Vær dig selv, men spil ikke på dit køn. Fald ikke i lillepigefælden. Vælg dine kampe med omhu, og vig ikke tilbage for dem. Vis selvtillid, og tilgiv dig selv, at du ikke er fejlfri. Tilrettelæg dit liv, og glem så den dårlige samvittighed over for mand og børn. Nyd at være chef, og husk først og fremmest at have det sjovt. Det er essensen af de råd, som to tidligere chefredaktører, Mette Terkelsen og Nina Vedel-Petersen, giver i deres 'guide for kvinder' med titlen 'Kampteknik på chefgangen'. Det er en snusfornuftig og sine steder munter bog. Men også en bog, som får en til at stille spørgsmålet: Hvis det er så pokkers tiltrækkende at være leder, og hvis det er muligt for kvinder at lære spillet på direktionsgangen og vel at mærke overleve det, hvorfor er de to forfattere så nu begge 'selvstændige', som det så smukt hedder? Der ville ligesom have været mere power bag deres gode råd, hvis de i skrivende stund havde været på toppen som chefredaktører for f.eks. B.T. og Kristeligt Dagblad. For ikke at tale om noget i stil med Børsen eller Financial Times. Farlige venskaber Man kan jo gætte på, at spillet kan være så udmattende, at man kan blive nødt til at trække sig, hvis man indser, at man ikke sidder med vinderkortene. Den historie ville være nok så interessant i forhold til regler om, at man ikke skal gå i seng med hverken topchefen, chefkolleger eller medarbejdere, hvis man vil gøre sig nogen ambition om at være en chef, som bliver respekteret. Det kan enhver idiot m/k nok selv regne ud. Terkelsen og Vedel-Petersen kommer i 25 kapitler ind på alverdens temaer fra arbejdslivet set fra lederpositionen: påklædning, følelsesliv med hvad dertil hører, bl.a. de farlige venskaber på arbejdspladsen, især hvis de er med en medarbejder (en 'hofdame'), vigtigheden af netværk, møder & magtkampe med bl.a. de gamle hanelefanter og så den helt store bøhtrold for kvinder: lønforhandlinger. Her står, for mig at se, bogens bedste råd: at forberede sig grundigt, medbringe en liste over såvel løn som frynsegoder og først og fremmest at lade være med at forcere sin egen lønforhandling blot for at få den overstået. At få det overstået, fordi det er så satans pinligt at sælge sig selv og ikke rigtig ville være ved det, er ganske rigtigt, som det skrevet står »en klassisk kvindelig fejl«. Mænd husker evigt Om at forhandle løn skriver de: »Erkend, at det føles mere personligt, fordi det er mere personligt«. Til gengæld fastslår de gang på gang, at man som chef skal vide, at medarbejderne ofte vil reagere på ens chefrolle, og at man ikke skal tage det personligt. »Det er ikke dig som person, de ikke kan lide. Det er dig som chef. Tag det ikke personligt, tag det professionelt«. De fleste mænd har langt lettere ved at fatte det, lige fra deres første lederstilling, ifølge forfatterne. Efter mange år på arbejdsmarkedet med en hærskare af chefer vadende ind og ud ad svingdøre, kan jeg kun sige: Det er ikke sandt. Visse mandlige chefer er som elefanter; de husker evigt, de bærer personligt nag, og de vil beundres (af andre mænd) og tilbedes (af kvinder). De vil høre jubel, når de kommer med deres idéer, og de tager det meget personligt, hvis hurraråbene udebliver. Kvindelige chefer kan, af en menig medarbejder, faktisk opleves som langt mindre sårbare og forfængelige i forhold til faglighed end mandlige. Farvel er farvel 'Kampteknik på chefgangen' er en sympatisk sniksnakbog med løst og fast om arbejdsmarkedet, i alle tilfælde som det udspiller sig i dagspressen. Jeg har en stærk fornemmelse af, at det ikke helt ser sådan ud på margarinefabrikken, for ikke at tale om hos Mærsk. Flere af de gode råd er simpelthen almindelig fornuft, såsom ikke at møde dybt nedringet op på arbejde. Et andet råd er, at man ikke skal vade rundt i fortiden. Et farvel er et farvel. Der er ikke noget så pinligt som gamle chefer, der lige møder op for lige at se, hvordan det går, skriver de. Man er hurtigt glemt ... men det gælder ikke kun gamle chefer. Ikke desto mindre ville bogen have været mere brugbar, hvis de havde delagtiggjort læserne i flere begivenheder i deres egen cheffortid og givet nogle mere konkrete råd. Som 'Kampteknik på chefgangen' fremstår nu, er den mere underholdning end en brugbar guide, lige lovlig tyndt påklædt og på lidt for høje hæle til, at man kan bruge den som et kompas gennem et magtspil.