Hemmelighedskræmmeri er en spore for enhver journalist - især når det drejer sig om et offentligt anliggende. Så det er ikke mærkeligt, at Børsens mangeårige chefredaktør, Jan Cortzen, som en anden kavalerihest har hørt trompetens skrald i forbindelse med Mærsk Mc-Kinney Møllers operaprojekt, der, hvad angår myter, intriger, magt og dunkelhed har næsten Wagnerske dimensioner. Solidt journalistisk håndværk Det er der kommet en bog ud af baseret på solidt journalistisk håndværk. For selv om alle nøglepersonerne i projektet har taget (eller fået) mundkurv på, så er der jo altid en masse personer i andet og tredje geled, som hver kender deres bid af sandheden. Man har indtryk at, at Cortzen har fundet og snakket med dem alle. Ærgrelse og undren Og det er spændende læsning koncentreret om to dramaer, det ene mellem donoren, altså skibsrederen, og Operaens verdensberømte arkitekt, Henning Larsen. Det andet mellem de politikere på Christiansborg og Københavns rådhus, der skulle acceptere gaven og dens økonomiske konsekvenser. Og det hele er bundet sammen af forfatterens udtalte ærgrelse og undren over, hvordan hemmelighedskræmmeriet fra først til sidst har forplumret sagen i offentligheden og udløst skarp kritik af en så storslået gave til by og folk, der også burde være kronen på en hæderkronet arkitekts livsværk. Ærgrelsen bliver naturligvis ikke mindre af Cortzens beskrivelse af, at skibsrederen og hans betroede folk (ikke arkitektens) har rejst jorden rundt for at sikre, at operaen blev verdens bedste - tilsyneladende uanset omkostninger. Mæcenerne Tietgen og Møller Materialer, lydforhold, sceneteknik osv. er tiptop. Der er ikke hverken hakket en hæl eller klippet en tå - heller ikke arkitektens - hvad angår kvaliteten. Problemerne med Henning Larsen er derimod opstået, fordi skibsrederen opfatter sin egen stil- og formsans som bedre end arkitektens. Resultatet blev den meget omtalte 'kølergrill' - operaens vestside. Skibsrederens indflydelse på den politiske beslutningsproces er ikke mindre fascinerende. Bogen beskriver udførligt, hvordan han dukker op med sit gaveforslag, netop som et forlig om både et nyt teater og operahus er ved at vakle. Og hvordan det på rekordtid alligevel lykkedes at sikre en ekstra statsbevilling på 100 millioner kroner årligt plus 40 millioner fra Københavns Kommune til Operaens drift. Politikerne fik også lært rettidig omhu. Så nu ligger Operaen på Dokøen, hvor den afslutter Amalienborgaksen, der begynder med Marmorkirken og fortsætter over Amalienborg Slotsplads og Amaliehaven. Kongehuset i centrum mellem mæcenerne Tietgen og Møller. Gud, konge og kunst - samt kapital forstås.