Tilfældet vil, at det omstridte Dansk PEN netop i disse dage sender en vigtig bog på gaden. Bogens tema er det spændte forhold mellem den muslimske og vestlige verden, og en række af organisationens kritikere har i de seneste dage netop peget på, at Dansk PEN har et 'naivt' forhold til islam og de regimer i muslimske lande, der undertrykker menneskerettighederne. Problemer og uacceptable forhold i ikke mindst den arabiske verden bliver skubbet ind under Dansk PEN's humanistiske kludetæppe, lyder anklagen. Den holder ikke helt at dømme efter artiklerne i bogen 'The Wrath of the Damned' ('De fordømtes Vrede'), som samler en række indlæg fra en konference om islam og Vesten, som Dansk PEN afholdt sidste vinter på Louisiana nær København. Vestlige, arabiske og jødiske deltagere diskuterede blandt andet religionens rolle i fremtidens stadig mere multikulturelle samfund, de fattige landes forhold til USA og konflikten i Mellemøsten. Hovedparten af artiklerne er af høj kvalitet, og flere bidragydere formulerer sig meget klart og uden omsvøb om de vanskelige temaer, de behandler. Der er ingen tabuer, og vi er langt fra bortforklaringer af terrorisme, religiøs fanatisme og manglende udvikling i dele af den muslimske verden. Tværtimod tager flere bidragydere vanskelige emner op. Bogens sidste artikel tager udgangspunkt i en rapport fra FN's udviklingsorganisation, UNDP, om den arabiske verden. En af rapportens forfattere, Zahir Jamal, har også skrevet artiklen om den i antologien fra Louisianamødet, og titlen er helt utvetydig: 'A Wake-up Call for the Arab World'. Arabernes eget ansvar Det er tid at vågne op, hedder det i artiklen og rapporten, der vel at mærke er udarbejdet af arabiske eksperter. For kendsgerningerne taler deres eget klare sprog. Produktiviteten er stagneret i den arabiske verden i de seneste ti år trods objektivt gode muligheder for udvikling. Trods investeringer i uddannelse og vidensindustri er resultaterne dårlige. Teknologigabet mellem den arabiske verden og Vesten vokser hastigt, fattigdommen breder sig, og demokrati er ikke-eksisterende i flertallet af de arabiske lande. Mange af disse forhold kan kun befolkningerne og deres regeringer gøre noget ved, konstaterer Zahir Jamal, der hermed styrer udenom den lette forklaring, at al dårligdom i regionen skyldes Israel, USA og konflikten i Mellemøsten. Den har stor betydning, understreger han, men hovedvægten ligger på den arabiske verdens eget ansvar for egen udvikling. Mulighederne er der, og den arabiske verden er ikke dømt til i al evighed at leve uden demokrati og menneskerettigheder, hedder det overbevisende i en række artikler. Den amerikanske historiker L. Carl Brown fra Princeton University stiller f.eks. spørgsmålet: Er Islam en hindring for demokrati? Islam og demokrati Det er ikke tilfældet, konkluderer han og giver en række konkrete eksempler på reformperioder i lande som Tunesien, Det Ottomanske Rige, Iran og Egypten. Disse lande har i perioder haft forfatninger af betydeligt demokratisk tilsnit. Inspirationen var vestlig, men i Iran og Egypten blev disse demokratiske forsøg også afbrudt af vestlig, militær intervention. Alle steder var debatten og den politiske kamp hård mellem tilhængere og demokrati. Det var den også flere steder i Europa langt op i det 20. århundrede - og man kan ikke påstå, at det muslimske hierarki entydigt bekæmpede demokratiet, konkluderer den amerikanske Mellemøstenekspert. Virkeligheden var meget mere sammensat end den, vi ofte får præsenteret, fremgår det af professor Browns artikel, og meget passende minder den britiske forfatter Robert Irwin os om den misinformation, vi ofte bliver udsat for både fra muslimsk og islamfjendtlig side. I en artikel om 'konspirationsteorierne' fra begge sider har han morsomme - men også deprimerende - eksempler på vrangbilleder og absurde påstande om Vesten blandt muslimer. Men ikke mindst efter terrorangrebene i USA i september 2001 er de tilsvarende eksempler fra vestlig side lige så hyppige. Bogen giver masser af eksempler på, at viljen til gensidig forståelse, samarbejde og 'brobygning' består. Men den tyrkiske forfatter Orhan Pamuk får os allerede i bogens første artikel ned på jorden. Verdens befolkning følte sig ikke alle som amerikanere 11. september 2001. De 'fordømte' forstod terroristerne, hævder han, og et faktum er, at selv store borgerlige aviser i Afrika, Latinamerika og Asien kun få dage efter 11. september 2001 på lederplads havde lige så hårde ord om amerikansk magtmisbrug og dominans i verden som fordømmelser af terroristernes ugerning. Vesten forstår ikke de fattige og de ydmygede i verden, påstår Orhan Pamuk, hvis værker er oversat til mere end 20 sprog, og hans advarsel er meget klar. »Intet kan give støtte til de 'islamister', der kaster syre i ansigtet på kvinder, som Vestens manglende evne til at forstå verdens fordømte«.