'Anarkiets korte sommer'. Titlen lyder som en kærlighedsroman. Og det er det egentlig også. Det er i hvert fald historien om en slags kærlighed. Til utopien. Til hengivelsen. Til drømmen om det sande liv. Og til volden. Hans Magnus Enzensbergers bog om de spanske anarkister - og især den karismatiske Buenaventura Durruti - er inderligt aktuel i dag. Og har i øvrigt været det hvert år, lige siden den udkom i 1972. Ja, faktisk allerede før den blev skrevet! 'Anarkiets korte sommer' forbinder sig med hippiernes korte 'summer of love' (1967), hvor drømmen blussede op igen, inden det blev efterår. De gamle, overlevende anarkister i deres eksil og mismods vinter bliver portrætteret smukt og respektfuldt til allersidst i bogen. En anarkists begravelse Enzensberger bygger sin fortælling op med saksen. Der klippes mellem avisartikler, samtidige beretninger, senere interview og forfatterens egne indskudte betragtninger over forholdene i Spanien op til borgerkrigen. Et kor af stemmer tegner billedet af en mand, som vi rent faktisk ikke ved ret meget om. Men det var ikke en tilfældig død anarkist, som det halve Catalonien fulgte til graven i november 1936. Bisættelsen udarter sig i øvrigt til det rene anarki, og hér begynder Enzensberger sin historie. Så er det ligesom overstået. Durruti var en hellig kriger. Han var ikke nogen lærd mand. »Intet menneske har ret til at regere over et andet«, var hans filosofi. Der går årelange blodige spor af attentater og bankrøverier (på flere kontinenter) forud for de få måneder, hvor Durruti og hans ligesindede fik indflydelse på historiens gang. Her blev de fanget på det forkerte (anarkist)ben. Slås kunne de! Og brænde kirker. For at vinde over Franco skulle de også samarbejde og planlægge. Det kunne de ikke. Mange år senere erindrer et øjenvidne over for Enzensberger 'Kolonne Durruti's afmarch til fronten i Aragonien: »Det så uhyrligt ud: et virvar af uniformer, frivillige fra alle verdensdele, tøjet kulørt og broget, lappet og flikket. Der var næsten noget hippieagtigt ved dem, men det var hippier med håndgranater og maskinpistoler«. En huslig anarkist Hvem var Buenaventura Durruti? Og hvorfor var han så afholdt? Selv står han i tusmørket. Af samtiden nærmest kun karakteriseret ved det negative. Det han ikke var. Durruti var ingen taler. Han var ikke teoretiker. Han var ingen god organisator eller strateg. Og han var heller ikke forfængelig. Alle er dog enige om, at han var et godt menneske. I modsætning til mange af sine kammerater var han også huslig. Ilja Ehrenburg, der var i Spanien som krigskorrespondent, fortæller: »Hans øjne er blevet stående i min erindring. I dem parredes en jernvilje med en barnlig rådvildhed - en helt ejendommelig blanding«. Præsten Jesús Arnal Peña skulle egentlig skydes, men i stedet blev han skriver for 'Kolonne Durruti'. Selv havde han ikke noget tilovers for anarkismen, men han kalder Durruti en retskaffen mand. Måske er det i virkeligheden præsten, der kom tættest på Durruti. De var ikke kammerater. Jesús Arnal Peña omtaler ham som 'min ven'. Enzensberger beretter altså om en svært bevæbnet Don Quijote, der fik fire måneder til at nedlægge vindmøller i. De spanske anarkister havde stor folkelig opbakning. De var ildsjæle med stor ildkraft. Alvorlige, asketiske og med en nærmest småborgerlig moral. Efter alle de mange år i eksil eller fængsel stod Durruti og hans kammerater pludselig med en magt, som de ikke kunne bruge til noget. Den forsvandt mellem fingrene på dem som sand. Det ligner en tragedie. Men det var en drøm. Dødsdriften Emilienne Morin, der var Durrutis kvinde, fortæller om vildskaben og dødsdriften. Som om de inderst inde frygtede deres egen utopi. Om en nær ven siger hun: »Helt alene gik han den visse død i møde. Jeg ved ikke, hvad der greb ham. Det lignede selvmord«. Alt tyder dog på, at Durruti ved et uheld kom til at skyde sig selv i brystet med det nye hurtige Naranjerogevær under forsvaret af Madrid. Han efterlod sig blot disse ting: noget tøj, to pistoler, et par solbriller og en kikkert. Hans sidste ord skal have været: »Der er for mange komiteer!«. I dag ved vi, at intet godt bliver opnået ved vold. Der er kun én vej til drømmen, og den er fredelig, som den samtidige Gandhi udtrykte det. Men Durruti har stadig ret i én ting: Der er for mange komiteer.