Hvad har Anne Knudsen, Jan Lindhardt, Asger Aamund, Søren Østergaard, Bertel Haarder, Per Kirkeby og Mimi Jakobsen til fælles? Ikke andet end at de er kendte danskere fra forskellige af samfundets sfærer. Og så har de på et tidspunkt i deres tilværelse haft drømmen om et andet liv i tankerne. Tyndt postulat Det postulerer i alle tilfælde Synne Garff, tidligere studievært og tv-programlægger, i interviewbogen 'Mit andet liv'. Men det er et tyndt postulat, som i flere af de pågældende interview hurtigt forlades. Hvorfor skal man så læse bogen? Det ved jeg ikke. Nogenlunde i orden Samtalerne er ikke dårlige, men de er heller ikke bedre end de interviewserier, vi i medierne ynder så meget og serverer i stride strømme. Flere af de interviewede taler godt for sig og viser glimrende selvindsigt. Men ingen af dem er just ubeskrevne blade i vort lille land, og noget opsigtsvækkende kommer der ikke ud af det, for samtalerne er ikke specielt velskrevne eller på nogen måde sjælsrystende. De er bare sådan nogenlunde håndværksmæssigt i orden, men er det nok til en bog? Saxo.com må jo mene det. Jeg mener det ikke.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























