Er det Strindberg forklædt som Beethoven? Eller Beethoven forklædt som Strindberg? Nej, det er Lars Nørgaards portræt af Christian Lemmerz for fulde Kejserkoncert og Sorte Faner. En fanfare, der giver susen for ørerne og sug i stueetagen. Olie på lærred 1984, 80 x 60 cm. Kollegiale portrætter Jeg har aldrig set det før nu på side 36 i Trine Ross' bog om Nørgaard. Men det er et højdepunkt i hele den serie af kollegiale portrætter, Nørgaard har malet af sine samtidige, som Michael Kvium, Claus Carstensen, Erik A. Frandsen, Peter Bonde og damerne Lone Høyer Hansen, Bente Lykke Møller og Dorte Dahlin forsamlet med ham selv i yderste højre hjørne af det 150 x 200 cm store lærred 'Forordsrullerne' fra 1985, som nu hænger på Roseum i Malmø. På Vestsjællands Kunstmuseum hænger hans gruppeportræt af Kirkeby, Immendorff, Penck, Baselitz og Lüpertz. Ren nostalgi Når han valgte portrætterne på et så tidligt tidspunkt, var det for at binde sit motivvalg op på noget fast og genkendeligt. Det er en generation i dansk kunst, som Trine Ross har fast greb om, sådan som vi så det med hendes bog om Knud Odde tidligere på året. Man kan kun håbe, at fortsættelse følger, for der skete umådelig mange spændende ting i dansk kunst med de malere. Meget af det, der skete, manifesterede sig ikke så eklatant i bevidstheden, mens det skete. Det var ren undergrund, som nu er på grænsen til fashionabelt. Hvis man husker Værkstedet Værst - og tilmed skrev om det - er det ren nostalgi at opleve det 4.000 kvadratmeter store, ramponerede telager på Rosenørns i Trine Ross' fremstilling, selv om hun må have været barn, da det eksisterede, og det var nok forbudt for børn. I genbrugets hellige navn Det var Ane Mette Ruge, Erik A. Frandsen og Dorte Østergaard Jacobsen, der grundlagde Værst i 1981 og hurtigt udvidede med Inger Bech Hansen, hollænderen Jacob Schokking og tyskeren Christian Lemmerz. Vi så vilde billeder i anarkistisk roderi, men satte ikke navne på. Schokking og Ruge fik os til at gå rundt om en kæmpekasse og se på videoskærme, der viste en gammel dame gå rundt i sin lejlighed og lave kaffe og læse avis. Og som viste sig at være inde i kassen med kaffestel og hårnet og sig selv. Værst var bedst og først. Værst var alternativ til Kunstakademiet med den eksperimenterende kunstskole fra 1960'erne som forbillede. Det var her, Lars Nørgaard kom ind med sin bagage fra Nordjylland, Kunsthåndværkerskolen i København og alt, hvad San Francisco på det tidspunkt kunne indgive en ung, søgende mand, der havde fundet vej til Californien med New Image Painting og alt, hvad han havde set på Louisiana som appetitvækker. Det amerikanske element adskilte ham fra de hjemmegående, men han faldt ind i telageret med store lærreder, der oftest blev malet over i genbrugets hellige navn. Industrialismens ruiner Der opstod tidligt et skisma i Lars Nørgaards maleri, fordi han så sin egen identitet som maler i figurationen, samtidig med at han var inspireret og fristet af abstraktionen. Han var, som Trine Ross skriver, »fanget mellem en tillokkende abstraktion på den ene side og en identitetsskabende på den anden side, midt i samtidens krav om et hadefuldt opgør med maleri, som han i virkeligheden hellere ville perfektionere«. Da Værst var slut, fulgte han ruten rundt til industrialismens ruiner, som blev rammer om den ny kunst. Sådan som det er sket overalt i Europa fra Ruhr til New Tate i London. Nu var det bare Salatfabrikken på Strandboulevarden, hvor mayonnaisen var sluppet op, der gav rum for Lars Nørgaard og co., især Erik A. Frandsen som artistisk livsledsager sammen med damerne i livet. Naturlig vækst til det sublime Dem har Trine Ross naturligvis også styr på, for samtidig med at hun fortæller historien om kunstneren, der gik så meget mærkværdigt igennem og kun blev endnu mere mærkværdig, i bedste forstand, af det, lykkes det hende at give indtryk af et grundigt sympatisk menneske, der aldrig bliver overeksalteret i sin selvudfoldelse, men formår at styre sine indfald professionelt og fremadrettet uden nogensinde at blive for rolig, forudsigelig, endsige mondæn. Der er så store kræfter på spil i udtrykket, at spændingen holder sig gennem en udvikling, der har så stærkt et fundament, at det konstant kan samle fortilfældene op og inkorporere dem i det nye, så de ikke ligner gentagelse, men naturlig vækst til det sublime. Det er Nørgaard off Strøget. Eksempelvis har Lars Nørgaard allerede i sin San Francisco-tid opdaget det kvadratiske maleris potentiale for på en gang at sprede og samle billedets energi, og han når frem til en total beherskelse af formatet med sine billeder fra årene lige efter årtusindskiftet. Se bare på 'Kemisk bryllup' fra 2003! Stort og vellykket portræt I øvrigt er der et kolossalt lune og en fin ironi i Lars Nørgaards valg af navne til sine billeder. Han tilfører en fræk uhøjtidelighed til værkerne med titler som 'Blinde ører', 'Pålidelige kilder' og 'Poesi med problemer'. For ikke at tale om 'Pølser og drab', der viser den groteske elegance, som kun en maler, der også er en stor tegner, kan præstere. Og det er Lars Nørgaard også. Gå bare ind på Statens Museum for Kunst og drik en latte i Cafe Lars Nørgaard. Den bliver kold, hvis man begynder at fordybe sig i hans vægmalerier. Her er ikke bare en stor maler, men en stor tegner trådt i karakter. Og Trine Ross fortæller historien om billedernes tilblivelse, ligesom alle de andre gode historier, der er at fortælle om den mand, når han ikke selv tager ordet på lærredet. Der er rejserne til Israel for at helbrede hudsygdommen psoriasis med kure ved Det Døde Hav, der stinker af middelalder og tjærepræparater, men her tegnes på værelse 119 ind imellem den surrealistiske virkeligheds behandlinger. Bogen er et stort og vellykket portræt af en stor kunstner, der siger sin tid så meget. Sikkert også med sine udsmykninger i den fatale Mærsk Opera, selv om bogen ikke har nået at få dem med. Bogens grafiske tilrettelæggelse skyldes Dan Eggers, og det er godt arbejde. Og godt tryk. Det yder de næsten 150 illustrationer, overvejende farvegengivelser, fuld retfærdighed.