'Riskær' er (bortset fra stavefejlene) et dygtigt journalistprodukt. Men også meget typisk: De sproglige skabeloner til opbygning af henholdsvis spænding i indledninger og patos i afslutninger ligger nøgne for læserens blik. Den klassiske tretrinsopbygning skamrides. »Snart er han valgt til Europaparlamentet. Han mangler noget. Et fly«. De tre sætninger står vel at mærke på en linje hver og får således også visuel effekt. Og fylder. I det hele taget synes Henrik Madsens devise at være, at hvis noget kan siges med tre sætninger - eller tre gange, for den sags skyld - hvorfor så nøjes med én. Men gentagelsen er også et gedigent demagogisk kneb til at få pointerne helt ind bag hjerneskallen på folk. Det er i dette tilfælde snarere et æstetisk end et etisk problem, for Henrik Madsens portræt virker afbalanceret, frit for behovet for at finde helte og skurke. I den forstand er den journalistiske etikette en udmærkelse. Mest belastet af denne bog bliver for mig at se partiet Venstre, som til at forklare Riskær, hvorfor han skal ekskluderes, sætter en mand ved navn Peter Brixtofte. De retoriske og pædagogiske gentagelser puster naturligvis den nobelt udgivne bog noget op. Ikke dermed være sagt, at den er indholdsmæssigt tynd. Henrik Madsen, som før bl.a. har skrevet en lignende bog om Peter Brixtofte, har talt med mange mennesker og forsøgt at tale med endnu flere - han synes faktisk at have været spektret rundt og har mange oplysende og afklarende citater med.
Fluxuskunstneren Klaus Riskær
Lyt til artiklen
