0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

En dissident ser rødt

Frafalden muslim hudfletter islam og vender tomlen nedad: Dur ikke, lyder dommen.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Oversætteren er normalt ikke den første person, man beskæftiger sig med, når et udenlandsk værk skyller op på de danske kyster.

Men i tilfældet med den engelsk-pakistanske forfatter Ibn Warraqs ni år gamle bog 'Why I Am Not a Muslim' er der grund til kort at opholde sig ved oversætteren. Han er nemlig identisk med den Lars Hedegaard, som for små to måneder siden var genstand for så megen tumult i Dansk PEN.

Årsagen til det lille intermezzo, som man sikkert vil huske, var, at Hedegaard ikke uden videre kunne blive optaget i den agtværdige forening, fordi flere medlemmer fandt, at hans skriverier om islam og muslimer var kendetegnet af en hadefuld tone.

At se ham i rollen som oversætter af et værk, der regnes for et af de mest kritiske opgør med islam på skrift, skal derfor nok få en og anden til at gå i en stor bue uden om denne mursten af en bog.

Men det vil være en alt for bekvem undskyldning for at undgå at tilegne sig mere substantiel viden om islam. Ibn Warraqs tunge, lærde, provokerende og fascinerende værk har fortjent en bedre skæbne end eventuelt at blive fravalgt på grund af forudgående kontroverser om oversætterens syn på islam, muslimer og integration.

Ateistisk humanist
Når det er sagt, er der dog ingen grund til at skjule, at 'Derfor er jeg ikke muslim' er en yderst kritisk gennemgang af alle hånde aspekter inden for islam. Forfatteren, der har antaget et pseudonym af frygt for repressalier, er født ind i en pakistanskmuslimsk familie, men har afsvoret sit religiøse tilhørsforhold og betegner sig selv som »ateistisk humanist«. Religiøsitet er generelt ikke hans kop te, men især den islamiske bryg finder han bitter og usmagelig.

Hans værk er et katalog over små og store anklagepunkter fordelt på 16 kapitler. Med afsæt i Koranen, en række kanoniske skrifter og et vældigt opbud af sekundærlitteratur fra islamforskningens ypperste kapaciteter - både dem, forfatteren hylder, og dem, han nedgør - går Ibn Warraq i kødet på alt fra Rushdie-affæren, vestlig islamapologi, Koranens tilblivelse og Muhameds levnedsforløb over synet på vold, erobringer, minoriteter og kætteri til ægteskab, homoseksualitet, spiritus og meget andet.

Inden for hvert af disse områder kombinerer bogen højlærde teologiske diskussioner, værkanalyser, historiske redegørelser, sproglige vurderinger og politiske kommentarer.

Det er på en gang encyklopædi og tekstsamling. Er man som denne anmelder opvokset på religiøs smalkost, ja nærmest på sultegrænsen, er det lidt af en mundfuld, men appetitten fortager sig ikke.

Åndelig epigon
Blandt Ibn Warraqs mange indvendinger lyder en af de hårdeste, at islam er en dybt uoriginal religion, som sammenblander arabiske stammetraditioner, talmudisk jødedom, syrisk kristendom, persisk zarathustrisme og antik græsk filosofi. Islam er, forstår man, ikke en religion, men en åndelig 'epigon'.

Af de mange andre aspekter, Ibn Warraq griber fat i, kan bl.a. nævnes spørgsmålet om islam og demokrati, som naturligvis er komplet uforenelige efter hans opfattelse. Han anser islam for at være identisk med tyranni og ensretning parret med en fuldstændig mangel på evne eller vilje til at udfordre egne dogmer samt en ubændig tillid til, at Gud, den islamiske forstås, altid træffer de rette afgørelser.

Individet har ingen frihed, og dermed kan hverken den menneskelige fornuft, rationalismen eller den kritiske sans trives. Følgevirkningen heraf, skriver Ibn Warraq, er den sørgelige, at muslimer i de seneste 600 år ikke har bidraget til videnskabelige landvindinger.

Diagnosen på islams elendighed og fortrædeligheder, som i forfatterens opregning også indbefatter en markant fjendtlighed imod jøder, en nærmest eksistentiel trang til voldsudøvelse, brutale krænkelser, ekspansionsiver, absolutisme og grov intolerance, er i korthed, at islam er på katastrofekurs i forhold til den moderne verden.

Nødvendigt at udfordre gamle institutioner
Er der nogen løsning på miseren? Ifølge Ibn Warraq er der kun ét at gøre: sekularisering. På samme måde som kristne og jøder igennem århundreder har vovet at gå op imod de etablerede doktriner og rive de gamle institutioner ned, bliver muslimer nødt til at udfordre islam.

Nok rummer bogen en række skarpe udfald mod islam og ortodokse muslimer, udfald, som for fleres vedkommende kan misbruges til at bære ved til integrationsmodstandernes blussende bål, men det er ikke en antimuslimsk bog, uagtet at mange af forfatterens tidligere trosfæller må føle sig hårdt truffet.

Det kan dog ikke gælde for alle. Nok har Ibn Warraq flere gode iagttagelser, også nogle af den slags, der normalt ikke kan siges af misforstået bekymring for at blive taget til indtægt af 'de forkerte', men han synes så opsat på at demonstrere islams genvordigheder, at han nedtoner de forskelle - regionale, kulturelle og teologiske - som også findes.

Man kan ikke slippe mistanken om, at Ibn Warraq udgår fra en meget ideel form for islam, hvor de strenge tekster altid bliver taget for pålydende. Men det billede stemmer dårligt overens med den mere pragmatiske levevis, som trives mange steder i eksempelvis Mellemøsten. Selv et bogens folk lever ikke altid derefter.

Negativt udgangspunkt
I samme ombæring bør det nævnes, at Ibn Warraqs udgangspunkt konstant er negativt; islam har tilsyneladende intet brugbart at sige om fred, sameksistens, medmenneskelighed og tolerance. Sætter man folk på anklagebænken, havde en mere fri retssag været på sin plads.

At Ibn Warraq er en mand med en sag - også en sag, der som antydet både kan og vil blive misbrugt - er næppe overraskende. Men at denne sag, for nu at give ham ordet til afslutning, i virkeligheden er til det, han betragter som almindelige muslimers bedste, bør man dog ikke tage fejl af:

»For dem, der beklager, at de ikke var i live i 1930'erne og ikke kunne vise deres hengivenhed for en sag, er der for det første Rushdie-sagen og for det andet den krig, der finder sted i Algeriet, Sudan, Iran, Saudi-Arabien og Pakistan - en krig, hvis ofre først og fremmest er muslimer: muslimske kvinder, muslimske intellektuelle, forfattere og almindelige, ordentlige mennesker«.