Der er måske nogen, som kunne finde på at kalde den snart 60-årige forfatter Ole Grünbaum for en vindbøjtel, fordi han i tidens løb har manifesteret sig i debatten i skikkelse af henholdsvis hippie-provo, gurudyrker, computerorakel og nu i dag kritiker af velfærdssamfundet, venstrefløjen og den højreorienterede nationalisme. Men det er der slet ingen grund til. Vidtløftigt budskab For igennem Grünbaums virke og forfatterskab - lige fra han som bare 22-årig debuterede med sine epistler om tidens tiltagende kaos i bogen 'Provokér' i nittenhundrede syretres - løber der faktisk en temmelig tyk rød tråd, og det er uden større vanskeligheder muligt at lokalisere en grundlæggende pointe: Du er nødt til at tage ansvaret for dit eget liv. For kun ved at ændre dit eget liv kan du lave den større sammenhæng om. Og det er sådan set også det, hans nye og sine steder temmelig vidtløftige budskab til det danske folk handler om. Snærende bånd Grünbaum siger til os, at vi bliver nødt til at lægge vores falske forestillinger om, hvordan det er, på hylden. Vi bliver nødt til at indstille os på, at 'The Times They Are A-Changin', og at den gode gamle enhedskultur, som bliver skildret i tv-serien 'Krøniken', aldrig nogensinde kommer tilbage. Lille Danmark kan ikke bestå som en isoleret ø i det store globale hav, men er nødt til at indgå i den større globale sammenhæng. Det nytter ikke noget at sætte pigtråd omkring Fort Danmark, som sandkagespisernes landsorganisation, Dansk Folkeparti, gerne vil gøre, og det er heller ikke videre progressivt, som vadmelssocialisterne på den 'gamle' venstrefløj ønsker det, at holde fast i forestillingen om den store dejlige nationale velfærdsstat, der tager sig af os alle sammen, hvad enten vi er syge, gamle, børn, narkomaner, arbejdsløse eller deprimerede. Hovedmålet for Ole Grünbaums kritik er de systemer, man har etableret som en del af den socialdemokratiske velfærdsstat. I dag er de - for såvel den politiske venstre- som højrefløj - blevet et mål i sig selv og dermed snærende bånd for størstedelen af samfundets borgere. De politiske hensyn til det abstrakte almenvel har antaget en sådan dimension, at de kun gavner ganske få. Æggende til debat Samfundet styres af såkaldte socialingeniører, djøf'ere, der administrerer opdragerstaten i stedet for at føre rigtig visionær politik, og den politiske debat består i virkeligheden af en strid om falske fjendebilleder. Hvilket fører til, at samfundet har lukket øjnene for, at det er i mødet mellem mennesker, kulturer, tanker og teknologier, at det virkelig rykker, og sød samfundsmusik opstår. Ole Grünbaum vil have folk til at danse den sociale dans med hinanden. Det er en uhyre sympatisk, inspirerende og fornøjelig bog, den gamle, men af sind yngre end de fleste, hippie har begået. Det er noget så sjældent som en traktat om, hvordan verden kan blive et bedre sted. For Ole Grünbaum og alle os andre. Kan være, at argumentationen sine steder mangler stringens, at der temmelig ofte skydes med spredehagl, og at forfatterens ego forekommer en kende svulmende; men det kan man snildt leve med, fordi bogen er så ualmindelig veloplagt, indsigtsfuld og æggende til debat.