0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Er det tilladt at kritisere Israel?

En lille gruppe franske Sharontilhængere forsøger at fortie al kritik af den israelske regering ved at anklage kritikerne for antisemitisme. Dermed er de selv med til at puste liv i antisemitismen i Frankrig, hævder fransk ekspert i ny bog.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Man kan anklage USA for at være unilateralistisk, man kan kritisere Kina for at undertrykke Tibet, Rusland for politikken i Tjetjenien og Nordkorea for at fremstille missiler i stedet for at brødføde befolkningen. Men der er ét land - ét alene - hvor enhver kritik af regeringen øjeblikkeligt kan affejes som slet skjult racisme: Israel.

Med disse polemiske ord indleder Pascal Boniface sin nye bog, der nok skal skabe debat. Boniface leder Institut français des relations internationales og er tidligere sikkerhedspolitisk rådgiver i socialistpartiet. Det var hér han i april 2001 i et internt memo spurgte, hvorfor man ikke håndhævede de samme internationale regler i Mellemøsten, som alle andre steder i verden.

Hvorfor intervenere i Kosovo - der var en del af Jugoslavien - når man nægter at lægge pres på den israelske regering, selv om den ingen håndsret har over de besatte områder?

Boniface foreslog, at socialistpartiet revurderede sin Mellemøstenpolitik med folkeret og jura som rettesnor, og i en bisætning advarede han mod en 'importering' af konflikten, der kunne føre til konfrontationer mellem muslimer og jøder i Frankrig.

Memoet sivede til pressen, og en række inkarnerede tilhængere af Ariel Sharons regering konkluderede uden at blinke, at Boniface var antisemit, og at hans ærinde var at fiske arabiske stemmer ved det kommende franske valg.

Men hvis Bonifaces erfaring er gjort personligt, bliver hans bog det på intet tidspunkt.


Hans pointe er enkel: En gruppe ukritiske Sharontilhængere forsøger at tie al kritik af den israelske regering ihjel ved at anklage kritikerne for antisemitisme. Men de gør de franske jøder en bjørnetjeneste. De banaliserer antisemitismen og baner vejen for en selvopfyldende spådom: i deres tilbagevisning af kritikken af den israelske regering hævder de at tale på alle franske jøders vegne og giver dermed næring til den mest vedholdende af de antisemitiske fordomme: at alle jøder tænker ens.

Det får samtidig de franske jøder til at fremstå som en ukritisk forlængelse af den israelske regering, hvilket risikerer at sætte dem op mod unge nordafrikanske muslimer, der i stigende grad identificerer sig med de undertrykte palæstinensere.

Det er en vigtig del af hans systematiske tilgang at så tvivl om Sharontilhængernes adkomst til at tale på alle franske jøders vegne. Af de omtrent 300.000 jøder i Paris og omegn stemte kun cirka 6.000 til valget af den jødiske menigheds råd, og Det repræsentative jødiske råd, CRIF - hvis ultrakonservative formand, Roger Cukierman, hævder at være jødernes talerør - repræsenterer kun omkring en syvendedel af de i alt 700.000 franske jøder.

Det jødiske samfund er lige så politisk mangfoldigt, som resten af det franske samfund - skriver Boniface - og mange franske jøder bryder sig slet ikke om at blive lagt ord i munden, ganske enkelt fordi, de ikke er vant til at udtale sig i kraft af at være jødiske.


Herefter giver Boniface sig i kast med at perforere skindet på Sharontilhængernes dommedagstromme: Frankrig er ikke ved at drukne i en bølge af jødehad. »At der er en stigning i antallet af antisemitiske handlinger som følge af begivenhederne i Mellemøsten er indiskutabelt og bør fordømmes, men at der er tale om en ny 'krystalnat' er ukorrekt«, skriver Boniface, der undres over, at jødiske organisationer selv er med til at udhule store ord som shoah, krystalnat og holocaust ved at bruge dem i flæng.

I den jødiske menigheds råds (CRIF) egen statistik over antisemitiske angreb tæller skældsord, lussinger og vandaliserede synagoger lige meget. »Sondringen mellem ubetydelige og alvorlige hændelser er blevet udvisket i et forsøg på at dramatisere situationen«, skriver Boniface.

Resultatet er, at mange får den absurde opfattelse, at Frankrig er et land, hvor antisemitismen stortrives, og politikerne sidder med hænderne i skødet, mens synagogerne brænder.

Bonifaces ærinde er ingenlunde at vise, at antisemitismen ikke findes, men derimod, at gøre op med de franske jøders 'monopol' på statusen som offer. »Antisemitismen er ikke den fremherskende form for racisme i Frankrig«, skriver han. En regeringsrapport har for længst slået fast, at nordafrikanere og arabere er den befolkningsgruppe i Frankrig, der uden diskussion er mest udsat for racisme.

Tendensen er kun blevet værre efter 11. september 2001. Nu kan man næsten frit sværte islam og muslimer, og det forstærker følelsen blandt især unge muslimer af, at deres »religion og identitet kan angribes lettere og mere ustraffet end andres«, skriver Boniface, der ser de sporadiske antisemitiske angreb som unge muslimers spontane frustration over deres egen situation, snarere end udslag af et dybt funderet jødehad.


Ifølge Boniface er de fleste aviser og magasiner panisk angste for at blive anklaget for at fortie antisemitismen. Det fører på én gang til en overrapportering af antisemitiske anslag og en uhensigtsmæssig selvcensur, der får debatten kørt op i et sort-hvidt spor, hvor nuancerne går tabt, og kun de, der råber højest, kommer til orde.