Kort fortalt: Verden er miraklernes holdeplads, og kroppen er alle tiders mest forbløffende maskineri. Som mennesker befinder vi os partout i krydsfeltet mellem små og store dialoger - organismens biokemiske kaskader og samfundslegemets søvnløse stofskifte. Jovist er vi en mageløs og privilegeret dyreart, men trods iøjnefaldende evolutionære triumfer er der knas i mikro- såvel som makrouniverser: Vores (læs: vesterlændinges) biologi trues af junkfood og passiviserende tv-kiggeri, vi er i tiltagende grad ensomme og triste, vores medmenneskelige relationer er udskiftet med lykkepiller og virtuel telenærhed, og vi behandler vores klode, som var der dubletter på lager. Forbrugeristisk røg Scenen er sat for en civilisationskritik af de mere dystre, men ægteparret Ehdin standser ikke ved tragedien: Noget må gøres, og immunologen og managementkonsulenten har en plan. Nøgleordet er helhed: Mennesket er mere end summen af sine biokemiske processer, og verden er større og mere indviklet end nok så mange individualister stablet op. Den gode (samfunds)organisme besidder utrolige evner og ressourcer, men med naturvidenskab og modernitet er vi i stigende grad blevet fremmede for hinanden, akkurat som legemet med held er søgt reduceret til et sjælløst blikkenslageri. Fornemmelsen for basale biologiske og sociale sammenhænge er med andre ord ved at forsvinde i forbrugeristisk røg, og ligesom vores kollektive omgangsformer bør tages op til kritisk revision, er det - mener forfatterne - på høje tid med et nyt perspektiv på kroppen og dens sundhed. Der er behov for forandring. Fornuft og følelse »Kroppen har det aldrig bedre end sine enkelte celler«, lyder det sympatiske mantra, og præcis som i 'Det selvhelbredende menneske' - Sanna Ehdins bestseller fra 1999 - ønsker forfatterparret at gøre opmærksom på »den hele krops« kraft og talløse potentialer. Biologi må forstås som kæder af komplicerede og internt forbundne processer, og et reduktionistisk menneskesyn gør os ikke alene teoretisk dummere, men har også nedslående implikationer for det enkelte individ: Sundhed og velvære indsnævres til et spørgsmål om enkeltorganers funktion, og vi risikerer at miste blikket for kroppens allermest raffinerede kvantespring - fra kapillærer til kredsløb, fra følenerve til sanseapparat, fra neuron til hjerne til bevidsthed. Sanna og Martin Ehdin insisterer på at se menneskelivet som en delikat hybrid af følelser og forstand, og - ræsonnerer de - anlægger vi ikke en holistisk betragtningsmåde, overser vi alt det, som til syvende og sidst konstituerer os som levende væsner. Helheden. Nuancerne. Kompleksiteten. Miraklernes tid I 'HQ - det menneskelige helhedssyn' lanceres begrebet »holistisk intelligens« som modpol til traditionel rationalistisk intelligensforståelse. Et menneske må - mener forfatterne - anskues bio-psyko-socialt, og skal man for alvor forstå og udfolde dets enorme repertoire af handlemuligheder, er det nødvendigt at supplere dets kognitive færdigheder med kompetencer af emotionel, sjælelig og fysiologisk art. Først når vi indser, at disse dimensioner hænger uløseligt sammen, er der mulighed for at opnå en form for eksistentiel balance. Og først når vi forstår, at vi er en brik i et større kosmisk kredsløb, kan vi så småt begynde at leve meningsfulde og ansvarlige liv. Man skal passe godt på sin krop, og man skal passe godt på sin verden. Så enkel er Ehdinernes filosofi. 'HQ' er langtfra så overbevisende og interessant som 'Det selvhelbredende menneske' - forfatterne vil for meget og stiller sig i for høj grad tilfreds med påstande, banaliteter og tautologisk sniksnak. Bedst er bogen, når postulaterne belægges med empirisk dokumentation, og som samlet bestræbelse er der absolut inspiration at hente i de mange ord. Eksistensens iboende kompleksitet er således altid god at få repeteret, og forfatternes bud på en integreret 'bio-økologi' sætter unægtelig tanker i gang. På samme måde med betoningen af menneskekroppens sindrigt fabelagtige talenter: Vi kan så meget, men ved så lidt. Miraklernes tid er først lige begyndt.