Denne anmeldelse er skrevet med næsen og udtænkt udelukkende i brusekabinen. Havde der været vidner til denne heroiske akt, ville undertegnede muligvis være at finde i næste udgave af Guinness Rekordbog under kategorien 'hurtigste næseskriver og brusebadstænker'. Det er i al fald det indtryk, man får af årets udgave, der mere end nogensinde er fuld af bizarre og inderligt uinteressante rekorder. Overflod af ligegyldigheder Hvem ønsker at vide, hvem der har rekorden i skibstræk med tænderne eller den største samling af autografer på trommestikker? Børn lyder svaret muligvis, og det er givetvis også målgruppen. Men hvor mærkeligt det end lyder, så var Guinness Rekordbog altså også en sællert og yndlingslekture for nørder, dengang jeg var knægt, og bogen tyk, tør og i sort-hvid. I dag flyder det med farver og ligegyldigheder, men interessante oplysninger skal man til gengæld have luppen med for at finde. Mere langtidsholdbar Så selv om den er næsten lige så dyr og meget mindre i både omfang og farver, så brug hellere pengene på Lars Thomas' nye 'Dyrenes Rekordbog'. Der er vi back to basis, med hundredvis af oplysninger om dyrenes forunderlige verden, der er lykkeligt fri for opmærksomhedshungrende mennesker, som opfinder rekorder i næsepilleri og deslige. Også voksne kan med fordel kigge med, undertegnede anede eksempelvis ikke, at haren kunne skyde 82 kilometer i timen og dermed er Danmarks hurtigste dyr. Nyttig viden? Tja, interessant i al fald, og lidt mere langtidsholdbar end hvem der pt. har rekorden i tre minutters telefonbogsoverrivning.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























