Døm ikke bogen på dens omslag. Sådan lyder det engelske ordsprog, der svarer til det danske 'Sku ikke hunden på hårene'. Men det kan man roligt gøre i forbindelse med to nye danske biografier, 'Hvor der er vilje ...' og 'Så slip dog den høne!'. Den førstnævnte har et ikke specielt kunstnerisk farvefoto af sin forfatter, oberstløjtnant Anne Christiane Castenschiold Bill på for- og bagside. Den anden skal man ind på forsideflappen for at se et lille foto af forfatteren Dorte A. Christiansen. Forsiden er fint arrangeret blod på hvide hønsefjer, meget poetisk. Så er man allerede godt på vej i bøgerne, der har det til fælles, at de er selvbiografier, skrevet af kvinder, som ernærer sig eller har ernæret sig ved stillinger i det officielle Danmark. Oberstløjtnanten i hæren, Dorte A. Christiansen som sekretær, først for landshøvdingen i Grønland, siden gennem 15 år for to statsministre. De tos veje krydses også, men med års mellemrum. Begge besøger de Madam Arthur, den navnkundige natklub i indre København, men hvor Castenschiold Bill oplever noget af en fiasko ved at tage et par officerskammerater med på bøssebar, morer sekretæren sig uhæmmet. Men bortset fra 'madammen' kan man ikke forestille sig, at de to vil have meget at tale om, hvis de da nogensinde skulle mødes.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























