Taler man om Tolkien, taler man om et fortolkningsfrit område. I hvert fald hvis det står til hans millioner af fans, som mener, at enhver Holger Fortolker er en grusom ork, der truer Herredet fuld af eventyrlystne hobbitter, som blot vil have deres læsning for sig selv, uden at skyggen fra lektor Gråskægs pegefinger falder over siderne. Mester Tolkien har selv frabedt sig enhver historisk, ideologisk eller allegorisk tolkning, og som eneste forfatter i litteratur- historien er hans ord blevet kanon. At man f.eks. ser tegn og gerninger i hans værker som symptomer fra hans egen tid, mellemkrigstiden med dens mange utopiske drømme om andre samfund end det moderne demokratiske, anses for både blasfemiske og formastelige synspunkter. Pia Skogemann tager disse forbehold i ed i begyndelsen af sin bog, 'En jungiansk fortolkning af Tolkiens Ringenes Herre'. For så vidt et modigt projekt, både ud fra de ovennævnte betragtninger over Tolkiens ukrænkelighed og ud fra sit eget jungianske ståsted, at se et underliggende og helhedsforklarende symbolsystem inde i fortællingen. Denne anmelder har altid været skeptisk over for jungianske fortolkninger, siden Jung selv noget humorforladt udlagde 'Ulysses' som et landkort over James Joyces egen sjælstilstand. Og som alle systemer har Jungs psykoanalyse det med at være begrundet på et allerede vedtaget kodeks, at sådan forholder det sig ud fra rettroens diagnosticerende cirkelslutning. Næst efter Freud har Jung været mangen en dansklærers klichefyldte værktøjskasse - både under tekstlæsning og over for irriterende Kloge Åge junior med fingeren konstant i vejret.