Irak for begyndere

Lyt til artiklen

Irak. Efter igennem næsten et år daglig at være blevet tudet ørerne fulde om Irak i alle aviser, nyhedsudsendelser og debatprogrammer orker man næsten ikke at høre mere om det forarmede mellemøstlige land. Yemen, Syrien eller Libyen, kunne der dog ikke bare komme lidt variation? Men ak, den politiske viser peger formentlig en rum tid endnu på det mesopotamiske rige, og man kan lige så godt en gang for alle bide i det sure æble og sætte sig nærmere ind i landet. Til det formål er den danske mellemøstforsker Michael Irving Jensens nye lille bog 'Irak - fra diktatur til demokrati?' ganske glimrende. Her får man på godt 100 letlæselige sider en kort beskrivelse af landets nyere historie, det vil sige fra Første Verdenskrig og frem. Fra kolonimagternes spegede spil og uafhængigheden og oliemilliarderne til Saddam Hussein-perioden med alt, hvad den førte med sig. Det meste er sobert præsenteret uden nogen synlig stillingtagen fra forfatterens side. Lidt anderledes bliver det mod slutningen, hvor Michael Irving ikke helt kan holde sin modvilje mod både den nuværende israelske regering og de høge, præsident Bush omgiver sig med, ude af teksten. Men med det mindre forbehold er der tale om en bog, som bør kunne glide helt naturligt ind i enhver undervisningssammenhæng og selv for garvede avislæsere vil give et ekstra perspektiv på konflikten og dens komplicerede sammenhænge.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her