For otte år siden satte Det Danske Institut for Videnskab og Kunst skred i en række forskningsprojekter omkring Albanerbjergene, som i dag er nabo til Roms forstæder. Man begyndte på forskellig vis at kortlægge områdets tætte trafik af danskere og andre nordboere, især i den periode af 1800-tallet, der er døbt guldalderen. Der blev udarbejdet en registrant og en bibliografi, og efterhånden som materialet tog form, opstod det ønske, at nogen skrev stedets kunst og kulturhistorie. Hidtil upubliceret materiale Opgaven blev til på initiativ af Kulturministeriets Forskningsudvalg, og det blev Ida Haugsted, der fik lov at gå i arkiverne. Det er hendes fortjeneste at have fremdraget et stort hidtil upubliceret materiale omkring en række danske kunstneres, forfatteres og videnskabsmænds liv og færden, gøre og laden i det område, som i arkitekten Harald Conrad Stillings korrespondance er blevet kaldt 'Italiens smukkeste Egn'. Hvilket også er blevet bogens dækkende titel. Utrættelig 'arkivrotte' Hvis Albano, Frascati og Nemi er skønne at skue, så er bogen om disse steders betydning for dansk kunst og åndsliv det ikke mindre. Layouten - ved Thora Fisker - er forførende smukt og stilfuldt gjort, og der er hverken sparet på papirets eller farvegengivelsernes kvalitet, takket være en kraftig økonomisk indsprøjtning fra seks velkonsoliderede fonde. Alt er ren idyl, så længe man kun blader dette pragtværk igennem, kigger på nogle af de mere end 250 billeder eller bruger værket som opslagsværk, enten i forhold til bestemte navne, eller bestemte lokaler og motiver. For der citeres in extenso fra den skriftlige korrespondance, der er bevaret, og set i et arkivalsk lys er der næppe den sten, der ikke er blevet løftet. Ida Haugsted har ikke uden grund ry for at være en utrættelig 'arkivrotte'. Trivielle detaljer Problemerne opstår først, når man begynder at læse de enkelte kapitler, som man ville læse en sammenhængende historisk fremstilling. For det egner de sig mindre til. Man kan ikke påstå, at forfatteren ikke har udført et imponerende, ja, udmattende stykke forsknings- og arkivarbejde. Og man kan bestemt heller ikke påstå, at man som læser ikke bliver informeret om mange pudsige ting, man ikke vidste i forvejen. Det, man får at vide, er blot alt for ofte trivielle detaljer og biografisk petitstof, der spærrer for udsynet mod større horisonter. Den voksende frustration ved læsningen hænger sammen med, at der ikke er skelnet skarpt mellem stort og småt, væsentligt og uvæsentligt. Mangel på fortolkning Vi hører indgående om, at diverse mere eller mindre berømte Italiensfarere ankommer, besøger hinanden, spiser sammen, eventuelt beklager sig over den sure vin og rejser igen. Men når det kommer til de afgørende punkter i fremstillingen, dør de druknedøden i mængden af detaljer. Det hænger måske sammen med Ida Haugsteds baggrund som klassisk arkæolog. Hun ønsker ikke at tolke ud fra det indsamlede materiale, og som det fremgår af bogens sidste afsnit, har hun også afstået fra at trække en konklusion. For hende er det åbenbart vigtigere og rigtigere at finde frem til så mange oplysninger som muligt og så fremlægge dem, loyalt og selvudslettende, uden at bruge dem som basis for nogen teori eller hypotese. Sparsomme oplysninger Af samme grund ville hendes bog - og især det svimlende materiale, der konstituerer den - kunne bruges som basis for andre bøger. Men skal disse bøger være mere interessante som læsestof, vil det kræve, at materialet i højere grad udsættes for en kritisk vægtning og underlægges en mere sammenhængende fortællende struktur. På trods af denne pietetsfulde grundighed kan man som moderne læser savne enkelte uddybende oplysninger. Hvor mange ved f.eks. i dag, at 'Mayland' er identisk med Milano, eller at 'China' i den syge P.O. Brøndsteds udsagn 'Uagtet meget stærk Brug af China er jeg endnu ikke sikker paa at have faaet Bugt med Feberen' er det samme som kinabark (som bruges til at fremstille kinin)?