Lige så ivrige alle i de sidste 150 år har været efter at bruge og drage nytte af det fotografiske medie, lige så tøvende har de fleste været over for den tanke, at fotografi også skulle være en form for kunst, på niveau med grafik, tegnekunst, maleri etc. Noget, man kunne samle på, se på, nyde, reflektere over. Fotografiets nærmest grænseløse anvendelse har man kendt til i umindelige tider. For alt det i den vide verden, som kunne ses, kunne jo også fotograferes. Fotografiet som verdenssprog Men fotografiet kunne mere end bare følge øjet i både tykt og tyndt, lys og mørke og fungere som menneskets bedre hukommelse. For det formåede også at gøre alt det synligt, der slet ikke kan ses under normale omstændigheder. Det var som et verdenssprog, der gjorde alle ordbøger og oversættelser overflødige. Det kunne hente og bringe kulturelle og sociale informationer overalt på kloden, ja selv i verdensrummet havde det været og taget imod lys. Forsinket gennembrud som kunstart Kun ét sted i solsystemet kunne fotografiet endnu ikke rigtig komme indenfor: Det var på kunstmuseerne. For forholdet til fotografiets eventuelle kunstneriske værdi var længe præget af vantro, ligefrem af mistro, ikke mindst i et land som Danmark. Franskmændene havde det lidt bedre med mediet. Men de havde jo også opfundet det. Alt det har ændret sig - dramatisk, men på det seneste. Støvet har endnu ikke kunnet nå at lægge sig til rette på de medaljer og triumfer, som fotografiet har vundet herhjemme. Så aktuelle er de. For fotografiets gennembrud som kunstart er ikke meget ældre end dem, der i dag tager billeder af deres førstefødte med familiens nye digitalkamera. Det var først i 1980'erne, at universitetet begyndte at forske i fotografi, og vore to førende museer for fotografi, Museet for Fotokunst i Odense og Det Nationale Fotomuseum i København, kom på bykortene. I 1974 var en fotograf omsider blevet tildelt Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat, det var Viggo Rivad. Det var så sent som i 1980, at Kunstakademiet optog sin første fotograf som elev. Det var Per Bak Jensen, og han er nu lektor derinde. Og det var først i 1997, at en fotograf blev tildelt Statens Kunstfonds livsvarige ydelse. Det var Krass Clement. På det tidspunkt fandtes der efterhånden en stribe gallerier, som tog det kunstneriske fotografi under sine vinger. »Billeder er overflødige« Også i dagspressen er fotografiet brudt igennem med eftertryk. I dag beskriver man ikke tingene, hvis man kan vise dem i stedet. I en hverdag, hvor aviserne ansætter særlige billedredaktører, som er erfarne fotografer, og dagspressens fotografer vinder den ene mere meriterende pris efter den anden, er man tilbøjelig til at glemme den ikonoklastiske holdning, der tidligere herskede på mange redaktioner. En udtalelse (fra journalist Niels Ufer) er karakteristisk for holdningen i 1972: »Billeder er overflødige. Ikke alene ved vi, at det kan lade sig gøre at lave nogle af verdens bedste aviser uden billeder, men det er også praktisk taget umuligt at finde fornuftsbegrundelser for at anvende dem«. Allestedsnærværende Der måtte gå en frygtelig masse år, før fotografiets historie i Danmark kunne skrives som én samlet fremstilling, en bog, der både vil favne fotografiets samfundsmæssige, nationalhistoriske, personalhistoriske, mentalitetshistoriske, kunsthistoriske etc. aspekter. Nu er den her i al sin vælde. Som denne nye bogs udmattende bibliografi viser, side for side, har der såmænd været tænkt og skrevet enormt meget om fotografi og fotografer. Men det er meget spredt. Når den både brede og koncentrerede fremstilling ikke har været forsøgt før, skyldes det, at fotografiet i dag har så lang en historie bag sig og allerede er blevet forgrenet ud i så mange specialeområder, at intet menneske med bare en nogenlunde realistisk attitude over for sin egen viden og formåen turde tage hele historien på sig. Det skulle da lige være Mette Sandbye. Men selv hun har valgt at parcellere det enorme område ud mellem en række forskellige forfattere (inkl. sig selv). For fotografiet er, som hun noterer i forordet, allestedsnærværende, og ingen forsker eller faglig skribent kan være lige meget til stede alle steder. Sammenhæng savnes Det er et af den slags valg, som garanterer for den størst mulige indsigt på hvert enkelt område (også selv om forfatterlisten overraskende nok ikke omfatter lederen af Det Nationale Fotomuseum). Men valget fører også en række kendte børnesygdomme med sig, og den mest kendte er savnet af den sammenhæng, som én og kun én forfatter ville have givet fremstillingen. En sådan sammenhæng er nok resultatet af en mands eller kvindes subjektive syn på tingene, men den har sine fordele i et oversigtsværk. Her skriver i stedet hver forfatter ud fra sine egne forskningsmæssige forudsætninger, i sit eget sprog, med sin egen dagsorden, men kommer ikke helt sjældent til at gentage informationer og iagttagelser, som allerede står et andet sted i et andet af bogens bidrag. Tørt og akademisk Dansk Fotografihistorie er ikke en akademisk bog, men et populært anlagt billedværk, hævder forordet. Det er en sandhed med modifikationer, en sætning som den følgende falder klart uden for populærvidenskabens sproglige grænser: »De mere didaktiske aspekter af det iscenesatte fotografi, der gerne 'afslørede' mediets konstruerede karakter, begyndte at vige for mere nuancerede og komplicerede forståelser af det fotografiske medie, hvilket gav rum for en ny brug af det som en konstrueret dokumentarisme i forskellige varianter«. Det ville også være mærkeligt, hvis bogen ikke var en smule akademisk, eftersom 17 ud af de 18 bidragydere er akademikere. Så er det jo morsomt at notere sig, at feltets eneste professor, Martin Zerlang, samtidig er en af dem, der skriver bedst. I kraft af sin litterære ballast evner han at forene oplysningen og fortælling. Meget af det andet er noget tørrere og bør snarere konsulteres ved enkelte spørgsmål, som når man slår op i et leksikon. Navnestoffet er så omfattende, især i nogle af de senere kapitler, at man burde have samlet noget af al denne viden i et særskilt leksikon med kunstnerbiografier, efter hovedteksten, ligesom Gyldendal har gjort det i Hans Edvard Nørregaards 'Dansk kunst'. Pionergerning Mængden af navne udelukker dog ikke savn. Det største af savnene ligner en undladelsessynd og handler om Danmarks p.t. internationalt mest omtalte billedkunstner, Olafur Eliasson. Når Per Kirkeby, Stig Brøgger, Peter Brandes etc. er behandlet i teksten, burde Olafur Eliasson som fotograf også have været det. Og når modefotografiet er medtaget, burde museumsfotografiet også have været berørt. At fotografere kunstværker er ikke simpel kopiering, spørg selv CopyDan. Der er mindre fejl, men ikke alarmerende for så stor en bog: Robert Jacobsen er f.eks. med al respekt ikke maler (side 272), men billedhugger, og Galleri Bo Bjerggaard hedder ikke Galleri Bo Bjerregaard (side 408). Men altså igen: Dansk Fotografihistorie er et stort gennemillustreret værk og så absolut uden konkurrence på sit felt. Først og fremmest fordi der slet ikke er andre af samme format, eller med så varieret og udtømmende en billedside. Det er en pionergerning, kort og godt.