»Socialdemokratiet var partiet, jeg gerne ville elske, men ikke kunne«. Sådan beskriver Karen Jespersen selv sit forhold til Socialdemokratiet i begyndelsen af 70'erne, da hun som ung og tvivlende VS'er stod midt i ungdomsoprøret og kvindekampen. Verbalt frontalangreb Kampen for at lære at elske Socialdemokratiet - og for at blive elsket af sit parti - har arbejderbarnet fra Nansensgade i København kæmpet lige siden, og den er en væsentlig del af fortællingen om hendes liv, som hun beretter den i selvbiografien 'Karen - en personlig historie'. For lidt over en uge siden opgav Karen Jespersen som bekendt kampen og meddelte sit farvel til den socialdemokratiske folketingsgruppe sammen med et verbalt frontalangreb på S-formand Mogens Lykketoft og adskillige andre i partiet. Portrætpersonen styrer biografien I bogen får vi Karen Jespersens egen beretning om både hendes politiske udvikling fra VS'er til højrefløjssocialdemokrat og om de mange interne stridigheder i partiet med hende selv i en hovedrolle. Hun forklarer og argumenterer også udførligt for, hvorfor hun står, hvor hun nu står i udlændingedebatten. Men så får vi heller ikke meget mere. Initiativet til bogen er taget af den unge journalist Karen M. Jeppesen. Både hun og Gyldendal mente, at den kontroversielle politiker var en portrætbog værd. Men i den efterfølgende proces har den oprindelige forfatter tydeligvis ladet sin portrætperson få overtaget over bogen. 'Frikadelle-Karen' Derfor får vi kun Karen Jespersens version af Karen Jespersen og alle stridighederne og kampene med først og fremmest Mogens Lykketoft. Og det oven i købet i en ikke ret sprængfarlig version. Politiske nørder får ikke meget for pengene i form af nye afslørende detaljer om det interne liv i Socialdemokratiet eller i SR-regeringen. Samtidig kommer vi heller ikke ind under huden på mennesket Karen Jespersen. Det private - forstået som det personlige - er nærmest ikkeeksisterende i bogen. Selv ikke ægtemanden Ralf Pittelkow, som hun også har kørt et tæt politisk parløb med. På de præmisser er bogen - foruden at være Karen Jespersens politiske manifest - et letlæst stykke samtidshistorie om den 68-generation, som stadig sidder tungt på deres store del af magten. Personificeret i den fattige 'Frikadelle-Karen', der trodser den sociale arv og får en akademisk uddannelse. Som trodser de socialdemokratiske forældres politiske ståsted og rykker helt ud på venstrefløjen med kvindekollektiv, demonstrationer og det hele. Men som ligesom så mange andre ender med at rykke mod midten og magten i det parti, som hun nu har opgivet at elske. Og som for nogen tid siden holdt op med at elske hende.