Der er langt, rigtig langt endda, mellem store anmeldere. Dem, der ikke bare genfortæller og vurderer bogen, filmen eller teaterstykket, men hvis anmeldelser bliver et lille stykke kunst i sig selv. Anmeldere af den kaliber hænger ikke i klaser på avisspalterne, heller ikke i udlandet, og det gælder derfor om at råbe højt, når man finder en. Det være hermed gjort. Navnet er Anthony Lane, en brite, der siden 1993 har været The New Yorkers filmanmelder - og meget bedre gøres det ikke. Her er vid, vurdering og værdidomme for alle skejserne, ført med en pen, de fleste anmeldere, herunder undertegnede, ville give deres bedste vens tommelfinger for. For de ulykkelige sjæle, der ikke holder The New Yorker (hvad der i parentes bemærket er dumt. Det koster knap 20 kroner per nummer, under halvdelen af f.eks. Euroman og med et ganske andet kvalitativt udbytte) er chancen her nu for at lære Lane at kende. 'Nobody's Perfect' hedder det massive opsamlingsbind af hans The New Yorker-anmeldelser gennem det sidste dusin år, og er man bare det mindste cineast eller blot lækkersulten efter underholdende småbidder, kan det varmt anbefales til natbordet. Her er både filmanmeldelser, boganmeldelser og en snes fremragende og tidløse essays, de fleste på en eller anden måde relateret til filmens verden.
Hvad er pointen med Demi Moore?
Lyt til artiklen
