Cand. psych. Bent Jørgensen, der er rektor ved Skovlunde Socialpædagogiske Seminarium, har skrevet denne håndbog i psykologi, som er inddelt i fire afsnit. I første del struktureres menneskelivet i otte livsaldre, og forfatteren gennemgår de udfordringer og muligheder, som hver af disse aldre rummer. I anden del beskrives en række psykiske sygdomme fra lettere angstformer til traumer, spiseforstyrrelser, depressioner, borderline-tilstande, psykopati og psykoser. Tredje del gennemgår de forskellige terapeutiske retninger og deres behandlingstilbud, og bogen afsluttes med et psykologisk leksikon. I en tid, hvor hjerneforskere på ny søger at reducere psyken til biologi for at finde frem til den rette medicin mod psykiske sygdomme, er det velgørende, at Bent Jørgensen fastslår, at samtaleterapi er bedre end medicin, i hvert fald til de mere moderate depressioner. I samme passus konstaterer han, at den praktiserende læge ikke har mulighed for at henvise til psykologer, som kan behandle med netop samtaleterapi, hvilket i mange tilfælde resulterer i fejlbehandling.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.



























