Terrorisme er teater. Enhver terrorist vælger den metode, der med mindst mulig anstrengelse og investering kan give den størst mulige effekt på 'publikum'. Al-Qaeda ofrede nogle villige fanatikere og en bunke stanleyknive på at jævne World Trade Center med jorden. Minimal investering med maksimalt udbytte. Men hvad hvis Osama bin Laden fik fingre i atomvåben? Et dommedagsmantra som amerikanske og europæiske regeringsledere uafladelig messer. 1980'ernes skrækscenarier er taget ned fra hylden, støvet af, og ord som kædereaktion, trykbølge og strålesyge er igen blevet en del af det sikkerhedspolitiske ordforråd. Al-Qaeda ville næppe nøjes med at true med dem, hvis det lykkedes det skrupelløse terrornetværk at anskaffe sig sådanne våben. Og nok så sandt: Følgerne ville være katastrofale, hvis det lykkedes bin Ladens lakajer at detonere en atombombe i en større europæisk eller amerikansk by. Den relativt beskedne atombombe, USA smed over Hiroshima (15 kiloton), slog omkring 75.000 japanere ihjel og sårede yderligere 80.000. Såvel Hiroshima som Nagasaki var relativt flade byer, der bestod af bygninger med højst to etager, og tabstallene ville således blive tre-, fire- eller femdoblet i dag, eftersom alle større byer er skudt voldsomt i vejret. For de fleste læsere er disse oplysninger næppe nye. De er en integreret del af den massive worst case-psykose, som har indhyllet den vestlige verden siden terrorangrebene 11. september 2001. Det har fået tre franske forskere til at undersøge, hvor velbegrundet frygten for ukonventionel - det vil sige atom-, kemisk og biologisk - terrorisme i grunden er.