Det var den samme mand, der fandt på at bygge Muren og Berlins fjernsynstårn, nemlig DDR's diktator Walter Ulbricht. Muren byggede han i 1961, og den er det største menneskeskabte antiglobaliseringsværk siden Den Kinesiske Mur. Fjernsynstårnet er vel ikke verdens største, men det rager med sine 368 meter godt op over den flade by. Det blev indviet i oktober 1969. 212 meter oppe på tårnet glimter solen i en kugle af metal og vinduesglas. Et klassisk panoptikon - herfra kan alt ses. Overvågningssamfund Det gigantiske insektøje er Berlins Big Brother. Så længe DDR eksisterede, kunne man være vis på, at Storebror så dig. Næst efter Nordkorea var DDR det mest fuldkomne overvågningssamfund i verden. Fra Stasi-hovedkvarteret i Normannenstrasse i Berlin-forstaden Lichtenberg styrede 15.000 funktionærer en hær af efterretningsofficerer, agenter og stikkere. For hver 6,5 indbygger i arbejder- og bondestaten var der en stikker, og for hver 60 indbyggere var der en Stasi-officer. Hitlers og Stalins rædselsregimer blegner i sammenligning. Hitler havde f.eks. kun en Gestapo-agent pr. 2.000 tyskere, og hver ansat i Stalins efterretningstjeneste måtte holde øje med tre gange så mange. Normannenstrasse husede den største mængde arkivmateriale i verden. Ofre og bødler I DDR's terminalfase, i 1989, var det kommet så vidt, at stort set hele landets befolkning var blevet potentielle 'fjender'. Stasi medvirkede indirekte selv til at fremskynde kommunistregimets fald. Det hemmelige politi infiltrerede 'mandagsdemonstrationerne' med så mange agenter, at folk troede, at protesterne var langt større, end de i virkeligheden var. Det gav endnu flere mod til at slutte sig til oprøret. Den australske journalist Anna Funders bog 'Stasiland', oversat til et flydende dansk af Susanne Moos, handler om dette univers, og ikke mindst dets ofre. I to perioder efter Murens fald boede hun i Berlin, ved Rosenthaler Platz i Mitte, og fra denne base lykkedes det hende at åbne mange af de sår, som tiden naturligvis aldrig vil læge. Vi møder både ofre og bødler, og de får selv ordet. Menneskets ukuelige sind Bødlerne, alle mænd, vil nødigt ud med sproget. Men de løfter dog nok af sløret til, at vi kan se ind i et diktatur, hvor den eneste magt, et menneske kunne have, var at gøre andre ondt. Jo mere ondt, jo mere magt. Ofrene repræsenteres af tre kvinder (og en enkelt mand, en rockmusiker, der ikke led alverdens overlast). Fælles for kvinderne er, at deres tragedie og mishandling ikke skyldes politisk opposition, men noget så elementært som det ukuelige menneskelige sind. En ungdommelig frihedstrang, en kæreste på den anden side, et sygt og invalideret barn. Intet totalitært regime kan stampe det levende liv ud. Selvoptagede ligegyldigheder Miriam forsøger at flygte over Muren, og hendes mand myrdes i et Stasi-fangehul. Julia tvinges til at bryde med sin italienske ven. Fornedrelsens systematik og usselhed er grænseløs. Men værst går det Sigrid Paul, der afskæres fra sit syge spædbarn på et vestligt hospital, da Muren opføres. Med hende som guide får vi en rundvisning i DDR's værste torturkamre. Det er ubeskriveligt. Desværre står Anna Funders selvoptagede ligegyldigheder i bogen i den mest skærende kontrast til de tre kvinders fortælling, som ikke kræver yderligere dramatisering. Jo, forfatteren har da fået en BBC-pris, men det skyldes forhåbentlig ikke, at det skal opfattes som sej journalistik, at hun vidt og bredt underholder os om sig selv og sine følelser. Det går an, hvis journalisten hedder V.S. Naipaul eller Bernard-Henri Levy. Men Anna Funder er meget langt fra nogen af delene.