også ae mig på hånden«, fortæller Adam, 16 år. Ingen krisehjælp Hans far fik en blodprop i hjernen i marts 2001 og døde tre måneder senere. Adam fik ingen krisehjælp i den anledning: »Jeg havde min mor og mine søskende. Det var nok for mig«, skriver han. I dag er han 17 og er kommet godt og sundt gennem savnet og sorgen. Anderledes verden Så heldige er ikke alle de 25 andre bidragydere i 'Når verden vælter'. De er mellem 13 og 21 år, en enkelt er 33, og de fleste har ikke fået nogen hjælp til at klare den krise, der opstår i en familie, når et medlem bliver ramt af apopleksi. Verden bliver anderledes, den glade mor bliver irritabel og depressiv, den vitale far skal lære at tale og gå igen, og hvordan vænner man sig til det? Politisk budskab Skænderier, irritation, vrede og flovhed over en forælder, der ikke længere er som andre, dårlig samvittighed over at reagere sådan - der er problemer nok, men ingen til at hjælpe. Der findes simpelthen ingen koordineret krisehjælp i de situationer, og det er bogens budskab, at det burde der være. Den henvender sig både til de direkte interesserede, til de unges netværk i skolen og i fritiden og til de professionelle behandlere, der har kontakt med hjerneskadede. En god og ordentlig lille bog er det. Forhåbentlig bliver den også læst af de beslutningstagere, der kan sørge for hjælp til de unge børn, der trænger. Det er ikke alle, der har så god en familie som Adam.