Det journalistiske interview er en meget problematisk genre. Den er litterært problematisk, fordi kvaliteten ikke har sit ophav i skriften, men i relationen. Interviewet hænger i samtalens tynde tråd. Essensen er interviewerens evne til at skabe en situation, hvor én plus én giver tre; det vil sige, at begge tænker bedre. Den gode interviewer er ikke først og fremmest en god skribent, men et godt menneske. Genren er etisk problematisk, fordi interviewet er en byttehandel, hvor begge parter håber at få mere, end de giver, mens begge som regel oplever det modsatte. I visse kulturer tror man, at man stjæler en persons sjæl ved at tage et fotografi af vedkommende. V.S. Naipaul beskriver tilsvarende, at nogle blive »såret gennem et interview og mister dele af sig selv«. Undtagelsesmennesker Denne indledning har til hensigt at minde om, hvor dårligt det ofte går, når nogen skal portrætteres via tale. Nogle interviewere er dovne og ufølsomme og lader magten udbrede magtens pr. Vi læser alt det, vi ved i forvejen. Andre interviewere stiller sig selvhævdende i vejen, og portrættet af den anden er et slet skjult selvportræt. Denne indledning har også til hensigt at minde om, hvor godt det føles, når det virker. Sammen med Nils Thorsen møder vi ti undtagelsesmennesker. De er Kerstin Ekman, Lars-Henrik Schmidt, Ryszard Taedling, Alberte Winding, Jørgen Haugen Sørensen, Bertel Haarder, Carsten Jensen, Lene Tiemroth, Christian Stentoft, Henrik Sten Møller. Med undtagelsesmennesker mener jeg her mennesker, som i kraft af deres virksomhed er produktive og derfor særligt synlige som skribenter, teater-, musik- og filmfolk, filosof, billedkunstner, radiokunstner og grundtvigiansk politiker. Men Thorsens projekt er helt tydeligt, at han bruger disse ekstraordinære personer til at sige noget betydningsfuldt om det almindelige. Han behandler dem som eksemplariske: De er eksempler, som har talent for at udtrykke noget skarpt om det hverdagsagtige eksistentielle. De er lidt mere af os. Klog pædagog Thorsen arbejder efter en manual, kald det en dramaturgi eller en psykologisk formel. Hver tekst begynder med en særligt betydningsfuld situation, som oftest et traume. Så er det lidt her og nu, tilbage til opvæksten og så lidt frem og tilbage, før det hele elegant ophøjes til refleksioner over de store spørgsmål. Jeg bliver bange, hver gang nogen skal skrive om livets store mening. Men Thorsen er en klog pædagog, som giver os personernes baggrund, før han giver os deres bud på, hvad der kan være interessant ved at leve. Dermed bliver det heller ikke til råd eller formaninger, men underfundige betragtninger fra kloge mennesker. Og på den måde kan vi åbne os over for det og føle, at det er vores eget. Et fællestræk ved dem, vi møder, er en ærgerrighed på vegne af livet. De ønsker at bruge det og blive brugt. Imponerer som interviewer Bogen kan principielt læses på to måder. Den ene er som ti gode portrætter. Den anden er at læse på tværs. De ti krydser til stadighed hinanden, og således får temaet 'meningen med livet' indspil fra ti forskellige erfaringer. Første læsemåde stimulerer mig mest. Og måske også intervieweren: Møderne fængsler mere end nok i sig selv. For jeg konstaterer, at han ikke ønsker at opsummere, at drage nogen konklusioner af de ti personers indspil. Gudskelov. En livsfilosofisk epilog kunne have ødelagt meget. Nils Thorsen imponerer som interviewer, fordi han er så intenst til stede i kraft af sin diskretion. Hans spørgsmål er der, men ses i kraft af den andens respons. Oversættelse: Tonny Pedersen