I løbet af dagen i dag - mandag 10. maj 2004 - vil i gennemsnit tyve danskere forsøge at tage sig selv af dage. For to-tre af dem lykkes forsøget, og en aprilnat for to år siden blev 16-årige Jakob et ciffer i den sørgmodige statistik. Ledt på vej af oplysninger på internettet hængte Jakob sig i dørhåndtaget til sit kælderværelse, og for familie og pårørende blev tilværelsen fra det ene øjeblik til det andet svøbt i kaotisk mørke: far blev indlagt på en lukket psykiatrisk afdeling, og byger af skyld og ubesvarlige spørgsmål trak op om det fortvivlede netværk. Hvad får en tilsyneladende velfungerende og glad teenager til at sætte en stopper for sit spæde liv - mente han det virkelig alvorligt, og burde nogen have hørt alarmklokkerne ringe? Jakob efterlod sig intet afskedsbrev, og hans forældre kommer aldrig til at forstå - endsige forvinde - den bratte og pointeløse tragedie. Der findes ingen mening i kølvandet af et selvmord, kun blind tomhed. Lykkelig for at være i live Jakobs familie får aldrig Jakob tilbage, men hans far har viet en del af sit liv til at forebygge selvmordsadfærd blandt unge. I bogen 'Lev stærkt - dø naturligt' fortæller han Jakobs historie og sender ham en række adresseløse breve med sine tanker og følelser. Bogen rummer desuden interview med sønnens venner og med 19-årige Joan, som - i modsætning til Jakob - overlevede sit selvmordsforsøg og i dag priser sig lykkelig over at være i live. Og så er der udtog af samtaler med gode fagfolk og eksperter, bl.a. souschefen for telefonrådgivningen Livslinien og selvmordsforskeren Unni Bille Brahe. Bogen henvender sig i første omgang til de unge selv, og med sine tabeller og faktabokse vil den være et oplagt udgangspunkt for eftertanke og debat i klasseværelset: Hvor dyrebar er tilværelsen i grunden, og hvordan finder man vej ud af social isolation, kærestesorg, tungsind, ensomhed, identitetskriser, fremtidsangst og stress? Kim Engelbrechtsens bog rejser (naturligvis) flere spørgsmål, end den besvarer - men den tager til gengæld hul på et tema, som er centralt at få diskuteret med de unge. Der findes næppe den teenager, som ikke har huset forbigående selvmordstanker, men vejen fra tanke til handling er lykkeligvis lang for de fleste. Og den bør aldrig være ensrettet.