Der er mange ting ved Michael Moore, jeg ikke bryder mig om. Jeg kan ikke lide hans 'i dit ansigt konfrontatoriske' stil. Jeg kan ikke lide den illusion, han søger at skabe om, at han trods sin status som multimillionær på en forunderlig måde er forblevet 'en af os', og at det, han fortæller, er noget, man lige så godt kunne have hørt fra en flinker fyr nede på bodegaen. Og jeg kan heller ikke lide hans bøvede 'all-american' udseende. Alt dette hindrer mig imidlertid ikke i at være uhyre imponeret af hans evner som dokumentarfilmmager (eller hvad man nu skal kalde Moores særlige genre). Her smelter hans ubestridelige humor, filmiske kunnen og visuelle elegance sammen til et større hele, der ofte er både underholdende og tankevækkende. Propaganda, bevares, men djævelsk godt lavet. Selvmål Uden visuelle midler, dvs. i bogform, er Moores tilgang betydeligt mindre elegant og efter undertegnedes opfattelse langt mindre underholdende og interessant. Derfor ligner det et selvmål, når Gyldendal har timet udgivelsen af den danske oversættelse af 'Dude, Where's my Country' til premieren på 'Fahrenheit 9/11'. Ganske vist er bogen en slags oplæg til filmen, men så ubetinget langt ringere og simplere, selv i Kristian Ditlev Jensens glimrende oversættelse, at det er vanskeligt at forestille sig, hvem der vil foretrække den for filmen. Der er noget underligt over at sige det i forbindelse med en bog, der har solgt millionvis af eksemplarer og strøget til tops på bestsellerlister verden over, men 'Hallo, Hvor er mit land blevet af?' er ikke nogen særlig god bog. Barokke ordspil Bevares, Moore er glimtvis morsom. Eksempelvis da han citerer Donald Rumsfeld for 30. marts 2003 at have erklæret, at USA ved, hvor Saddams kemiske våben er. »De er i området omkring Tikrit og Bagdad, og så lidt øst, vest, syd og nord derfra«. Mere præcist kan det vel ikke siges, og Moore har et ubestrideligt talent for at grave denne type citater op og genbruge dem til at tegne et lidet flatterende billede af sine modstandere. Og visse ting er helt barokke. Jeg var således ikke klar over, at USA Patriot Act, den lov, der begrænsede amerikanernes frihedsrettigheder, i virkeligheden er en forkortelse for 'Uniting and Strengthening America by Providing Appropriate Tools Required to Intercept and Obstruct Terroism'. At regeringen selv i terrorkrigens tidlige faser har gjort sig denne type anstrengelser for at finde lovtitler, der kan forkortes til passende ord, siger meget om prioriteringerne. Lavkomik Men denne type subtil kritik er i høj grad undtagelsen hos Moore, hvis bog minder mere om en pruttepude end et satirisk værk. Et mere retvisende eksempel på hans retoriske stil er kapitlet '7 spørgsmål til George af Arabien', hvor Michael Moore stiller syv gode spørgsmål til USA's nuværende præsident. Her går det derudad med antydninger af, at Saudi-Arabien står bag 11. september, og henvisninger til at »Bush-familien var i kanen med bin Laden-familien«, at Bush senior »og hans kammesjukker« i Carlyle Group har fået investeringer fra bin Laden og så videre og så videre i en lang overkørt række af halvbagte konspiratoriske teorier. Moore beviser selvsagt intet og leverer kun knap tilstrækkeligt med oplysninger til at vække en mistanke om urent trav. Hertil kommer en række velkendte sandheder, såsom at der ikke er nogen forbindelse mellem Saddam og al-Qaeda, at der ikke er fundet kemiske våben, og at Bushregeringen har gjort sit bedste for at forplumre offentlighedens forståelse af dette. Måske var det mere eksplosivt stof, dengang bogen udkom sidste år i USA. I dag er det ikke ligefrem noget, man behøver bruge 248 kr. for at erfare.