0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Hvad er pointen med Demi Moore?

Træt af danske filmanmeldere? Læs The New Yorkers anmelder, og se, hvor elegant det kan gøres.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er langt, rigtig langt endda, mellem store anmeldere. Dem, der ikke bare genfortæller og vurderer bogen, filmen eller teaterstykket, men hvis anmeldelser bliver et lille stykke kunst i sig selv.

Anmeldere af den kaliber hænger ikke i klaser på avisspalterne, heller ikke i udlandet, og det gælder derfor om at råbe højt, når man finder en. Det være hermed gjort. Navnet er Anthony Lane, en brite, der siden 1993 har været The New Yorkers filmanmelder - og meget bedre gøres det ikke.

Her er vid, vurdering og værdidomme for alle skejserne, ført med en pen, de fleste anmeldere, herunder undertegnede, ville give deres bedste vens tommelfinger for.

For de ulykkelige sjæle, der ikke holder The New Yorker (hvad der i parentes bemærket er dumt. Det koster knap 20 kroner per nummer, under halvdelen af f.eks. Euroman og med et ganske andet kvalitativt udbytte) er chancen her nu for at lære Lane at kende.

'Nobody's Perfect' hedder det massive opsamlingsbind af hans The New Yorker-anmeldelser gennem det sidste dusin år, og er man bare det mindste cineast eller blot lækkersulten efter underholdende småbidder, kan det varmt anbefales til natbordet. Her er både filmanmeldelser, boganmeldelser og en snes fremragende og tidløse essays, de fleste på en eller anden måde relateret til filmens verden.


Første levende billede under Lanes lup er 'Indecent Proposal', og har man glemt, hvor ringe den film i virkeligheden var, minder han en om det. Vidste man det i forvejen, udtrykker Lane plottets latterlighed bedre og mere elegant, end man selv kunne have gjort det.

Redford er en parodi på sig selv i 'Den store Gatsby', Woody Harrelson dummere end i Sam's Bar og Demi Moore atter en gang en kvinde uden indhold. Som Lane senere spørger i forbindelse med 'The Scarlet Letter', hvad er egentlig pointen med Demi Moore?

Personlig kunne jeg hårdt presset muligvis finde en enkelt, men det herlige er, at Lane går til stålet - både positivt og negativt - og tillader sig at formode, at hans læsere er lige så belæste og dannede som han selv.

Tag denne sætning fra hans næsegruse anmeldelse af 'Apocalypse Now Redux': »Kurtz har en stolt romersk galskab, som noget fra det sidste bind af Gibbon, der sørgmodigt minder om Brandos Mark Anthony i Julius Cæsar«. Skønt, uanset om man har læst Gibbons sidste bind, eller set den gamle Shakespeareklassiker, er det forfriskende at blive talt til som et vidende og begavet menneske.

Som de fleste andre anmeldere er Lane morsomst, når han er negativ, og undertegnede kom i al offentlighed til at le højt af hans resume af Roland Emmerichs mislykkede revival af 'Godzilla' for nogle år siden.

Lane forklarer tålmodigt, at Godzilla har 1960'ernes atomforsøg på Fransk Polynesien at takke sin størrelse for, men at ingen ved, hvad gigantøglen har beskæftiget sig med frem til 1998, da den ramte Manhattan og biograflærredet: »Ingen ved det, men der er vedholdende rygter om, at han læste sin bachelor i Paris og skulle lige til at påbegynde en doktorgrad i semantik, da han blev sulten«.


Det er da elegant og morsom ironi, ligesom beskrivelsen af Jean Reno som »rottetænder, Salman Rushdie-øjne, spredte skægstubbe og en dyb ligegyldighed over for verden« næppe bliver mere præcis. Og sammen med hans tørre humor er det det, som Lane kan, og som gør ham til en fremragende anmelder: tage velkendte skuespillere, dårlige film og middelmådige instruktører og vise os dem i et sprog, som vi aldrig helt har set eller tænkt i før.

Det er derfor, hans anmeldelser sagtens kan læses år eller ligefrem årtier efter, at filmene havde premiere, og stadig vække både tanker, smil og lysten til at se film. Undertegnede fandt efter læsning af Lane eksempelvis sig selv i Blockbuster på jagt efter den uretfærdigt glemte 'Before Sunrise', med Ethan Hawke og den skønne Julie Delpy, og kunne efter kært gensyn kun erklære sig enig med Lanes forelskelse i sidstnævnte.

Som Lane skriver, er »en filmkritikers første pligt - faktisk den eneste nødvendige kvalifikation - at blive regelmæssigt og nyttesløst forelsket i filmstjerner«. Just præcis. Vi andre må nøjes med at læse om det.

Politiken.dk i 3 måneder - kun 299 kr.

Læs hele artiklen nu

Køb abonnement