Jeg vil fanden raseme ikke sidde og spise havregrød juleaften.
Sådan lyder det fra en arbejder på Burmeister & Wain som begrundelse for at afblæse en strejke i 1938. Lidt senere vender arbejdsmanden på en grødtallerken og vil fortsætte strejken, som gik ud på at komme af med en upopulær undermester. Den lille arbejdskamp blev vundet, og det lykkedes at få fyret undermesteren.
Eksemplet er fra Niels Jul Nielsens bog 'Mellem storpolitik og værkstedsgulv'. Så kort kan det i virkeligheden siges - set fra gulvhøjde: Arbejdskamp handlede i vidt omfang om at undgå havregrød og at skaffe sig af med de værste slavepiskere. Selv lige før udbruddet af Anden Verdenskrig var det ikke nazisternes fremmarch i Tyskland, som bekymrede. Nej, det var såmænd grøden juleaften. Altså ikke meget verdensrevolution her, selv om kommunistavisen Land og Folk begejstret omtaler den afgrænsede og på sin vis snævre konflikt.
Det stopper ikke ved grødfadet. For selv om de dramatiske begivenheder ikke direkte optog sindene ved støbeovnene, så kom de alligevel til at spille en rolle på lang sigt. Gennem brug af det etnologiske livsformsbegreb - her lønarbejderlivsformen - kommer forfatteren frem til, at arbejdernes liv blev påvirket af den internationale udvikling - og han argumenterer for, at denne udvikling underminerede den enhed i arbejderklassen, som var til stede i de tidlige år. Navnlig i 1950'erne hvor den verdensomspændende kolde krig førte til, at kommunisterne og socialdemokraterne var mere optagede af at kæmpe mod hinanden end mod de fæle kapitalister.
Fokus på arbejdernes livsformer gør også, at forfatteren har blik for, at arbejderne på B&W ikke var en fasttømret gruppe, som en overfladisk betragtning af kampånden fra de mange strejker på virksomheden kunne lede frem til. Selv på en sådan klassekamps bastion, var der hierarkier. I bogen kaldes det »overrumplende«. Det synes nu nok at være en overdrivelse. Mon ikke mange med kendskab til industriarbejdspladser vil genkende mønsteret med uenighed indadtil, men sammenhold udadtil?
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























