Når man er blevet så gammel som Benny Andersen - 75 år på søndag - er der faste alderdomsvitser, som har det med at optræde. En af dem lyder, at man er blevet rigtig gammel, den dag man lægger sig på knæ for at snøre sine sko og i samme anledning spørger sig selv: Er der nu ikke et eller andet fornuftigt, jeg kan foretage mig, mens jeg nu alligevel er hernede? Hilsen til Cynthia Det fortæller Benny Andersen i den lille fødselsdagsbog 'Den hvide due', som handler om Cynthia og ham. Den handler om meget andet, men bag ordene er der en hilsen til hende, som altid er nærværende, om ikke som andet, så som et evigt savn. Det var hende, der gelejdede den akavede digter ind og ud af lufthavne, ('Svante i stormagasinet'!) og nu, da hun ikke er her mere, bliver turen fra Charles de Gaulle til København forlænget med fem timer. Hybris - nemesis Først er han på vej til Bangkok, men bider sig i sidste øjeblik fast i lounge nr. 77, og hvad skal det hele engang ende med? Jo, det ender med et lille strejf af kysk forelskelse i stewardessen, der serverede champagne og chokolade, men forsvandt igen. Så lille er nemesis i Benny Andersens liv. Hybris er også i beskedent fædrelandsformat. Personlig og blufærdig Det er edderkoppedansen med to ben i luften, og én dag i sengen, det er den lille Nikoline, som forsvinder i lufthavnen i Athen, der er sommerfuglen, som lander på hans ansigt en aften, han holder koncert, og der er den sære hvide due, som fløj ind i huset på Barbados, satte sig til at sove og næste morgen fløj ned over dalen og videre ud mod kysten. Cynthia tog af sted for et kvarter siden, siger Benny Andersen til hendes stedsøn, Rudolph. Og sådan danner de beskedne billeder et lille portræt af digteren, som altid ved, at udgangen er nær. Det giver ro og livsynde at afvente en afsked og tro på et møde. Bogen er læst på få minutter, personlig og blufærdig. Hvordan gik det, da han nu alligevel var nede på knæ? Jo, han friede til sit livs nuværende kærlighed Elisabeth, som han blev gift med i august i år.