0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Syv års parisisk vinter

Norsk au pair-pige, som væltede det franske magtsystem, fortæller sin fascinerende historie.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Hun var 20 somre, den norske jente, som engang i 1960'erne tog til Paris som au pair. Eva Joly mødte kærligheden, blev boende, blev fransk, blev uddannet, blev jurist.

Tredive år senere sidder hun som en forholdsvis anonym forhørsdommer på et mikroskopisk kontor uden hverken fax eller computer et sted i Justitspalæets store labyrint i Paris:

»I de gamle demokratier anbringer administrationen altid sine metalskabe og gamle telefoner i monumentale bygningsværker, der står som et vidne om tidligere tiders pomp og pragt«.

Faldt over dokument
Denne dag i 1995 bliver den franske madame, som et sted indeni stadig er en norsk jente, indhentet af noget, hun ikke selv har bedre ord for end: skæbnen. Hun falder over et dokument, som pirrer hendes sans for økonomiske uregelmæssigheder.

Dokumentet har ledetråde til Frankrigs største firma, oliegiganten Elf. Og for at gøre en lang historie kort: syv-otte år senere dømmes og fængsles en række topchefer fra dette firma efter en proces, som har rystet gamle Frankrig i dets inderste elitære jeg. Toppolitikere er bragt til fald, ufattelige korruptionssystemer er afdækket.

Den norske jente har skabt én enkelt undtagelse fra en regel, som alle i globaliseringens og den ny teknologis tidsalder troede var ubrydelig: at der findes en parallel pengeverden, hvor loven ikke gælder.

Mordtrusler
For Eva Joly personlig blev Elf-sagen med hendes ærkenorske udtryk mildt sagt en oplevelse af at »være ude en vinternat«. Det blev syv år med alskens mordtrusler og intimideringer, syv år, hvor hun som de italienske mafiadommere må leve under politibeskyttelse døgnet rundt.

Hun er oppe imod magtmænd, som råder over militærmaskiner, statsapparater og netværk overalt på kloden og dybt ind i det Justitspalæ, hvor hun selv forsøger at arbejde. Det er et eventyr.

Eva Joly vælter en stor del af det franske magtapparat, hun udfordrer elitens allerhelligste, dens straffrihed, og eftervirkningerne er voldsomme: Andre 'små dommere' har siden gjort hende nummeret efter og været ufine nok til at afdække skandaler, som bliver et seriøst problem for Jacques Chirac, den dag han ikke længere er præsident - for indtil da er han jo helt officielt straffri.

Eva Joly vil nok være den første til at erkende, hvilken mærkelig parentes Elf-sagen har været. Når hun i dag er tilbage i Norge som regeringens rådgiver i antikorruptionspolitik, er det ikke kun, fordi hun personlig er søgt i havn.

Det er også, fordi de store drenges økonomiske parallelsystem i dagens Europa (samt resten af verden) er så udviklet og politisk accepteret, at det truer demokratierne grundlæggende og kun kan imødegås politisk.

Og nordmændene mener med vanlig fjeldoptimisme, at de kan yde en global indsats på linje med f.eks. Osloprocessens påvirkning af Mellemøsten.

Det torskestinkende norske kvindfolk
De store drenge: Der er et umiskendeligt kønspolitisk islæt i hendes bog.

»Den økonomiske forbryder er en respektabel mand i mørkt jakkesæt og håndsyede sko, med ultrafladt armbåndsur og ordenstegn i knaphullet«, skriver Eva Joly, som ikke er gået upåvirket gennem det mandschauvinistiske franske system med dets afrikanske aflejringer: Hun kan godt huske Gabons præsident, Omar Bongo, og hans bemærkninger om »det torskestinkende norske kvindfolk«. Man ville næsten ønske, at Joly havde ret i sin undertone af, at mænd nok er værre end kvinder.

Bogen stritter i lovlig mange retninger, starter som personlig beretning og slutter som et principielt manifest mod økonomisk forbrydelse på det helt store og sørgeligt udbredte plan.

Men både det personlige og det principielle er så spændende, farverigt og væsentligt, at man bærer over med løse ender, sære noter, mystifistiske antydninger og en højst usikker oversættelse, som giver teksten dette pudsige præg af uvirkelighed, som franske tekster kan få i dansk iklædning.

En tryg havn for økonomisk kriminalitet
EF-domstolen har sæde i Luxembourg. Det samme har 320 finansinstitutioner, som i ganske betydelig grad indgår i en form for organiseret paralleløkonomi her i Europa: »Uden at bekymre sig det mindste lever EF-domstolen side om side med de 12.000 dækfirmaer registreret i Luxembourg, denne trygge havn for økonomisk kriminalitet«.

Og Europa har andre accepterede parallelverdener: Schweiz, Kanaløerne etc. - men først og fremmest de store drenges forestilling om, at der gælder andre regler for dem end for alle andre.

Og Eva Joly er ufin nok til at pege på den helt synlige del af glidebanen mod svindel og forbrydelse: De enorme summer, som også norske (og danske!) forretningsfolk tildeler sig selv i aktieoptioner, pensionsgarantier, og hvad de nu kalder det: »For 30 år siden var den største multiplikationsfaktor mellem gennemsnitslønnen i en virksomhed og den højeste løn 20. I dag nærmer den sig 200«.

Grådighedens grundsygdom
De forstår det simpelt hen ikke, denne verdens topchefer og bestyrelsesformænd: at deres ny, globaliserede og teknologiserede holdning til, hvad en mand kan 'tjene', er i familie med de forestillinger om parallel økonomi og parallel jurisdiktion, som en Eva Joly alvorligt irriterede i Paris.

Nu er hun tilbage i Norden og advarer kraftigt mod denne grådighedens grundsygdom. Og hendes bog ender med en opfordring til at underskrive hendes Pariserklæring. (Netadresser i faktaboksen).

Det er en umådelig fascinerende og skræmmende bog, der handler om Norge og Frankrig, kvinder og mænd, forbrydelse og (manglende) straf - og dermed også om Danmark. Først og fremmest handler den om en lyshåret jente, som har været ude en vinternat i Paris. Men hun har også sørget for, at et par høje herrer har fået samme oplevelse.