Det stod ikke skrevet i stjernerne, at Viggo Rivad skulle blive en af de mest fremtrædende danske fotografer.
Ej heller, at han som den første fotograf skulle modtage statens livsvarige ydelse. Eller at han som den første fotograf skulle modtage Thorvald Bindesbøll Medaljen af Det Kongelige Danske Kunstakademi. At Rivad var den første til at modtage Fogtdals Fotografprisers Hæderslegat på en kvart million. I det hele taget at han skulle blive banebrydende for danske fotografer. Historien om Rivad er beretningen om en dreng, der trods sin hårde opvækst under fattige kår alligevel blev formet til et varmt og unikt menneske. Rivad formåede at bryde igennem og blev for alvor kendt som taxachaufføren, der tog billeder. Først og fremmest via konkurrencer i aviser og magasiner. Men med respekt for sine rødder fandt han en evne til at fange det nære og det vedkommende i livet.





























